Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

100 dages MH370-uvished

På mandag er det 100 dage siden MH370 forsvandt med 239 om bord. Hidtil har eftersøgninger af flyet ikke givet resultat, men australske lydoptagelser peger på, at eftersøgningen skal fortsætte et helt andet sted.

Pårørende til passagererne om bord på det forsvundne fly har stadig ikke vished for, hvilken skæbne deres kære har fået.
Pårørende til passagererne om bord på det forsvundne fly har stadig ikke vished for, hvilken skæbne deres kære har fået.

På mandag er det 100 dage siden, at det malaysiske rutefly MH370 forsvandt sporløst med 239 passagerer og besætningsmedlemmer om bord.

Det er ikke den største katastrofe i flyhistorien – i hvert fald ikke målt på tab af menneskeliv. Men det er en gigantisk katastrofe, at det efter den dyreste og mest omfattende eftersøgning i historien (minimum en halv mia. kr.), stort set ikke er lykkedes at opklare noget som helst om, hvad der skete på flyet, og hvor det styrtede ned.

Én ting er den mentalt ubærlige uvished for de pårørende.

Forleden havde den britiske avis The Guardian et interview med en 84-årig australsk mor til en af de forsvundne passagerer. Hun fastslog, at det næppe bliver i hendes levetid, at mysteriet bliver opklaret.

»Det eneste, jeg ønsker, er en stump af flyet. Jeg vil bare gerne vide, hvor de er,« sagde hun.

Noget andet og på mange måder endnu mere væsentligt er den usikkerhed, som mysteriet skaber for alle verdens flypassagerer – og vel især for alle, der sætter sig ind i et Boeing 777-fly.

For er der et potentielt teknisk problem med flyet? Er der en detalje, som flyingeniører har overset, og som i yderste konsekvens kan bringe et andet tilsvarende rutefly på afveje og i sidste ende få det til at styrte ned?

Eller er der procedurer for piloter, kabinepersonale eller ved check-in, som rummer faldgruber, der er usynlige for os, så længe vi ikke ved, hvad der skete i de skæbnesvangre timer før, under og efter take-off fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, kort efter midnat 8. marts?

Uvisheden er uacceptabel. Og lige så uacceptabelt er det, at et mekanisk og højteknologisk vidunder som et moderne rutefly kan forsvinde sporløst i en tid med kraftige radiosendere, GPS, jordradar, satellitter og i det hele taget et globalt overvågningsniveau uden sidestykke i verdenshistorien.

Malaysia synes i nogen udstrækning at være synderen her.For hvorfor gik der hele seks timer, før man erklærede flyet for forsvundet, og hvorfor holdt flykontrollører i både Malaysia og Vietnam ikke et mere vågent øje med flyet, efter at man fra cockpittet havde udsendt de sidste ord: »Goodnight Malaysian three seven zero«?

Det ville aldrig være sket i Europa, har flyeksperter efterfølgende fastslået.

Hvorfor nærmest praler man i Malaysia over de angiveligt store summer, man har postet i eftersøgningen, når Australien har brugt fem gange så meget og Vietnam stort set samme beløb?

Og hvorfor afviste malaysiske myndigheder, inklusive flyselskabet selv, i første omgang konsekvent, at flyet sandsynligvis drejede 180 grader for derefter at sætte kursen mod den sydlige del af Det Indiske Ocean – på trods af stærke indikationer fra satellitdata på, at det var tilfældet?

Dermed spildte man dyrebare dage på at lede efter vragrester i det helt forkerte havområde, ligesom de vage bortforklaringer blot bidrog til etablering af mere eller mindre vilde konspirationsteorier.

Men heldigvis er der her, godt og vel tre måneder efter flyets sidste rejse, opstået et nyt håb, om end et spinkelt af slagsen.

På havbunden ud for den australske kyst har den australske marine udlagt enkelte undervandsmikrofoner, der bl.a. har til formål at aflytte havet for fremmede ubåde og lignende.

En australsk specialist har analyseret lydoptagelserne fra timerne efter MH370s forsvinden. Det viste sig, at 11 minutter efter flyets sidste automatiske og timevise elektroniske »håndtryk« med en satellit, var der et klart signal, der kunne tolkes som et fly, der styrtede i havet.

Specialisten fik optagelsen bekræftet fra den internationale organisation CTBTO, der bl.a. aflytter kloden for hemmelige atombombeprøvesprængninger. På den måde kunne man indkredse signalets herkomst til et langstrakt havområde centralt i Det Indiske Ocean – langt fra det nuværende eftersøgningsområde umiddelbart vest for Australien.

Tidspunktet for signalet er interessant. Samtidig er undervandsmikrofoner særdeles følsomme og kan ofte opfange signaler fra store hvalers kald, selv på hundreder af kilometers afstand.

Men desværre er mikrofonerne bedre til at opfange kraftige lyde fra forholdsvis dybt vand end fra overfladen, og CTBTO understreger, at man ikke opfangede tilsvarende signaler, da Air France Flight 447 styrtede ned i Atlanterhavet i 2009.

Ledetråden er imidlertid stærk nok til, at man formentlig vil begynde også at oversejle det nyudpegede havområde i håb om, at kraftige sonarer kan opfange konturerne af flyet på havbunden. Men tænk sig, hvis alle rutefly fra starten havde været udstyret med bokse, som udsender kraftige pingsignaler i månedsvis.

Så ville uvisheden næppe herske i dag, og ubåde ville være i færd med at bjærge flyet og afsløre dets dybe hemmelighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.