Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

"Tigermødre er bare bedre"

Poul Høi: Vestlige forældre er nogle slapsvanse og pylrehoveder, og deres børn bruger alt for meget tid på leg og computerspil, og resultatet er middelmådighed. De kan lære af asiatiske "tigermødre", skriver tigermor i tidens mest omdiskuterede bog i USA.

Ikke noget med at lege med andre i fritiden, ikke noget med at deltage i fritidsaktiviteter i skolen, kun topkarakterer er acceptable. Amy Chua, kinesisk-amerikansk professor på Yale University, fortæller i en ny bog, hvordan hun har opdraget sine to døtre, og hun slår samtidig fast, at det er disse opdragelsesprincipper, der gør, at asiater får succes frem for vesterlændinge. Bogen har skabt voldsom debat i USA, hvor stort set alle tager afstand fra metoderne.
Ikke noget med at lege med andre i fritiden, ikke noget med at deltage i fritidsaktiviteter i skolen, kun topkarakterer er acceptable. Amy Chua, kinesisk-amerikansk professor på Yale University, fortæller i en ny bog, hvordan hun har opdraget sine to døtre, og hun slår samtidig fast, at det er disse opdragelsesprincipper, der gør, at asiater får succes frem for vesterlændinge. Bogen har skabt voldsom debat i USA, hvor stort set alle tager afstand fra metoderne.

SANTA FE: Glem det.

Vi vil aldrig nogensinde vinde over Kina og de andre asiatiske lande i skolemålinger som PISA, og beviset foreligger i en ny bog, som har sat den amerikanske offentlige debat på den anden ende.

Hovedpersonen hedder Amy Chua, hun er en kinesisk-amerikansk professor på Yale University, og i bogen »Battle Hymn of the Tiger Mother« beskylder hun vestlige forældre for at være nogle slapsvanse og pylrehoveder, og hun beskriver, hvorfor »tigerforældre« - asiatiske forældre - er så overlegne, og det kan bedst opsummeres i hendes motto:

»Der er kun noget ved det, hvis man er god til det.«

Kun det perfekte godt nok

Hun holder sine egne to perfekte døtre frem som eksempler på, hvad en tigeropdragelse kan føre til, og hun fortæller også, hvordan hun har opnået det perfekte resultat:

Læs Amy Chuas essay i Wall Street Journal.

Døtrene har aldrig overnattet hos veninder; de har aldrig optrådt i skoleforestillinger; de har aldrig været hos andre børn for at lege; de har aldrig spillet computerspil eller set TV; de har aldrig fået lov til selv at bestemme, hvad de skulle lave efter skoletid; de har altid skullet have et 12-tal; de har altid skullet være nummer ét i alle fag, undtagen i gymnastik og formning; de har aldrig måttet spille andre instrumenter end klaver og violin, og de skulle spille klaver og violin.

Trusler som motivation

Selvfølgelig er det ikke nemt at komme igennem med sådan et program, erkender hun, for børn stræber ikke fra naturens hånd efter perfektion, og det er her, vestlige forældre giver op; så snart de møder den mindste modstand, så finder de en eller anden undskyldning for at bakke ud og bakker ud. Tigermødre klør derimod på, og metoderne kan være »på grænsen til den slags, som myndighederne griber ind over for,« skriver hun med en slet skjult stolthed og nævner følgende eksempel:

Som syvårig havde hendes datter Lulu svært ved at lære en bestemt violinteknik, og det blev til et drama over flere dage i familiens hjem. Chua overdængede datteren med skældsord - »kujon« »egoist« og »patetisk« - og hendes mere vestligt orienterede mand bad hende om at lade være med at fornærme datteren. »Jeg fornærmer hende ikke; jeg motiverer hende,« svarede Chua selvsikkert.

Hvis Lulus storesøster kunne lære det, så kan Lulu også, sagde hun.

»De er forskellige,« svarede manden, »alle børn er forskellige.«

Vissevasse, svarede Chua. »Jeg er sikker på, at alle tabere også er forskellige.«

Så violindramaet fortsatte. Chua satte datterens yndlingslegetøj ud i bilen og truede med at forære det til Frelsens Hær, hun truede hende med, at hun ikke måtte få fødselsdagsgaver og julegaver, frokost og middag, Lulu skulle bare øve og øve, hun måtte ikke gå på badeværelset eller få et glas vand, og Chua råbte sig hæs - men så til sidst lærte Lulu teknikken.

»Det er så nemt,« udbrød datteren.

Og dét er i en nøddeskal, hvad tigermoderen gør, og hvad tigermoderen kan, triumferer Chua.

En mor fra helvede

Hvis hun havde ventet, at andre forældre ville føle bogen som en aha-oplevelse og kramme hende for at have oplyst dem - så er det mildest talt ikke gået sådan.

Hun er blevet beskyldt for at være »verdens værste mor« og »en mor fra helvede« glædesløs og selvisk, og kommentatorer har forudset, at hendes børn enten vil ende med at bryde sammen eller hade hende. Betty Ming Liu, en anden kinesisk-amerikaner og professor i journalistik, skrev, at »mødre som Amy Chua er forklaringen på, at så mange asiatiske børn senere må gennemgå terapi« og at de i overtal begår selvmord.

Ming Lius forældre var netop af tigertypen, og hendes liv var i årevis et helvede, og hun fortsætter: »Amy Chua bruger kun ordet »glad« en eneste gang, og det er i forbindelse med, at hun skriver, at hun »er glad for at være hadet«.

»Mig,« skriver Ming Liu, »jeg er kommet ud på den anden side og er i dag bare glad for at være glad.«

Lærer ikke at begå sig

Den konservative kommentator David Brooks kom onsdag i New York Times med et svar, som opsamler den vestlige opdragelsesmetode. Han skrev, at det i virkeligheden er Amy Chua, som er en slapsvans og et pylrehoved, fordi hun skåner sine børn for det, der netop er svært - at lege med andre og overnatte hos andre og deltage i skoleforestillinger og dermed på et højere plan lære de sociale og kognitive færdigheder, der senere kan give dem livsvigtige redskaber i tilværelsen.

»På mange måder er det sværere at begå sig i skolekantinen end på biblioteket,« skrev Brooks.

Så ophedet blev debatten onsdag, at Chuas ældste datter, Sophia, skrev et læserbrev til New York Post og forklarede, at hun vitterligt og virkeligt elsker sin mor, og at hun ville ønske, at familien kunne have forudset den storm - og den vrede - som bogen har vakt.

Og den sidste sætning rammer formentlig ind til kernen af problemet med tigerforældre.

Tigermetoden har utvivlsomt sine fordele; når kravet er perfektionisme, når det er tabu at blive nummer to og nedefter, så vil tigerbørnene per definition få gode karakterer og glimre i de aktiviteter, som de vælger at deltage i, og de vil dermed - når deres karakterer og aktiviteter bliver lagt sammen - tage teten i bl.a. PISA-målinger.

Men ulempen er en mangel på den empati og de sociale færdigheder, som kan gøre succesen mere flerdimensionel, og som kan lære dem eksempelvis at læse andres reaktioner.

Som David Brooks også indikerer:

Hvis Amy Chua og hendes børn havde haft de færdigheder, ville de ikke være blevet så overraskede over reaktionen på bogen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.