Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Videnskabet

Kan stjerner lægge Jorden i dybfryseren?

Sådan forestiller man sig, at det ser ud, når en stor og gammel stjerne eksploderer som en supernova. Illustrationen stammer fra den amerikanske rumfartsadministration, NASA.
Sådan forestiller man sig, at det ser ud, når en stor og gammel stjerne eksploderer som en supernova. Illustrationen stammer fra den amerikanske rumfartsadministration, NASA.

I gennemsnit opstår der i vores galakse, Mælkevejen, en supernova-eksplosion et par gange hvert århundrede. Det vil sige, at et sted derude i den enorme og roterende sky af et par hundrede milliarder stjerner og endnu flere planeter får en stor og gammel stjerne dødsstødet. Den har opbrugt stort set alt sit primære brændstof, brint, og falder derfor sammen under sin egen vægt, hvorefter den eksploderer med en glød og intensitet, der trodser fantasien.

Der er vidnesbyrd om, at kinesiske munke kunne læse ved supernovaers månedlange skær på nattehimlen. Og om at de kunne ses på himlen i fuldt dagslys – nærmest ligesom måneskiven. Selv vores store astronom Tycho Brahe opdagede en i 1572. Han troede bare, at det var en pludselig opdukket ny stjerne og kaldte den derfor Stella Nova. I dag ved vi, at det var gløden fra en supernova.

Hidtil har forskere generelt haft den opfattelse, at Jorden og dermed vores lille hjørne af Mælkevejen er stort set upåvirket af supernovaer. De store og døende stjerner, vi kender, og som er i fare for at eksplodere, ligger for langt borte til, at de kan udgøre nogen større fare for os.

Det indebærer, at vi burde være relativt godt beskyttede mod den voldsomt energirige stråling fra supernovaer. En stråling, der i princippet kan brænde Jordens ozonlag af, hvorefter vi vil stå ubeskyttet over for hele spekteret af intens stråling fra Solen. Hvilket i givet fald ville få antallet af kræfttilfælde til at eksplodere, høsten til at svigte og globalt kaos til at brede sig.

Men måske bør opfattelsen revideres efter opdagelsen af en særlig form for radioaktivitet, der ligger gemt på bunden af verdenshavene.

120 prøver fra bunden af Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean har afsløret et usædvanligt højt indhold af den radioaktive isotop jern-60, der næsten kun kan stamme fra supernovaer. I geologisk forstand er fingeraftrykkene ikke specielt gamle – bare nogle få millioner år. Derfor stemmer de ikke tidsmæssigt overens med nogle af de store massedødsbegivenheder i Jordens historie. De ligger alle – lige bortset fra den aktuelle, som mennesker har igangsat – væsentligt længere tilbage i tiden.

Det interessante er, at der er en betydelig stigning i koncentrationen af den radioaktive isotop i perioden fra for 1,7 til 3,2 millioner år siden, hvilket indikerer en hel serie af nærliggende supernovaeksplosioner. Samtidig har forskere ifølge tidsskriftet Nature identificeret rester af relativt nærliggende supernovaer – det vil sige kun få hundrede lysår borte – som meget vel kan have forårsaget de globale brusebade af intens stråling.

Det er opsigtsvækkende. Netop for 2,5 mio. år siden – og dermed midt i supernova-stormen – begyndte Jorden at køle ned for at gå ind i epoken af lange istider og korte mellemistider, der har varet nærmest uafbrudt indtil nutiden.

Det er klart, at årsagssammenhængen ikke er fuldt dokumenteret, men det er slet ikke utænkeligt, at ekstra kraftig kosmisk stråling øger dannelsen af lavtliggende skyer og dermed nedkøler klimaet. Hvilket den danske solfysiker Henrik Svensmark har argumenteret kraftigt for i efterhånden et par årtier.

Istiderne har ikke været nogen decideret massedræber. Men de har radikalt forandret livsbetingelserne for planter og dyr over hele Jorden. Så hvis der rent faktisk er en årsagssammenhæng, må vi erkende, at vores blå planet er under langt større påvirkning af stjernerne derude, end vi hidtil har troet. Vi lever på ingen måde i en isoleret boble, der udelukkende er påvirket af Solens skiftende luner og af det lejlighedsvise meteornedslag.

Det er – som amerikanerne så effektivt udtrykker det – mindblowing at tænke på Jordens færd gennem rummet.

Sammen med hele solsystemet farer vi rundt om Mælkevejens centrum med omkring 800.000 kilometer i timen. Alligevel går der langt over 200 millioner år, før vi har foretaget bare et enkelt kredsløb om galaksens center. Men undervejs bevæger solsystemet sig ind og ud af spiralarme og føres dermed ind i nabolag med helt andre stjerner, end dem der ligger nær os i dag.

Det er forandringer, der går over hundredtusinder eller millioner af år. Men at forestille sig, at tunge og gamle stjerner ikke vil eksplodere inden for en afstand af få hundrede lysår i løbet af vores formidable galakserejse, forekommer usandsynligt.

Vi er ikke bare et produkt af stjernerne. En dag bliver de også bestemmende for vores – eller vores fjerne efterkommeres – skæbne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.