Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hård dom til kinesisk kritiker

Fredag sluttede en sag mod en af Kinas mest fremtrædende aktivister med en dom på 11 års fængsel. Dommen viser, hvordan Kina i stigende grad ignorerer pres fra udlandet, siger ekspert.

Liu Xiaobos tilhængere demonstrerede i går foran Kinas »ambassade« i Hongkong.
Liu Xiaobos tilhængere demonstrerede i går foran Kinas »ambassade« i Hongkong.

Liu Xiaobo kritiserede regeringen og Kinas kommunistparti. Han skrev om demokrati og menneskerettigheder. I går, fredag, blev han idømt 11 års fængsel ved en domstol i Beijing.

Dommen er en advarsel til andre kinesere, der arbejder for menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokratiske reformer i Kina. Dommen er også et signal til EU og USA, der har kritiseret retssagen mod Liu Xiaobo. Beskeden er, at Kina ikke lader sig presse.

Den 53-årige Liu Xiaobo er tidligere professor i litteratur. Han blev fængslet i december 2008, da han var med til at offentliggøre Charter 08. Det er et dokument, hvor de op mod 10.000 medunderskrivere blandt andet kræver demokratiske reformer og bedre rettigheder for kineserne.

Dommen lyder på 11 års fængsel, og derudover mister Liu Xiaobo sine borgerrettigheder i to år efter løsladelse. Det betyder, at han ikke må tale eller skrive offentligt om en lang række emner. Han blev kendt skyldig i at »opfordre til omvæltning af staten.« Dommen blev læst op fredag morgen i Beijings Mellemste Folkedomstol Nummer Et, og det er ikke meget mere end en kopi af anklageskriftet, fortæller Liu Xiaobos advokat, Shang Baojun.

»Vi er meget skuffede over, at domstolen helt ignorerede forsvaret og Liu Xiaobos argumenter om, at han er uskyldig,« siger Shang Baojun.

Fastholdt sin uskyld

Liu Xiaobo har hele tiden fastholdt, at han var uskyldig, og at han blot brugte sin ytringsfrihed, som enhver kineser har ret til ifølge forfatningen.

Liu Xiaobo blev med det samme ført ud af retssalen, og Shang Baojun havde ikke mulighed for at tale med ham.

»Vi skal mødes med ham på et tidspunkt i næste uge. Ifølge loven har han nu ti dage til at beslutte, om han vil anke dommen,« siger Shang Baojun.

Hans hustru, Liu Xia, fik ikke lov til at komme ind i retssalen i går, fredag. Det fik udenlandske journalister heller ikke. Lidt over en håndfuld diplomater fra EU, USA, Canada og Australien blev også nægtet adgang.

Både USA og EU har tidligere opfordret Kina til at løslade Liu Xiaobo.

»Vi vil igen opfordre den kinesiske regering til straks at løslade ham,« sagde Gregory May, der er førstesekretær på den amerikanske ambassade i Beijing, uden for retsbygningen i Beijing i går fredag.

Talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, Jiang Yu, kaldte tidligere på ugen de udenlandske regeringers kommentarer for »en grov indblanding i Kinas interne affærer.«

Kinesisk selvtillid

»Dommen viser, hvordan de kinesiske myndigheder i stigende grad er villige til at ignorere pres fra udlandet, og at kritikken også mere og mere falder for døve øren,« siger Joshua Rosenzweig fra den amerikanske organisation Dui Hua, der beskæftiger sig med politiske fanger i Kina.

Frygter ustabilitet

Dommen viser også, hvordan Kina får stadig mere selvtillid på den internationale scene, men samtidig frygter selv den mindste udfordring til styrets autoritet inden for Kina, siger Joshua Rosenzweig.

Samtidig er det endnu et eksempel på, at regeringen siden De Olympiske Lege i 2008 har slået stadig hårdere ned på kritikere og aktivister, mener flere analytikere.

»Dommen blander jo enhver borgers ret til ytringsfrihed sammen med det, at man vil omvælte staten,« siger Mo Shaoping, der er en af medunderskriverne på Charter 08. Mo er også en af Kinas mest fremtrædende advokater, der er kendt for at tage politisk følsomme sager.

Samtidig er det nok en af de længste domme for »omvæltning af staten«, der er blevet afsagt inden for de seneste ti år, vurderer Joshua Rosenzweig fra Dui Hua.

»De kinesiske myndigheder anså åbenbart Lius opfordring til et mere åbent og demokratisk Kina som en så stor forbrydelse, at det krævede en hård straf,« siger Joshua Rosenzweig.

Dui Hua kender op til 5.700 sager om personer i Kina, der er fængslede for forskellige former for politiske aktiviteter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.