Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Præsident Huckabee?

Med ekspresfart er Mike Huckabee røget til tops blandt de republikanske præsidentkandidater. Den godmodige præst er en logisk favorit i et parti, der baserer sig mere på tro end politik, lyder forklaringen. Men det er ikke hele historien.

Den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee spiller guitar med elever på Tilton School  i Tilton under sin kampagne.
Den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee spiller guitar med elever på Tilton School i Tilton under sin kampagne.

WASHINGTON: Alle kan lide Mike Huckabee. Han har humor, ser lyst på tilværelsen, han har vist vejen for mange runde amerikanere ved at smide 50 kilo, og så virker han lige så god, som dagen er lang.

»En medfølende konservativ på steroider,« er det blevet sagt om ham.

»En krydsning mellem en diæt-guru og en TV-evangelist, der vil sælge dig lejligheder i himlen,« lyder en anden karakteristik.

Skudsmål af den karakter kan læses på to måder. Folk, der er trygge ved at invitere religion ind i politik, vil se Huckabee som attraktiv. Folk, der er mere sekulære, vil føle sig beklemt ved situationen – og Huckabee fremkalder begge følelser.

Hans held er, at det republikanske parti i dagens USA har sin base blandt vælgere i den første kategori. I den forstand er baptist-præsten fra Arkansas en logisk følge af en udvikling, som præsident George W. Bush og hans spindoktor Karl Rove bevidst satte i gang, da de gik benhårdt efter at mobilisere de højrekristne vælgere og bagefter åbnede for statskassen for at betale til deres mærkesager.

Nu ligger partiet, som det har redt. I et sekulært samfund, som USA er ifølge dets forfatning, skulle det ikke være nødvendigt for en Mitt Romney at forklare sig om sit forhold til mormon-kirken. Men det var præcis, hvad han var tvunget til at gøre i går En Rudy Giuliani med sit fine CV fra New York og 11. september ville formentlig heller ikke være i problemer, var det ikke for hans liberale syn på abort og ægteskab. De evangeliske vælgere vil kende deres kandidater, og de er ved at lure, hvem der ligner dem selv mest.

Har overhalet Giuliani
Mike Huckabee er ikke alene på rekordtid røget i front i den første valgstat, Iowa; i en ny meningsmåling har han tilmed overhalet Rudy Giuliani på landsplan. Når han selv skal forklare sin fremgang, finder han støtte i Johannes-evangeliets beretning om den lille dreng, der kun havde »fem bygbrød og to småfisk«, men Jesus fik det til at mætte fem tusinde munde.

»Folk søger efter den, der kan gøre det mindre til meget mere. Der er ikke en jordisk forklaring. Det ligger ud over det menneskelige,« sagde den tidligere baptist-præst forleden til en jublende forsamling i Iowa.

Den form for politisk forkyndelse rammer tonen i partiet, og den er med til at definere ham som kandidat. Han indledte selv sin kampagne med ikke meget mere end bygbrød og småfisk. Hans pengetank er Anders And, hvor hans største modstander i Iowa, Mitt Romney, er Joakim von And. Alligevel har han fået større valuta for pengene. Det mindre er gjort til meget mere.

Men der er også en mere universel tiltrækningskraft ved Huckabee, og et eksempel på det viste den tidligere guvernør fra Arkansas, da han blev spurgt, hvordan han kan klare sig konkurrencen fra de meget rigere modstandere:

»Jeg er åbenbart bedre til at administrere finanser.«

Præsten er altså også både sjov og politisk skarp.

Forstadsvælgerne
I disse dage kan man ikke gå til et møde eller et selskab i Washington, uden at talen falder på »præsident Huckabee«. Er det virkelig muligt? En mand, der stiger så hurtigt i målingerne, lever vel også med risikoen for, at det kan gå lige så hurtigt den anden vej igen?

Ikke ifølge kommentatoren Chris Cillizza fra Washingon Post. Han har i de seneste dage været i kontakt med en håndfuld demokratiske valgstrateger, og graden af deres bekymring kom bag på ham.

»Disse strateger tror, at Huckabees profil – tidligere baptistpræst, sydstats-guvernør, fitness-guru – og hans selvudslettende stil i valgkampen kan vise sig som en appellerende kombination for moderate og uafhængige vælgere,« konstaterer Cillizza.

En af strategerne siger lige ud, at Huckabee er den republikanske kandidat, der bør bekymre Demokraterne mest: »I modsætning til de andre republikanere er han ikke tvivlsom i øjnene på den republikanske base. Men endnu vigtigere har han en forhistorie som en ægte medfølende konservativ. Han vil være i stand til at tiltrække de forstadsvælgere, der ikke kan få sig selv til at stemme på en demokrat,« siger strategen John Anzalone.

Huckabee er kandidaten for dem, der gerne ser staten hjælpe de svage, fordi det er en kristen pligt. Han forsvarer støtte til børn af illegale immigranter, fordi de ikke skal straffes for deres forældres synder. Det er der ikke meget traditionel minimalstats-konservatisme over. Det er endda et skridt videre end den »medfølende konservatisme«, som Bush slår sig op på. Men ligesom Bush giver Huckabee med sin modstand mod abort de højrekristne det nødvendige alibi til at stemme på ham.

»Den kristne involvering i politik er ved at modnes i vores generation,« siger Huckabee: »Kristne har historisk været kendt for at være associeret med to emner: livets ukrænkelighed og traditionelt ægteskab. Men nu er de i stigende grad også optaget af fattigdom, miljøet og sundhed.«

Et budskab, som selv liberale amerikanere måske endda vil acceptere, når det kommer fra en person, de i bund og grund synes godt om.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.