Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danskere blev opslugt af Hawkings sorte hul

Superhjernen Stephen Hawking begejstrede onsdag aften et tusindtalligt dansk publikum med humorbelagt forelæsning om sorte huller.

Stephen Hawking fangede publikum i DRs koncertsal med sin metalliske stemme, lidt indlagt humor samt med sin dybe fascination af universets ekstreme sorte huller. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Stephen Hawking fangede publikum i DRs koncertsal med sin metalliske stemme, lidt indlagt humor samt med sin dybe fascination af universets ekstreme sorte huller. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)

»Kan I høre mig?«

Som en ren forløsning rungede den velkendte metalliske stemme onsdag aften gennem DR Koncertsalen, hvorpå jublen brød løs blandt de 1.800 tilskuere. Samt, må man formode, blandt de yderligere 6.000, der fulgte med via live streaming i 27 biografer landet over.

Manden, de havde ventet på, var ankommet til det danske spotlys i sin kørestol - fysikerlegenden og superhjernen fanget i en lam krop, den 74-årige britiske professor Stephen Hawking, der i disse dage gæster Danmark på invitation fra Niels Bohr Internationale Akademi og Carlsbergfondet.

Her er superhjernens vildeste citater

I de følgende knap 50 minutter holdt han publikum fanget i et sort hul, men et yderst livagtigt sådant. For universets på alle måder ekstreme og ultrakompakte sorte huller er Hawkings specialitet, og via sin talecomputer formåede han at dykke ned i hullerne med glimtvis humor.

Sorte huller er kendetegnet ved, at de ender i et enkelt punkt, en singularitet, hvor selveste tiden og rummet er ophørt med at eksistere. Men hvad sker der, hvis man falder ned i et sort hul?

»I så fald vil jeg anbefale, at man vælger et meget stort sort hul med en masse som måske en milliard gange Solen. For hvis man vælger et meget mindre sort hul, vil man blive revet i stykker, ligesom spaghetti,« fortalte han.

Samtidig forklarede han, at man formentlig kan benytte sorte huller til at komme på såvel rum- som tidsrejse. Men også at metoden ikke er anbefalelsesværdig, for man vil aldrig kunne komme hjem igen.

Konklusionen på forelæsningen var, at sorte huller ikke er helt sorte alligevel, og at der rent faktisk er en vej ud af dem. Hvilket Hawking selv har ført en slags matematisk bevis for i kraft af sin teoretiske opdagelse af den såkaldte hawkingstråling, der strømmer ud fra sorte hullers fatale begivenhedshorisont - det vil sige den rand, hvorfra end ikke lys kan undslippe.

Læs stort portræt af Hawking

Undervejs kunne man følge nøje med i Stephen Hawkings næsten umærkelige ansigtsbevægelser på storskærme under loftet. Man kunne således iagttage, hvordan han med små sammentrækninger i den ene kindmuskel kunne styre talens forløb via en sensor og holde pauser undervejs. Enkelte gange var der også antydningen af et smil i det ellers næsten frosne ansigt.

For kendere af professorens bøger og teorier var der næsten intet nyt under stjernerne, bortset fra en kort gennemgang af de nyopdagede såkaldte gravitationsbølger, der bl.a. strømmer gennem universet fra voldsomme kollisioner mellem sorte huller.

Men efterfølgende var der stående applaus fra et hengivent publikum, der talte adskillige fremtrædende danske fysikere, herunder professor Holger Bech Nielsen, samt kronprins Frederik.

Før forelæsningen fik Berlingske en kort snak med den evigt vitale Holger Bech Nielsen, der fylder 75 år torsdag.

Vores største stand-up fysiker

»Jeg mødte Hawking for mange år siden til en konference i Spanien, men allerede dengang var han stærkt påvirket af sin alvorlige sygdom. Han har fremlagt en række meget interessante teorier, og jeg forventer en lidt populær tale. Men den slags er han jo også mægtig god til,« sagde fødselaren.

Blandt publikum var også den fremtrædende videnskabshistoriker og forfatter Helge Kragh, der før begivenheden ikke forventede sig det helt store af den britiske fysiker.

»Jeg regner ikke Hawking blandt de største nulevende. Måske kan han i fysikkens OL snige sig op på en bronzemedalje,« sagde Kragh, der anser den amerikanske teoretiske fysiker Steven Weinberg som den største blandt de nulevende.

Den aarhusianske forsker anerkender dog, at Hawking er blandt pionererne inden for forskning i bl.a. sorte huller og såkaldte singularitetsteorier.

Til gengæld demonstrerede publikum i DR Koncertsalen, at der ikke findes nogen større end Hawking, når det drejer sig om at skabe fascination ved universets nærmeste uendelige dybder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.