Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Somaliske krigere er Vestens nye hovedpine

Somalia er en magnet på unge mænd fra Vesten med islamistisk gods i hovedet. Mindst 170 er taget fra Amerika og Europa til Somalia for at gå i krig for terrori­s­terne al-Shabaab. Tidligere var de mest til fare for folk på stedet. Men nu stiger bekymringen i Vesten. For som angrebet på Kurt Westergaard viser, kan de unge mænd tage krigen med sig hjem fra Somalia.

Mindst 170 personer med somalisk baggrund er rejst til Somalia fra USA, Canada, Storbritannien, Danmark og Sverige for at få militær træning og kæmpe for den islamistiske gruppe al-Shabaab, der anses for at være en terrorbevægelse. Somalia har siden begyndelsen af 1990erne været en yndet destination for potentielle jihadister, men trafikken fra de vestlige lande er steget markant i de senere år. Det vækker dyb bekymring hos vestlige efterretningstjenester.

»Det er i sig selv et problem, at folk tager afsted. Men efterretningstjenesternes primære bekymring er, hvad der efterfølgende sker med dem, som drager i kamp i udlandet. Dør de i Somalia, eller er der risiko for, at de tager tilbage til Vesten og bruger kamptræningen der? Kurt Westergaard-angrebet manifesterer netop den bekymring,« siger Nigel Inkster, direktør og terrorekspert ved International Institute for Strategic Studies i London.

Angrebet i januar på Kurt Westergaard, hvor dansk-somalieren MMG angreb Muhammed-tegneren med en økse, viser, at der er grund til bekymring.

MMG har - ifølge Berlingske Tidendes oplysninger - i 2006 kæmpet for islamistiske grupper i Somalia, og ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har han tilknytning til både al-Shabaab og al-Qaeda. Han er det første eksempel på, at en vestlig jihadist med krigserfaring fra Somalia har rettet et angreb på vestlig jord. Derfor følger adskillige vestlige efterretningstjenester med i sagen mod MMG. Frygten er, at han ikke bliver den sidste.

»Mindst 170 fra Vesten har fået krigstræning i Somalia, og skyggetallet kan være langt højere. Derfor er der en reel risiko for, at vi i Vesten vil se flere angreb eller forsøg på terror, som involverer personer fra Vesten med somalisk kamptræning,« siger terrorforsker Lorenzo Vidino fra Harvard University, der sammen med to kolleger har kortlagt trafikken fra Vesten til Somalia.

100 jihadister

Kortlægningen viser, at ud af de 170, som er rejst til Somalia, stammer størstedelen fra Storbritannien. Her anslår ledere i de somaliske samfund og myndighederne, at over 100 er taget af sted for at blive krigere for al-Shabaab.

Flere studerende fra britiske topuniversiteter er rejst i det seneste år til stor bekymring for det somaliske miljø. Foreningen Somali Community Initiative undersøger sager med seks studerende, bl.a. en 18-årig fra London, der er den hidtil yngste al-Shabbab-rekrut.

Rekrutteringen af to studerende på 23 år og 25 år fra London vækker dog endnu større bekymring. Den 23-årige havde en juraeksamen fra Kings College, og den 25-årige var ved at færdiggøre sine medicinstudier på Imperial College. Samtidig arbejdede de som frivillige for at bekæmpe narkomisbrug og var derfor rollemodeller med stor indflydelse i det somaliske ungdomsmiljø. En 24-årig kvinde, der studerede biomedicin, har også forladt Storbritannien, angiveligt for at slå sig til al-Shabaabs »lægehold«.

Stærk bekymring

I USA er FBI stærkt bekymret over trafikken til Østafrika.

Mindst 20 unge somaliske mænd tog i 2009 fra Minneapolis til Somalia for at kæmpe for al-Shabaab. Syv af dem er dræbt under kampe, fire er anholdt og syv fortsat på fri fod.

To høringer i Kongressen har fokuseret på den nye trussel fra såkaldt »hjemmedyrkede terrorister« - muslimer med amerikansk pas, der udvikler sig til islamistiske krigere parate til terror.

USAs sikkerhedsminister, Janet Napolitano, advarede om en klar stigning i antallet af anholdelser i USA af egne statsborgere, der planlægger terror på amerikanske mål eller støtter internationale terrornetværk:

»Hjemmedyrkede terrorister er virkelighed. Præcis som voldelige ekstremister i udlandet er de nu en del af det trusselbillede, vi står over for herhjemme.«

Steve Weine, psykiatriprofessor ved University of Illinois og måske USAs førende ekspert i somaliske netværk, deltog også i høringerne.

Over for Berlingske Tidende tegner Steve Weine - der har studeret Minneapolis 80.000 somaliere - et foruroligende billede: Næsten to ud af tre er kommet til siden år 2000, gennemsnitsalderen er 27 år, halvdelen af dem lever under fattigdomsgrænsen.

Ghettoer under vejene

»Somaliere er ringe integreret, de lever i en ghetto klemt inde mellem tæt trafikerede indfaldsveje i et område med rå kriminalitet. Det er en drøm af en base for en terrorleder at rekruttere unge mænd i. Den voksne mentor kan frit vælge mellem de allerdygtigste unge somaliere med topkarakterer i skolen. Perspektivet er håbløst for dem i ghettoen, så de er nemme at opildne,« fortæller han.

Steve Weine vurderer, at Minneapolis alene huser hundredvis, måske endda tusinder, af potentielle rekrutter.

Den ypperste ære er at blive sendt til Somalia for at kæmpe mod de amerikanskstøttede etiopiere, der har magten i landet. Men vi skal være lige så nervøse for dem, der fravælges, forklarer han:

»Risikoen er stor for, at de unge mænd, der ikke udses til at tage til Somalia, i stedet tager sagen i egen hånd. Alt, der skal til, er en lille gruppe eller en enkelt person med det rette våben - så kan der udrettes kolossale skader i USA.«

Det eneste, det kræver, er en enkelt jihadist med et våben. Derfor skæver alle lige nu nervøst til Danmark og vores bitre erfaringer med Øksemanden MMG.

Han fremstilles tirsdag i retten i Århus, der skal vurdere, om MMG fortsat skal sidde varetægtsfængslet, sigtet for terror og drabsforsøg på Kurt Westergaard.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.