Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når vi finder et fossil på Mars

I løbet af de næste 30 år kan vi meget vel opdage fossilet af en organisme, der engang trivedes på Mars. Vi har mødt den øverst placerede forsker i verdens største rumorganisation til en snak om liv derude.

Under sit ophold i København har NASAs chefforsker, Ellen Stofan, vist interesse for at styrke samarbejdet med det danske rumforskningsmiljø. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Under sit ophold i København har NASAs chefforsker, Ellen Stofan, vist interesse for at styrke samarbejdet med det danske rumforskningsmiljø. Foto: Sophia Juliane Lydolph

Der er ikke mange her på kloden, der har større indflydelse på menneskers fremtidige udforskning af rummet end Ellen Stofan.

Siden 2013 har hun været chief scientist i NASA og dermed den øverst placerede forsker i verdens største rumorganisation. Hendes ord vejer dermed særdeles tungt, når NASA, ofte i samarbejde med andre rum­organisationer, skal beslutte sig for, hvilke fremmede verdener i solsystemet, man skal sigte imod. Og hvad rumsonderne skal medbringe af måleinstrumenter for at aflure planeter, måner og asteroider derude deres hemmeligheder.

Hun er i København for at diskutere fremtidige samarbejdsmuligheder med bl.a. DTU Space og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Da Berlingske møder den 54-årige chefforsker i en pause under hendes besøg i den danske hovedstad, er det nøjagtigt 30 år siden, at den amerikanske rumfærge »Challenger« eksploderede blot 73 sekunder inde i opsendelsen. Hvilket kostede syv astronauter livet og bragte en hel nation i sorg.

»Offentligheden har ofte den opfattelse, at det dér med rummet er noget rutinemæssigt, noget let,« forklarer hun.

»Men rummet er svært. Bare i løbet af sidste år mistede vi to cargo-rumskibe som følge af raketfejl. I NASA overskrider vi hele tiden eksisterende grænser, vi løber risici, men gør samtidig alt, hvad vi kan for at beskytte vores astronauter.«

Mennesker på Mars

Ellen Stofan er nærmest født ind i NASA. Hendes far var fremtrædende raketingeniør i organisationen, og allerede under uddannelsen som planetarisk geolog med speciale i Venus, Mars og saturnmånen Titan lå det i kortene, at hun skulle arbejde for det nærmest gigantiske rumagentur.

Vi spørger hende, hvornår det vil lykkes at landsætte mennesker på Mars.

»Vi er på vej, men vi kan ikke gøre det alene. Det vil kræve samarbejde med partnere over hele verden. Lykkes det, vil vi kunne være derude om cirka 20 år, altså midt i 2030erne.«

Men vil vi også kunne lande på Mars til den tid?

»Vi er stadig i gang med at regne ud, om det bliver en landing på Mars, kredsløb om Mars eller landing på en af Mars’ små måner. Allerede i dag ved vi, at det vil være teknisk muligt at bringe mennesker i et rumskib i kredsløb om Mars. Det er langt vanskeligere at lande på planeten som følge af dens høje tyngdekraft. Derfor arbejder vi også med muligheden for at lande på en af dens små måner, hvilket vil være mindre svært på grund af den yderst beskedne tyngdekraft dér.«

Ellen Stofan mener, at Mars er den bedste kandidat til et snarligt fund af tegn på liv uden for Jorden, ja formentlig til uangribelig dokumentation for, at livet kunne opstå og trives andre steder end her på vores blå planet. En dokumentation vi nok vil have om ca. 30 år, mener hun. Hvilket ikke bare skyldes, at Mars i sin barndom efter alt at dømme havde flydende vand, en tæt atmosfære og et beskyttende magnetfelt og dermed ingredienser til at tænde livsgnisten. Det skyldes også, at, at her har man rent faktisk mulighed for at landsætte videnskabsfolk.

Flække marssten

»Med robotkøretøjer på Mars kan vi måske finde stærke indikationer på liv – molekyler, som ser meget interessante ud. Men robotter vil næppe kunne finde fossiler af liv deroppe. Det er derfor, vi har brug for astronauter på Mars – for forskere, som kan flække klippestumper og opdage fossiler, undersøge dem under mikroskop og tilvejebringe så megen dokumentation, at det videnskabelige samfund vil kunne enes om, at ja, det dér er liv.«

Nogle mener, at livet blev sendt til Jorden fra Mars med en vildfaren Mars-meteor – den såkaldte panspermiteori. Tror du på den?

»Jeg er ikke en panspermiperson. Jeg er af den overbevisning, at livet på Jorden og på Mars og andre himmellegemer vil være opstået uafhængigt af hinanden. Byggeklodserne til liv findes overalt i universet.«

Mange forskere mener, at det første sted, vi finder liv, ikke vil være på Mars, men på planeter uden for solsystemet ...

»Ja, men det vil være meget vanskeligere at overbevise videnskaben om, at en fjern planet rummer liv ved at måle dens atmosfæresammensætning end ved at fremvise et vaskeægte fossil af en encellet organisme, der engang trivedes på Mars.«

Til gengæld er der vel større chance for at finde tegn på nutidigt, altså eksisterende liv, hvis vi leder blandt de utallige planeter uden for solsystemet ...

»Måske. Men den mulighed foreligger også i solsystemet. I 2022 planlægger vi en mission til Jupiters isdækkede måne Europa. Meget tyder på, at Europa rummer aktive vulkaner under dens tykke isdække, og dernede kan man godt forestille sig biologi, ikke mindst set i lyset af de enorme koncentrationer af liv, vi finder i vulkansk aktive områder på bunden af Jordens oceaner. I øjeblikket vurderer vi forskellige former for design af en rumsonde til Europa. Bl.a. overvejer vi at udstyre den med et lille landingsmodul, som kan bore sig ned i isen deroppe.«

Benzinliv

Du er bl.a. specialist i Saturns store måne Titan. Er alt livshåb ude dér?

»For mig er Titan det mest fascinerende sted i solsystemet. Du er meget langt væk, der er ufatteligt koldt, og alligevel er det den eneste anden planet i solsystemet med åbne områder af væske. Det regner, der er floder, nærmest en komplet vandcyklus. Der er bare ikke tale om vand, men om flydende metan og ethan, nærmest som benzin. Hvad nu hvis livet er meget mere ukueligt, end vi regner med? Hvad nu hvis livet ikke nødvendigvis kræver flydende vand, men kan trives i andre former for væske? Mars er det oplagte sted at lede. Med Titan handler det om at tænke kreativt og udvide vores grænser for, hvad der kan være muligt.«

Hvad vil der ske, når den store dag måtte komme, og vi rent faktisk finder liv derude?

»Lige så længe, der har været mennesker, har vi kigget op på himlen og spurgt os selv, om vi er alene? Det vil forandre den måde, vi betragter os selv på som mennesker, vores plads i universet. Og jeg tror, at det vil forstærke vores drift mod at udforske rummet endnu mere.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.