Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gamle har en særlig lugt

Mennesket kan stadig kende artsfællers alder alene på lugten, viser ny forskning. Ældre mennesker lugter faktisk bedre end yngre.

Gamle mennesker har en anden kropslugt end yngre mennesker, og på trods af det moderne menneskedyrs pinligt dårlige lugtesans, kan vi stadig bestemme hinandens alder alene ud fra lugten.

Det viser et lugtstudie fra USA, hvor forsøgspersoner sniffede til indsamlede kropslugte og blev bedt om at placere lugtenes ejermænd i aldersgrupper. Gamle mennesker blev med lethed genkendt som gamle alene ud fra lugten, og det vil for de fleste nok bekræfte nogle fordomme bundet i enten kære eller mindre kære erindringer fra barndommen, hvor man allerede i entreen med lukkede øjne ville vide, at man var på besøg hos sine bedsteforældre.

Lugt kommer indefra

Det mest overraskende resultat af lugtforsøget er dog nok ikke, at vi stadig kan sniffe os frem til alderen på artsfæller, selvom det var formålet at få besvaret det spørgsmål. Forsøgspersonerne blev også bedt om at bedømme lugten ud fra kvalitets-kriterier, og de gamles lugt blev vurderet som både mindre gennemtrængende og mindre ubehagelig end de yngres.

Vores egentlige kropslugt er uafhængig af hygiejne, af hvad vi rører ved, smører os med, spiser eller drikker. Den kommer indefra og dannes af en cocktail af kemiske stoffer, der ændrer sammensætning med årene.

Mange dyrearter gennemgår på samme måde forskellige stadier af kropslugte gennem livet, og man mener det har en evolutionær fordel at kunne lugte sig frem til alderen på de artsfæller, man møder.

Ammeindlæg i armhulerne

Gruppen af amerikanske forskere bag lugtforsøget, der omfatter både duftkemikere og psykologer, ville undersøge om menneskedyret har bevaret den evne til at skelne mellem aldersgrupper alene ud fra lugten.

De indsamlede kropslugtprøver fra tre aldersgrupper: De unge (20-30 årige), de midaldrende (45-55 årige) og de gamle (75-95 årige). Lugt-donorerne sov i fem nætter i træk i T-shirts, hvor forskerne havde syet ammeindlæg ind i armhulerne for at suge al den gode lugt op.

Frivillige forsøgspersoner blev så bedt om at sniffe til ammeindlæggene og dels placere lugtens ejermand i en af de tre aldersgrupper, dels angive om lugten var ubehagelig eller behagelig, kraftig eller svag.

De 41 frivillige næser sad alle på unge mennesker i 20-30 års alderen, og den gruppe viste sig at være glimrende i stand til at genkende et gammels menneskes lugt. Forsøgsnæserne havde mere besvær ved at skelne mellem unge og midaldrende menneskers lugte, som de generelt fandt mere ubehagelige og mere gennemtrængende end lugten af de gamle.

 - Ældre mennesker har en mærkbar armhulelugt, som yngre mennesker finder rimeligt neutral og ikke ret ubehagelig. Det var overraskende i betragtning af den populære opfattelse af gammelmandslugt som ubehagelig. Det er imidlertid muligt, at der er andre kilder til kropslugte fra huden eller ånden, som har andre kvaliteter, siger leder af forsøget Johan Lundström fra Monelle Chemical Senses Center i Philadelphia.

Begyndte med en undren

Evnen til at genkende gamle artsfæller kan være koblet til dyrs måde at udpege de gamle og syge i flokken. Andre lugtforsøg har vist, at dyrearter som mus, sitkahjorte, oddere, ugler og kaniner kan skelne mellem gamle og unge artsfæller alene ud fra lugten. Og lugtforsøg med mennesker har vist, at vi også kan lugte, om en odder eller en kanin er gammel eller ung.

Johan Lundström forsker i menneskers og dyrs kropslugte og hvordan hjernen reagerer på forskellige lugte. Han holder indimellem populærvidenskabelige foredrag på ældrecentre. En dag slog det ham, at lugten omkring de amerikanske pensionister var den samme som på de plejehjem, hans mor var bestyrer af hjemme i barndommens Sverige, og han blev interesseret i at undersøge, om der vitterlig er en særlig gammelmandslugt, skriver Scientific American i sin artikel,  Scents and Senescence: "Old Person Smell" Is Real, but Not Necessarily Offensive

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.