Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kendte ekstremister til bøn i somalisk moske

Tidligere terrordømte og mistænkte strømmede i går til fredagsbøn i den somaliske moske i Nordvest. Samtidig forsikrede moskeens formand, at PETs interesse for stedets fængslede imam er ubegrundet. Det somaliske miljø anklager DF for selv at have fabrikeret truslerne mod Pia Kjærsgaard.

Faisal, en af de fem personer der blev anholdt for trusler mod Pia Kjærsgaard, giver sin version af anholdelsesforløbet. I baggrunden ses formanden for Somalisk Ungdoms- og Kulturforening, Abdullahi Hassan Hirsi.
Faisal, en af de fem personer der blev anholdt for trusler mod Pia Kjærsgaard, giver sin version af anholdelsesforløbet. I baggrunden ses formanden for Somalisk Ungdoms- og Kulturforening, Abdullahi Hassan Hirsi.

Udadtil signalerer intet ved den nedslidte lagerbygning i baggården til Nordre Fasanvej, at den huser en moske. Men en jævn strøm af somaliske mænd gennem gården viser, at det er her, det sker. I tiden op til fredagsbønnen kommer 40-50 somaliske mænd i alle aldre til og går op ad den slidte trappe til moskeen på 1. sal, hvor den Somaliske Kultur- og Ungdomsforening holder til.

Moskeens beskedne rammer står ikke mål med den store opmærksomhed, stedet har tiltrukket sig på det seneste.

Først blev en ung dansk-somalier fra Rødovre, der i december udførte et selvmordsbombeangreb i Somalia, sat i forbindelse med moskeen. Og i det seneste døgn er moskeen igen bragt i fokus via sagen om truslerne mod Pia Kjærsgaard.

En person er fortsat fængslet i sagen, efter at politiet ved ransagning af mandens hjem fandt en større sum falske penge. Manden er imam i den somaliske moske, og ifølge Politiken er han kendt af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og har kontakt til Østafrikanske terrorgrupper. Altså er der igen rejst mistanke om, at moskeen huser folk med radikale, islamistiske holdninger.

Dele af det klientel, der i går deltog i fredagsbønnen, afkræftede ikke ligefrem den mistanke.

Kendte ansigter

Først dukkede Said Mansour op - den såkaldte »Boghandler fra Brønshøj«, der fik tre års fængsel for at opildne til terror. Så kom den tidligere danske Guantanamo-fange Slimane Abderahmane og parkerede en klapvogn, inden han forsvandt ind i moskeen. Ind gik også en dansk konvertit, der har siddet fængslet i Yemen, mistænkt for at smugle våben til islamistiske grupper i Somalia.

Pressen fik ikke lov at overvære fredagsbønnen. Til gengæld blev der inviteret til pressemøde med moskeens formand, en talsmand for det somaliske miljø, samt en af dem, som i går blev fængslet - og senere løsladt.

Formand for Somalisk Ungdoms- og Kulturforening, Abdullahi Hassan Hirsi, kan ikke forstå, at stedets moske er sat i forbindelse med terrorgrupper, ligesom han er overrasket over anklagen for falskmønteri mod stedets imam:

»Jeg kender ikke noget til det. Det er selvfølgelig vigtigt, at vores imamer er et godt forbillede, men før politiet har afsluttet efterforskningen, vil jeg ikke sige yderligere,« sagde han, men tilføjede, at imamen »naturligvis« er velkommen til at undervise i moskeen igen, hvis han løslades.

Anklager DF

Det somaliske miljø mener, at anholdelserne af de fem somaliere torsdag var alt for voldsomme, fortalte Ahmed Duahle, der udtalte sig »på vegne af det somaliske miljø i København«.

Han rettede en skarp anklage mod DF, som han mener selv står bag truslen mod Pia Kjærsgaard.

»Dansk Folkeparti har brug for et boost af popularitet, og derfor har de selv arrangeret det her,« sagde Ahmed Duahle, uden at fremlægge bevis for sin påstand.

Til slut fortalte en mand, der kun ville kaldes ved sit fornavn Faisal, hvordan han kl. 04 natten til torsdag blev anholdt i sit hjem.

»Jeg sad anholdt indtil kl. 18.45 torsdag og fik så at vide, at det var falske anklager, og at jeg kunne gå frit. Jeg forstår ikke, hvem der kan finde på at pege på mig,« sagde Faisal, der nu vil klage over den uberettigede anholdelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.