Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Underskrifter redder ikke klodens klima

Fredag skriver de fleste af verdens lande under på den historiske klimaaftale fra Paris i december. Men der er stadig et utal af bump på vejen til at redde kloden.

Hvis temperaturstigningen på kloden skal holdes i ave, kræver det, at verdens lande respekterer indholdet af den aftale, som i dag underskrevet i New York. Arkivfoto: David Grey / Reuters
Hvis temperaturstigningen på kloden skal holdes i ave, kræver det, at verdens lande respekterer indholdet af den aftale, som i dag underskrevet i New York. Arkivfoto: David Grey / Reuters

I dag, fredag, mødes mindst 155 ministre, heraf over 60 stats- og regeringschefer, i New York for at gøre alvor af den nok vigtigste globale aftale i efterkrigstiden.

Det handler om den historiske klimaaftale, der blev indgået i Paris i december af praktisk taget alle klodens nationer.

Landenes repræsentanter – fra Danmark klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) – skal i FNs hovedkvarter sætte deres signatur på aftalen. Hvorved de forpligter sig til at bære deres andel af ansvaret for, at klodens middeltemperatur ikke ryger gennem loftet og stiger med over 2,0 grader celsius.

Hvis 55 nationer, der samlet står for mindst 55 procent af den globale CO2-udledninger, underskriver aftalen, vil den i princippet træde i kraft. Men kun i princippet. For dels skal aftalen i de nærmeste år implementeres i de enkelte lande, hvilket kan komme til at volde store vanskeligheder, dels er aftalen ikke mere bindende end, at der stadig er mulighed for, at nationer – selv efter ratificering – kan træde ud af den.

Her går bekymringen ikke mindst på USA, verdens næststørste CO2-udleder. For hvad vil der ske, når den klimabekymrede præsident Barack Obama i januar næste år forlader posten og overgiver Det Ovale Værelse til en ny, muligvis republikansk, præsident? Uden opbakning i den overvejende klimaskeptiske eller snarere kul- og olievenlige amerikanske kongres er der næppe håb om, at amerikanerne i sidste ende vil bakke op om Obamas relativt ambitiøse bidrag til Paris-aftalen.

Der skal skrues mere ned for blusset

Så er der implementeringen. Der er endnu ikke fastsat noget præcist år for, hvornår aftalen skal træde i kraft – eksempelvis 2020. Årsagen er bl.a., at man derved åbner mulighed for en tidligere ikrafttrædelse, hvilket klimaeksperter ser som afgørende for at fastholde håbet om en fortsat relativ klimatisk stabil planet at leve på. Men omvendt giver det også mulighed for at forhale aftalens ikrafttræden.

Med en implementering følger et sæt af mekanismer til regnskabsføring og kontrol med de enkelte landes udledninger. Hvilket bl.a. klodens største udleder, Kina, stritter imod.

Kineserne mener groft sagt, at det er tilstrækkeligt at holde, hvad man lover. Det vil sige, uden at overnationale og uafhængige instanser kan bekræfte det.

Endvidere, og det er på mange måder det vigtigste, ligger det i Paris-aftalen, at den med jævne mellemrum skal gås efter i sømmene med henblik på at gøre den væsentligt mere ambitiøs.

Med de nationale tilsagn, der aktuelt er på bordet, styrer kloden mod en temperaturstigning på mindst 2,7 grader og dermed langt over Paris-målet på under to grader og gerne under 1,5. Ergo må landene skrue væsentligt mere ned for CO2-blusset, end der aktuelt er lagt op til. Eller introducere metoder til at fjerne flere gigaton CO2 fra atmosfæren, eksempelvis i form af langt større skovarealer.

Og hvordan vil store vækstøkonomier som Indien, Indonesien og Tyrkiet reagere på internationalt pres for at skære deres udledninger mere ned, end de allerede har lovet – med risiko for, at det reducerer såvel deres økonomiske vækst som vælgernes opbakning?

Endelig er der den globale skibs- og luftfart, der slet ikke er omfattet af Paris-aftalen. Deres forpligtelser skal først for alvor drøftes på det kommende FN-klimamøde, COP22, i december i Marrakech i Marokko.

Det er centralt at få de to sektorer med, for selv om deres andel af klodens CO2-udledninger kun udgør nogle få procent i dag, ventes udledninger fra fly og skibe at blive flerdoblet i løbet af de kommende tre årtier.

Skal CO2-bremsen trædes hårdt i her, kommer det uundgåeligt til at koste forbrugerne dyrt i form af høje skatter på flybilletter og godstransport på havet. Tilmed i en situation hvor oliepriserne er næsten rekordlave, hvilket har bragt transportomkostningerne i bund over hele verden.

Store virksomheder bidrager positivt

Men der er også fremdrift at spore. Det er bl.a. forventningen, at mange store, internationale virksomheder, herunder Google, under New York-mødet vil offentliggøre tilsagn om omfattende investeringer i grøn energiteknologi.

Samtidig møder klimaminister Lars Christian Lilleholt op med en forventning om at kunne fordoble Danmarks eksport af grøn teknologi til 130 mia. kr. om året i løbet af de næste 14 år.

Det ønsker han og regeringen at gøre uden meromkostninger for forbrugerne, og uden at Danmark lægger sig helt i den globale klimafront med verdens mest ambitiøse CO2-reduktionsmål. Mindre kan gøre det, mener ministeren.

Spørgsmålet er bare, om Danmark fortsat kan være attraktiv reklamesøjle for vedvarende energi, hvis innovative lande som Tyskland, Holland og Sverige overhaler os inden om i de kommende år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.