Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Israels soldater bryder tavsheden

Den selvbestaltede samvittighed for den israelske hær, Breaking the Silence, mener under en række neutrale udtryk at kunne se et ønske fra hæren om at sikre sig total kontrol med både skyldige og uskyldige i den palæstinensiske befolkning.

Organisationen Breaking the Silence ser de israelske soldaters optræden i de besatte områder som et resultat af, at Israel ønsker den totale kontrol med alle facetter i områderne.
Organisationen Breaking the Silence ser de israelske soldaters optræden i de besatte områder som et resultat af, at Israel ønsker den totale kontrol med alle facetter i områderne.

JERUSALEM: Total kontrol. Det er det mønster, som Yehuda Shaul ser, når han gennemgår i hundredevis af vidnesbyrd som organisationen Breaking the Silence har indsamlet fra israelske soldater i de besatte palæstinensiske områder.

I en ny bog »Breaking the Silence - soldaters vidnesbyrd 2000-2010«, der udkommer i dag i Israel, søger organisationen gennem næsten 200 udvalgte beretninger at påvise, at israelske soldaters overgreb ikke er nogle få personers brud på regler, men at det er resultatet af strategier, som har det overordnede mål at have fuldstændig kontrol med alle facetter af den palæstinensiske befolknings liv.

»Vi har prøvet at samle vore vidnesbyrd for at give et billede af de forskellige strategier, som bruges, og vi har valgt at vise fire: Forebyggelse, adskillelse, styring af livsvilkår og håndhævelse af loven. Vi kan se, at det er en slags kodeord, der giver et indtryk, som er meget forskelligt fra, hvad det dækker over og egentlig betyder,« siger han.

Spredning af frygt

»For eksempel kan man i vidneudsagnene se, at forebyggelse er meget andet end bare at skyde en bombemand. De israelske soldater tager ud til en landsby og tager alle mandlige beboere inden for en vis alders­gruppe til forhør, og de laver udgangs­forbud eller slår én ved en kontrolpost. Det gør man ud fra den holdning, at den bedste måde at undgå angreb på er ved at sprede frygt,« siger Yehadu Shaul.

Han henviser til, at det ikke længere står klart, om Israel og militæret er villig til opgive kontrollen med de besatte områder.

»Nu taler man om afslutning på konflikten, hvor man før talte om afslutning på besættelsen. Vi vil have spørgsmålet om militær kontrol tilbage i samtalen. Det er det, vi vil opnå.«

I år er det ti år siden, at den anden intifada eksploderede i et voldsinferno, der har forårsaget dybe sår og indgroet fjendtlighed over for modparten hos såvel israelere som palæstinensere.

»Det var en milepæl for Palæstina, som gav en klart anderledes måde at gribe det an på for hæren. Det har været kontrollens tiår,« siger Yehadu Shaul.

Fredeligere end længe

Situationen det seneste halvandet år betegnes som den fredeligste i såvel de besatte områder som Israel siden udbruddet af intifadaen, men det betyder langt fra, at de jævnlige og ofte blodige konfrontationer mellem israelere og palæstinensere er forsvundet.

Vestbredden er fortsat besat, og Gazas befolkning holdes i et jerngreb på den lille tætbefolkede stribe mellem Israel og Egypten, mens militante palæstinensere fortsat sender raketter mod Israel og har svaret på de nuværende fredsforhandlinger med flere terroraktioner.

Mange af de stærkeste vidneudsagn i den nye bog er fra intifadaens voldsomste år, og man har af tidshensyn i arbejdet med offentliggørelsen ikke kunnet inkludere vidneudsagn fra 2010, men Shaul mener, at strategien og kernen i det israelske militærs, IDFs, fremgangsmåde fortsat er den samme:

»Der er mindre skyderi, mindre magtanvendelse. Der er måske ikke en kampvogn, som tager stilling foran dit hus, men der er fortsat landsbyer, hvor militæret rykker ind hver anden eller tredje nat. Strategien har ikke ændret sig, selv om der er færre kontrolposter.

Man forsøger at sige, at livet under besættelse er værd at leve, men man må spørge IDF, om det er et sådan liv, man også ønsker for israelere.«

Breaking the Silence har med sine opsigtsvækkende beretninger fra israelske soldater om overgreb i de besatte områder fået stor - ikke mindst international - bevågenhed, og såvel den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, som ledende militærpersoner har angrebet dem i hårde vendinger. Shaul, der er vokset op i et ultraortodoks, jødisk hjem og selv har været i hæren på Vestbredden, er en kontroversiel og ildeset person i store dele af den israelske højrefløj, men han har ikke tænkt sig at opgive sit arbejde.

»Vi er nødt til at tale om virkeligheden, når vi har fredsforhandlinger og taler om en løsning på konflikten. Hvis vi tillader status quo, tillader vi det, som vi viser er sket de seneste ti år,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.