Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Min datters skole i USA er dobbelt så god som den danske

Forskellene er til at få øje på: Undervisningen starter altid til tiden. Timer aflyses aldrig. Kravene er dramatisk højere. Vores Washington-korrespondent fortæller om sin datters skole.

WASHINGTON: I sommer, da jeg var i Danmark, boede jeg klods op ad den skole, som mine børn plejede at gå på - og da jeg en morgen gik forbi indgangen, stod en af de største forskelle på en dansk og en amerikansk skole bøjet i neon:
På Frederiksberg begynder undervisningen klokken otte, men da jeg gik forbi, var klokken ti minutter over otte. Pludselig kom en af de lærere, som min datter plejede at have, cyklende i fuld fart i shorts og t-shirt. Han hilste - undskyldte smilende, at han ikke havde tid til at snakke, idet han var forsinket. For mig var episoden et ubehageligt deja-vu - fordi det var så pokkers normalt, at lærerne kom dalrende for sent til timerne i Danmark.

Episoden er utænkelig på den skole i Washington DC, hvor min datter Anna i dag går i 8. klasse. på i Washington DC. Jeg har endnu ikke i de to år, vi har været her, oplevet, at en lærer er kommet for sent. Ikke én eneste gang! Måske fordi lærernes mødetid allerede er klokken otte - tre kvarter før første klassetime. Det betyder, at alle - ja, alle - timer begynder på det minuttal, som der står i skemaet. Der er ingen spildtid - og aldrig, aldrig en aflyst time.

Jeg tøver ikke med at kalde Annas amerikanske folkeskole for dobbelt så god som den danske - kvaliteten af undervisningen er i særklasse. Det er der mindst fire grupper, der bidrager til at sikre.

Først lærerne: De er bedre uddannet i præcist det ene fag, de underviser i; de arbejder langt mere; de er generelt meget mere engagerede; de afleverer altid opgaver tilbage dagen efter. Dernæst eleverne: De er langt mere disciplinerede; de er villige til at læse lektier i timevis; de anerkender lærerens autoritet. Så forældrene: De bakker markant mere op om både lærer og elev; de bidrager aktivt ved talrige arrangementer; og de holder langt mere øje med deres børns lektielæsning. Endelig politikerne: De stiller ekstremt høje krav til skolerne og lærerne; de giver dem stadig bedre ressourcer; og de sørger konstant for at hæve underviseres status.

USA er - som Leonard Cohen præcist har formuleret det - både hjemsted for det allerbedste og det allerværste. Der er en verden til forskel på folkeskoler i de hårdeste kvarterer og i de mest ressourcestærke nabolag - for mens førstnævnte ofte er ude af kontrol, er sidstnævnte i verdensklasse. Vi bor i det nordvestlige hjørne af Washington - det minder om Frederiksberg - så jeg tillader mig at sammenligne direkte med danske forhold.

Anna går i skole 180 dage om året, har seks skoletimer dagligt på hver 55 minutter. Omregnet til rigtige timer er det 990 timer i 8. klasse. I Danmark ville hun have haft 200 skoledage, i snit 6,6 skoletimer dagligt på hver 45 minutter. Det giver præcist de samme 990 timer. I USA ville hun imidlertid have haft 990 timer hvert eneste skoleår fra hun begyndte i 1. klasse. Ved indgangen til 8. klasse ville hun altså have haft i alt 6.930 timer i USA. I Danmark ville de første syv skoleår have landet på 5.760 timer. Med andre ord ville hun have haft, hvad der næsten svarer til halvandet år ekstra skolegang i USA i forhold til i Danmark på den samme tid!

Kvantitativt er forskellen simpelthen mærkbar.

Lektiemængden er også langt, langt større. De dramatisk mange flere timer skaber også et langt langt højere niveau. Alle de fag, som Anna har i 8. klasse, er på et akademisk niveau, der ligner det danske gymnasium. Tag bare de bøger, som hun skulle læse. og i øvrigt skrive et essay om i løbet af sommerferien - altså inden skoleåret begyndte! Udfordrende bøger, hvor eleverne tvinges til at sætte sig ind i store dilemmaer:

»Kammerat Napoleon« af George Orwell (hans berømte advarsel mod totalitarisme), »Natten« af Elie Wiesel (hans oplevelser i en kz-lejr), »Revolution is Not a Dinner Party« af Ying Compestine (om at vokse op i Maos Kina), »Persepolis« af Marjane Satrapi (hendes opvækst under Irans islamiske revolution), og »A Raisin in the Sun« af Lorraine Hansberry (om at vokse op som sort i en hvid forstad).

Det er klart, at Annas skole ikke er den mest typisk amerikanske, men det er en offentlig folkeskole, ikke en privatskole. Skolens mål er at motivere dygtige elever til at blive endnu bedre. USA er et samfund, der dyrker dets akademiske elite - og det er givet derfor, at langt , langt hovedparten af klodens bedste universiteter og de fleste Nobel-prismodtagere i videnskaberne kommer fra USA. Kravene er ganske enkelt meget, meget større - ja, de er helt usammenlignelige med de danske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.