Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

USA er ikke mere USA

Mens krise og krige tidligere har samlet amerikanerne, er nationen i dag opdelt som aldrig før. Vreden mod præsident Barack Obama har vokset sig til et opgør med selve myten om Amerika, skriver Berlingskes Poul Høi.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

AUSTIN, Texas: Jeg kommer til at tænke på tegneserien »Legionen« - på legionærerne, der kravler tørstende gennem sandet og endelig når frem til en oase - og jeg kommer også til at tænke på, at jeg tænker for meget.

For selvfølgelig er det ikke en ørken at køre gennem Texas. Javist, når man i time efter time kører over højsletten og prærien, så er der en vis mangel på andet kaffe end den, som tankpasseren satte over i morges, og radioen er bemægtiget af mænd og kvinder, der med bløde stemmer spørger, om jeg har det godt med Gud.

Ja, for syv sytten, jeg har det godt med Gud, men jeg ville have det endnu bedre, hvis ikke alle nyhederne herude kom fra Fox News, og hvis jeg kunne købe en yoghurt, som havde et mere naturligt indhold end garbadinebukser. Hvis jeg kunne finde en boghandel, hvis jeg kunne finde en naturfredningsmand, hvis jeg kunne finde lidt lokalplanlægning hvis hvis jeg bare kunne finde en balance.

Derfor føles det oasisk at rulle ind i bydelen Travis Heights i Austin. Her er flere caféer end tankpassere, her er så mange kratluskere og klistermærker med krav om sameksistens, så mange tætbebyggede huse, så mange velholdte legepladser, så mange opslag om yoga og akustisk poesi, så mange indkørsler med et friskafleveret eksemplar af New York Times, så meget af alt dét, der ikke er derude i det store Texas, at jeg et øjeblik føler, at jeg er gået gennem skabet i Narnia og havnet i en hel anden verden.

Men stadigvæk. Jeg savner én kvalitet, som jeg også savnede derude. Én helt afgørende dimension.

Balance.

Det er formentlig en underdrivelse at konstatere, at USA er i ubalance. At debatten er blevet så skinger, at den efterhånden lyder som en lang kommentartråd efter en i forvejen skinger blog, og det er nemmest - betragtet fra den europæiske side af Atlanten - at give Republikanerne skylden. For er det ikke dem, der har taget alle adjektiver ud i endnu stærkere og hidtil ukendte bøjninger?

Var det ikke republikaneren Sarah Palin, som sagde, at sundhedsreformen ville indføre dødskommissioner? Var det ikke republikaneren Newt Gingrich, som sammenlignede muslimer med nazister? Var det ikke den konservative radiovært Michael Savage, som sagde, at præsident Obama ville opløse marineinfanteriet, og var det ikke hans kollega Rush Limbaugh, som gav »øko-terrorister« skylden for BP-oliekatastrofen?

Var det ikke 46 pct. af republikanerne, som i en meningsmåling i sidste måned erklærede sig sikre på, at præsident Obama var muslim, og var det ikke 41 pct. af republikanerne, som sagde, at han slet ikke var amerikaner?

Politiske analytikere har konkluderet, at grundene til skingerheden og raseriet er økonomien og en præsident og en demokratisk Kongres, der bliver betragtet som forkert på den. Problemet med den forklaring er imidlertid, at de mest rasende ikke er ramt af den økonomiske krise. Langt hovedparten af medlemmerne af den såkaldte te-bevægelse har et godt arbejde og tilhører parcelhusmiddelklassen, viser en omfattende undersøgelse fra CBS News. Det er ikke økonomisk desperation, der har tvunget dem i march.

Et andet problem med forklaringen er, at den konservative vrede ikke er ny. Vreden var baggrunden for Nixons »stille flertal«, den var støvlerne i »det moralske flertal« i 1980erne, den var de private milister, som i 1990erne sjoskede rundt i de regnvåde granskove i Michigan, og den var stemmerne i den republikanske revolution i 1994.

Så hvad er den konservative vrede, hvis ikke den er økonomien og heller ikke ny?

For det første er den ikke eksklusiv konservativ - vreden og fanatismen diskriminerer ikke politisk. For det andet er den udtryk for et paradigmeskifte, der er meget større end Obama og dødskommissioner, meget større end nogle få buldrehoveder på radioen, og i bund og grund et opgør med hele myten om Amerika.

Og det er, hvad denne serie handler om.

Bill Bishop bor i en krammebamse af et hus. Det ligger på en hjørnegrund med en græsplæne, der er pæn, men ikke for pæn, huset er lille, men ikke for lille, gammelt, men ikke for gammelt, og hans dagligstue føles som en naturlig forlængelse af hele Travis Heights, patineret og beboet, men ikke overpatineret eller ditto beboet.

Bishop har brygget to kopper espresso; kaffen er mørkristet og fra Anderson's, et sted, der er for Austin, hvad slagter Munch er for Skagen, og på bordet foran os ligger dagens eksemplar af New York Times. Her ligger også et par aktuelle sociologiske bøger, den slags med lige så mange noter som bog, og de to hunde - far og hvalp - har fundet sig hver en lyttekrog.

Bill Bishop tilhører samme skole af forskere og journalister som Richard Florida, der blev verdensberømt ved at beskrive, hvordan den såkaldte »kreative klasse« samles i bestemte byer. Floridas tankegods slog også igennem i København, hvor overborgmester Ritt Bjerregaard advokerede for ideen om at gøre byen til en magnet for den kreative klasse.

Mens Richard Florida op gennem 00erne noterede, hvordan byer tiltrak mennesker med et vist job, en vis uddannelse og en vis livsstil - kreative mennesker - notede Bill Bishop de samme forandringer, men i en politisk kontekst. For amerikanerne sorterede ikke blot sig selv efter uddannelse og job, de sorterede også sig selv efter politik. Republikanerne flyttede til republikanske områder, demokrater flyttede til demokratiske områder, og det er, hvad han kortlægger i en af de senere års mest opsigtsvækkende bøger, »The Big Sort«.

Og denne store selv-sortering er, hvad vi nu ser konsekvensen af. En politik, der er rasende og polariseret og fastlåst, og et De Forenede Stater, der bliver mere og mere uforenet.

»Er der efterhånden noget, som vi er enige om,« spørger Bishop med en stemme så blød som en af Guds radioværter.

»Vi er midt i den største økonomiske nedtur siden 1930erne, og vi er midt i to krige, og vi er ikke enige om nogle af delene. Vi er ikke enige om årsagerne, vi er ikke enige om løsningerne, og vi har ingen fællesoplevelser at trække på. Man skulle tro, at krise og krige ville samle os som nation, men vi falder bare mere og mere fra hinanden.«

At amerikanerne falder fra hinanden er i sig selv skelsættende, for Amerika - eller myten om Amerika - har altid været det modsatte: At de bliver ét i den store smeltedigel. I den ene ende går immigranter og folk så forskellige som nat og dag ind i den amerikanske maskine, og i den anden ende kommer stang-amerikanere ud.

Efter Anden Verdenskrig var det også virkelighed. USA gennemlevede en periode, hvor der i bund og grund var meget lidt forskel på republikanere og demokrater. Begge partier forsøgte at rekruttere general Eisenhower som præsidentkandidat, demokraten Robert Kennedy var rådgiver for kommunistjægeren - og republikaneren - Joe McCarthy, og en Gallupmåling i januar 1965 viste, at amerikanerne var loyale over for deres parti, men også, at amerikanerne og partierne et langt stykke af vejen ville det samme. Den politiske loyalitet var ikke - ironisk nok - videre politisk. Den var et udslag af tradition.

Med andre ord: USA i januar 1965 var et Amerika i politisk balance, et plus/minus ti procents samfund.

Ni måneder senere - i oktober 1965 - gennemførte Gallup en tilsvarende måling, og partiloyaliteten og enigheden var forsvundet. Amerikanerne havde løsrevet sig fra deres politiske loyalitet, og det var ikke kun politik, forklarede professor Robert Putnam i 2000 i bogen »Bowling Alone«. I 1964 var knap syv pct. af alle amerikanere med i en bowlingklub; amerikanerne bowlede sammen. Efter 1965 begyndte de i stigende grad at bowle alene.

I 1964 holdt otte ud af ti amerikanske husstande en avis, og tallet er faldet lige siden.

Medlemsskabet af de traditionelle kirker kulminerede i 1965, begrebet »højrereligiøs« eksisterede ikke, og der var ingen uafhængige megakirker af betydning. Det ændrede sig alt sammen. Mellem 1965 og 1990 mistede de traditionelle kirker 5,6 millioner medlemmer. Kirkegængerne forlod de gamle kirker og gik til andre og nye kirker eller holdt op med at gå i kirke.

I 1964 stolede amerikanerne på regeringen og offentlige institutioner. Otte ud af ti sagde, at regeringen og institutionerne gjorde »det rigtige det meste af tiden«. I 1966 begynder tilliden at forsvinde, og ti år senere stolede kun 33 pct. på regeringen og institutionerne.

USA var i opbrud. I opbrud med partierne, med kirkerne, med nyhedsformidlingen, med regeringen og de offentlige institutioner, og amerikanerne var i opbrud med hinanden.

Det var - som filosoffen Francis Fukuyama har udtrykt det - »det store sammenbrud«.

Men hvorfor brød det balancerede Amerika sammen? Op netop på det tidspunkt.

Far og hvalp rejser sig fra hver deres lyttekrog og går over til Bill Bishop for at få opmærksomhed, og han modbeviser tesen om, at mænd ikke kan gøre to ting på én gang: Han besvarer mit spørgsmål og giver hundene opmærksomhed - og i nogenlunde samme rolige tempo. For svaret er omfattende og kompliceret, og det går kort sagt ud på, at alle de oplagte forklaringer ikke holder, og at alle spørgsmålene i sidste ende ender hos professor Ronald Inglehart.

Ingleharts forskning fik ham til at konkludere, at når et samfund har mættet alle sine munde, så bliver det til et post-materialistisk samfund, hvor borgerne kerer sig mere om deres »personlige udtryk« end deres umiddelbare økonomiske behov. Inglehart har siden undersøgt sin teori i 80 lande, og den holder vand: Jo mere økonomisk udviklet et land er desto større er borgernes behov for at udtrykke sig personligt, udtrykke deres individualitet og særegenhed.

Dét fører til den store selv-sortering:

»Amerikanerne brød i 1960erne op fra alle deres traditionelle mønstre, men det betød ikke, at vi pludselig fik 250 mio. solister. Mennesker vil tilhøre fællesskaber, amerikanerne ville tilhøre fællesskaber, og de nye fællesskaber blev fællesskaber af ligesindede og ligeartede,« siger Bill Bishop.

Eller som en af de fremmeste amerikanske markedsreasearchere, J. Walker Smith, siger i Bishops bog:

»Folk vil skabe fællesskaber sammen med andre folk, der deler deres værdier.«

Bill Bishop oplevede selv den store selv-sortering.

For ti år siden flyttede han og hans kone fra det relativt landlige Kentucky og til Austin, og han undrede sig over forskellen. Ikke bare den fysiske forskel, men også forskellen i livsstil. Beboerne i det rurale Kentucky havde en helt anden dagsorden, en hel anden dialog, end beboerne i Austin. I Travis Heighs diskuterer beboerne, om en café sender en del af sit overskud til en kristen hjælpeorganisation i ulandene; i Kentucky diskuterer man, om skolen sender eleverne lige lukt i helvede. I Travis Heights og andre steder i Austin kæmper man for at holde de store kædebutikker ude; i Kentucky kæmper man med en tilsvarende gusto for at tiltrække dem.

Bishop undrede sig, og sammen med professor i sociologi, Bob Cushing, begyndte han at knuse tallene, og et klart billede viste sig.

For eksempel følgende iøjnefaldende kendsgerninger:

  •  I 1948 var ti pct. af de amerikanske amter domineret af ét parti; i 1968 var tallet 35 pct., og i dag bor halvdelen af alle amerikanere i et amt, der ikke har skiftet politisk side i 30 år.
  •  Tidligere vandt et parti de såkaldt sikre amter med få procentpoint; i dag vinder et parti sine sikre amter med typisk over 20 point.
  •  Ved præsidentvalget i 2004 var landsresultatet meget tæt, men 60 pct. af vælgerne boede i amter, hvor den ene af kandidaterne vandt med mere end 20 point.
  •  I 1970erne var 37 pct. af medlemmerne af Repræsentanternes Hus moderate - det vil sige, at de arbejdede over midten. I 2005 var tallet kun otte procent.
  •  Kongrespolitikerne ser ikke længere modstanderne privat. »De kan ikke lide hinanden længere. De taler ikke sammen,« som et tidligere kongresmedlem konstaterer i Bishops bog.

Det skaber to helt vidt forskellige samfund, som ikke engang deler de samme kendsgerninger.

New Yorker beskrev tidligere på året, hvordan republikanere og demokrater ikke så de samme TV-nyheder. For hver demokrat, som så Fox News, var der 18 republikanere, og modsat når de demokratiske værter holdt hof på MSNBC. En anden undersøgelse viste, at republikanere og demokrater læser milevidt forskellige politiske bøger, og konservative læser kun konservative aviser og blogs og vice versa.

Det er monopolitik, der nærmer sig monomani.

Men hvorfor søger krage i den grad mage? Svaret kan findes i stammepsykologi, siger sociologer og psykologer i Bishops bog, for i en gruppe af overvejende ligesindede gør tre faktorer sig gældende: For det første skubber de ligesindede eventuelle outsidere ud; for det andet vandrer ligesindede i grupper mod ekstremerne, en udpræget konservativ gruppe vil f.eks. blive ekstremt konservativ; og for det tredje betragter en gruppe sig altid i konflikt med andre grupper.

Når amerikanerne med årene samles mere og mere i ghettoer af ligesindede, vil stammepsykologen også blive mere udpræget. »Derfor er det også forkert, når eksperter f.eks. giver medier og kommentatorer skylden for den stigende polarisering. Polariseringen kommer nedefra. Polariseringen kommer fra vælgerne, og Fox News og højtråbende kongrespolitikere er resultatet af den polarisering - af vælgere, hvis stammer har skubbet modstandere og moderate ud, og som vil have både politikere og medier, der kun afspejler dem,« siger Bishop.

Men alligevel. Vil han virkelig påstå, at de 40 mio. mennesker, som hvert år flytter rundt i USA, først sætter sig ned og studerer valgresultaterne, inden de bosætter siget andet sted?

»Nej, det vil jeg ikke, for det gør folk ikke. Men politik er ikke længere kun politik - som det var i 1950erne. Politik er udtryk for en livsstil. Da vi f.eks. bosatte os i Travis Heights, anede vi intet om bydelens politik. Vi kunne bare se, at husene lå tæt, de havde frontverandaer, her var parker og gode caféer, interessante restauranter, gamle træer og en følelse af nærmiljø - og vi slog os ned her. Vi kendte ikke stemmetallene i Travis Heights, men det behøvede vi heller ikke, for det gav sig selv.«

Hvorfor?

»Du kan næsten altid kende et område på befolkningstæthed. Republikanere vil have mere plads omkring sig, demokrater vil bo tættere sammen. I amter, der i 2004 stemte på Bush, boede der i gennemsnit 110 mennesker per kvadratmil. I amter, der stemte på Kerry, boede der 836 mennesker per kvadratmil. I 1976 var der ingen forskel, men i dag er forskellen enorm.«

Sådan kan man finde forskel efter forskel. Demokraterne elsker at besøge cafékæden Starbucks, og republikanerne søger til forstadsrestauranter som Applebee's.

Det har ikke en pind med kaffen eller maden at gøre, som præsident Bushs tidligere valgtaktiker, Matthew Dowd, har sagt i sin bog »Applebee's Amerika«. Derimod har det noget at gøre med, at krage søger mage.

Samme Dowd formulerede også den strategi, som i 2002 og 2004 vandt valgene for præsident Bush - den såkaldte base-in strategi. Tidligere har man altid troet, at en politiker eller et produkt kunne sælge ved at ramme midten - masserne. Men det er en saga blot for både politikere og vaskepulver, og hemmeligheden er at målrette strategien til én bestemt gruppe.

Derfor opgav præsident Bush i 2002 sin retorik om at være en samler frem for en spreder, og han drejede dramatisk til højre; for en konservativ politiker er der intet at tabe ved at gå langt til højre, for han skal ikke appellere til midten, men kun til sine egne. Det er base-in.

Og derfor er Amerika så håbløst ude af balance. På grund af selv-sorteringen, på grund af den deraf følgende polarisering, på grund af base-in. I 1965 brød amerikanerne op fra deres traditionelle fællesskaber, fra bowling til kirker, nyhedsformidling til politik, og de begyndte at skabe deres nye fællesskaber af ligesindede og ligeartede, og resultatet er et polynesisk landskab, hvor USA ikke er ét fra hav til hav, stat til stat, by til by, men derimod - som et venstreorinetret manifest har udtrykt det - et arkipelag; der er ikke et interessefælleskab af geografi, men derimod af værdier.

»Der er ikke et national konsensus. Det eksisterer ikke længere,« siger Bill Bishop.

Det er ikke Amerika, som Amerika var tænkt, det er ikke myten om Amerika - og spørgsmålet er til syvende og sidst, om det overhovedet er Amerika.

Om det overhovedet længere giver nogen mening at tale om Amerikas Forenede Stater?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.