Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Risiko for autisme syvdoblet hos søskende

Danske forskere sætter tal på den øgede risiko for autisme, hvis et barn har en bror eller søstermed autisme. Halvsøskende med fælles far har ikke markant øget risiko.

Stadig flere børn får en autismediagnose. Mange kan klare deres skolegang med hjælp.
Stadig flere børn får en autismediagnose. Mange kan klare deres skolegang med hjælp.

Det er ingen hemmelighed, at der er en stærk arvelig faktor i autisme, men for første gang er der sat en nøjagtig risikofaktor på at have søskende med autisme. Hvis et barn har en helbror eller helsøster med en diagnose i autismespektret, er risikoen syv gange højere for at det barn også får autisme ligesom sin søskende.

"Baggrundsrisikoen er i dag omkring en procent for en fødselsårgang for at få en diagnose i autismespektret. Og hvis et barn har en ældre bror eller søster med samme mor og far, er den risiko omtrent syvdoblet.," siger biostatistiker Therese Koops Grønborg, PhD-studerende ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Syvdoblingen af risiko gælder altså kun for helsøskende. Ved halvsøskende er det afgørende, om børnene har samme far eller samme mor. Hvis en far til et barn med autismespektrumdiagnose får børn med en anden kvinde, er risikoen ikke markant forhøjet for barnets halvsøskende. Men hvis en mor til et barn med autisme får børn med en anden mand, er risikoen stadig omtrent fordoblet for halvsøskendene.

"Vi kan kun gisne om, hvorfor det forholder sig forskelligt for halvsøskende med fælles far og fælles mor. Det kunne være en kombinationen af mors og fars genetik. Eller det kunne være forhold under graviditeten, da risikoen er højest hos mor. Men man skal være meget forsigtig med at tolke på tallene," siger Therese Grønborg, der understreger at hendes undersøgelse ikke fortæller om årsagerne til forskellene. Det er ren registerforskning, som danske forskere har enestående vilkår for.

Grønborg har analyseret data for halvanden million danskere, nemlig for alle børn i fødselsårgangene fra 1980 til 2004. På grund af de danske patientregistre og CPR kommer alle diagnoser med, og alle familiesammenhænge, og ingen har tidligere set så grundigt på så gode og fyldestgørende tal for autismerisikoe.

Den danske undersøgelse sætter søskenderisikoen meget lavere end de tidligere undersøgelser, som førte til antagelser om en 20-dobling af "gentagelsesrisiko" i en søskendeflok.

Undersøgelsen omfatter alle diagnoser i autisme-spektret, fra asperger til infantil autisme, og i dag er der langt flere i en årgang som får en autismespektrumdiagnose.

"Forekomsten er steget over hele spektret, og det kan der være mange grunde til. Diagnosekriterierne er ændrede, men der kan også være andre ændringer. Det siger tallene ikke noget om, men det er meget interessant, at gentagelsesrisikoen hos søskende hverken er steget eller faldet i alle de år, vi har set på. Det fortæller os, at det genetisk aspekt er konstant," siger Therese Grønborg.

Der er indtil videre ingen tilsvarende solide tal for risikoen for at arve sin mors eller fars autisme.

"Vi kan ikke regne med diagnoserne før 1980, og de årgange er først lige begyndt at få børn, som også først skal nå at have deres diagnoser. Så det er lige tidligt nok at undersøge, men det er da klart noget som vi er interesserede i at vide," siger Therese Grønborg, som er i gang med tvillingestudier, der kan kaste yderligere lys over arvelighedsaspektet ved autisme.

Undersøgelsen er publiceret i det meget velansete lægevidenskabelige tidskrift for den amerikanske lægeforening, JAMA, og har vakt presseopmærksomhed fra både USA og Australien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.