Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Polske perler i Berlin

Den tyske finansminister vil slippe 5.000 kontrollører løs på bl.a. polske rengøringsdamer, der arbejder sort. Opgaven synes håbløs, for Tysklands husholdninger bygger for en stor del på illegal arbejdskraft.

BERLIN: Lad os kalde hende Elzbieta. Hun er lyshåret, i trediverne, lille og køn, hun er polak og hun gør rent i Berlin. Hårfarven er måske ikke helt ægte, og rengøringen ikke bedre end på et dansk sygehus. Men Elzbieta er til at stole på, hun betjener fem-seks husholdninger om ugen og til en løn, der har holdt sig konstant over mange år - omregnet 200 kroner for tre timer.

Nu har Tysklands finansminister Hans Eichel, der ellers har en del andet at se til, set sig sur på Elzbieta og hendes medsøstre. Problemet med dem er, at hverken har arbejdstilladelse eller betaler skat. Deres arbejdsgivere betaler ikke sygeforsikring eller pension, og hele dette rod vil Eichel til livs.

I virkeligheden er finansministerens hovedsigte at få ram på den mere organiserede sektor af den sorte økonomi. En razzia i Berlin afslørede for et par år siden, at næsten en tredjedel af sæsonpersonalet i cafeer, restauranter og ølstuer ikke ulejliger skattevæsenet. Mange af dem fik samtidig bistandshjælp eller understøttelse, og en hel del var udlændinge uden papirer. For hver tusind sorte arbejdspladser mister Eichel 48 millioner euro (360 mio. kr.) euro i skat om året, og de sociale forsikringer taber 112 mio. euro (840 mio. kr.). Værst står det til i byggesektoren, hvor udlændinge beskæftiges til dumpingpriser uden sikkerhed, mens entreprenører scorer kassen.

Julia
Alligevel er det Elzbieta'erne, der er rykket i centrum i den tyske debat. Måske er det fordi, der er så mange. Alene i Berlin huserer skønsmæssigt 17.000 rengøringsdamer, hvoraf højst fem procent er tilmeldt myndighederne. De fleste andre er polakker. Nogle bor illegalt i byen, andre, som Elzbieta, pendler hver uge fra sin lille landsby med tog til den tyske hovedstad og bor med en veninde på et billigt værelse. Hun er enlig mor og kan i reglen få enderne til at mødes. Når hun ikke kan, græder hun en smule, og håret ser lidt mindre lyst ud, som om hun ikke har nået at farve det.

Man ved det, fordi hun og kollegerne er alle steder. Der er langt mellem travle middelklassefamilier, som ikke har en Elzbieta. Arkitekter, ingeniører, malermestre, embedsmænd og såmænd også nogle journalister mener ikke, de ville kunne eksistere uden nogle timers hjælp om ugen. Udsigten til måske at miste dem fører til desperate handlinger. I ugeavisen Die Zeit, Tysklands svar på Weekendavisen, brugte en navngiven medarbejder i går det meste af en side på at skrive fænomenet helt personligt. »Vores perle Julia«, hed overskriften.

Blokaden
Eichel ved derfor, at han må fare med lempe. De 5.000 kontrollører, der ifølge et lovforslag skal sættes ind på at bekæmpe sort arbejde, skal i første række koncentrere sig om restaurationspersonale, taxichauffører samt lastvogns- og byggebranchen. Rengøringsdamerne forsøges i første række indfanget ved at gøre registreringen nemmere. Offentlige servicekontorer skal ordne papirarbejdet, og en legal rengøringshjælp vil kun koste 13 procent mere, hedder det. Problemet er, at polakkerne - og tjekkerne og slovakkerne længere sydpå - ikke kan omfattes af ordningen. De får, trods EU-medlemskabet 1. maj, først lov til at arbejde frit i Tyskland om fem til syv år. Og selv da vil registreringen formentlig afskrække hovedparten af såvel arbejdsgivere som arbejdstagere.

Finansministeren kan derfor, realistisk set, skyde en hvid pind efter Elzbieta og hendes medsøstre. Selv hvis han ville, kunne han ikke få ram på dem. Kontrollørerne kan ikke få adgang til et privat hjem uden en dommerkendelse, og politiet lader forstå, at man har vigtigere ting at tage sig til end at stemme dørklokker for at se, hvem der betjener støvsugeren. Desuden har oppositionspartiet CDU endelig fundet en sag, man kan kæmpe for i enighed. CDU har meddelt, at man vil blokere Eichels lovforslag, når det kommer i Forbundsrådet, parlamentets andetkammer, hvor man har flertal. Elzbieta og hendes kunder kan altså se med nogenlunde fortrøstning på fremtiden. Blandt kunderne er formentlig ikke så få af Eichels egne embedsmænd. Det må frustrere finansministeren, men han er vant til modgang. Lige som Elzbieta, som dog i disse dage ser betydelig mere munter ud, end hun plejer. Der er ikke noget som gode nyheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.