Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En ambassadeflygtning krydser sit spor

I weekenden mødes internationale forskere med nøglepersoner fra Østtysklands hedengangne hemmelige politi Stasi. En af gæsterne er Wolfgang Mayer, som for 19 år siden søgte tilflugt på den danske ambassade i Østberlin og blev udleveret til Stasi-folkene. Det hele foregår i Odense. Berlingske Tidende har mødt Mayer inden rejsen til fortiden.

Wolfgang Mayer, der blev et af ofrene for DDRs hemmelige politi Stasi, er her fotograferet foran nogle af de lejligheder i Erfurt, hvor Stasi havde såkaldt konspiratoriske adresser. Lejlighederne blev typisk brugt til møder med stikkere.
Wolfgang Mayer, der blev et af ofrene for DDRs hemmelige politi Stasi, er her fotograferet foran nogle af de lejligheder i Erfurt, hvor Stasi havde såkaldt konspiratoriske adresser. Lejlighederne blev typisk brugt til møder med stikkere.

ERFURT: Wolfgang Mayer var 18 år, da Østtysklands hemmelige politi Stasi for første gang blev opmærksom på ham. Det var i 1968.

»De ville undersøge, om jeg var egnet til at arbejde for dem,« husker Mayer. »Det var jeg ikke. Jeg havde for mange venner, og jeg var for snakkesalig. Det ville ikke gå, mente de.«

Stasi kom alligevel til at forfølge Mayer frem til Murens fald i 1989. Årsagen var bl.a., at han sammen med sin familie havde bedt om tilladelse til at rejse til Vesttyskland. DDRs diktatur havde aldrig tiltalt ham, og han ville til forbundsrepublikken for at begynde et nyt liv. Det var ikke forudset i den østtyske socialisme, der byggede på femårsplaner og var omgivet af Muren og pigtråd for at sikre, at folk ikke forlod landet. Mayer mistede sit arbejde og blev behandlet som en spedalsk af myndighederne. Det samme skete for hans daværende kone og deres børn. I 1988 havde han fået nok. Sammen med familien og andre systemkritikere gik han ind på den danske ambassade i Østberlin og bad om hjælp til at slippe væk. I stedet udleverede ambassaden de 18 til den østtyske statsmagt. Sagen blev senere af en dansk diplomat kaldt »de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert.«

Den kommende weekend er Mayer i Odense for at deltage i en konference om den østtyske udlandsspionage, der var en afdeling under Stasi. Mayer, der kommer som gæst, får her lejlighed til at møde bl.a. den sidste chef for afdelingen, generaloberst Werner Grossmann. Generalobersten, der også var vicesikkerhedsminister, blev under ambassadedramaet holdt løbende underrettet om udviklingen, viser Stasi-papirer fra dengang.

Konferencen, tilrettelagt af Center for Koldkrigsstudier ved Syddansk Universitet, er omdiskuteret. Den skulle oprindelig have være afviklet i Berlin den forløbne sommer, men voldsomme protester tvang universitetet til at flytte projektet til Danmark. Tyskere kritikere var utilfredse med mødedatoen, som faldt sammen med årsdagen for en opstand i DDR i 1953, hvor mindst 55 mennesker mistede livet. De mente heller ikke, at det var forsvarligt at lade Grossmann og andre inviterede DDR-spioner optræde side om side med internationale forskere. Det er uvidenskabeligt og en hån mod ofrene, hed det.

Mayer har ikke disse forbehold. »Det er et godt initiativ, selv om det har udløst bølgegang,« siger han. Mayer, der efter et ophold i Stasi-fængslet sammen med sine lidelsesfæller fik lov at tage til Vesttyskland kort før DDRs sammenbrud, har selv beskæftiget sig videnskabeligt med diktaturet, bl.a. med en doktorafhandling om ambassadeflygtninge.

Den gamle garde
Besøger man Mayer i dag i Erfurt, hvor han har boet siden 1995, får man indtryk af, at DDR-systemet på mange måder er lyslevende. Der er mange russere i gadebilledet, og når det regner, er der en stemning, som minder om begyndelsen af 1980erne. Mayer underviser på en handelsskole, hvor, siger han selv, halvdelen af de godt 50 lærere har været medlemmer af kommunistpartiet SED og »stadig hjælper hinanden«. Både skolens direktør og souschef var i partiet, direktøren meldte sig ind lige før Murens fald. Det er mennesker, som selv mener, de havde et godt liv »og som altid klager over tilstandene nu om stunder«, fortæller Mayer. »De klager over arbejdsløsheden, over sundhedssystemet: over manglende institutionspladser, over alting.«

De glemmer imidlertid, mener han, at der officielt ikke var ledighed, »bl.a. fordi det østtyske militær var DDRs største arbejdsgiver og Stasi den næststørste. Og det er rigtigt, at medicin var gratis, men havde man hjerteproblemer, kunne man ikke få de rigtige lægemidler, for de fandtes kun i Vesten, og man døde ti år tidligere, end man ville have gjort i forbundsrepublikken.«

Det værste er imidlertid, siger han, at de »fortsat holder sammen og bliver sure, når jeg på demokratisk vis anfægter deres metoder. Et eksempel er et tillidsmandsvalg på skolen. Fem gamle SEDere stillede op, og jeg. Ved valget var der en række uregelmæssigheder, som jeg protesterede over. De afviste mine indvendinger. Først da jeg gik rettens vej og fik medhold, gav de sig. Det er jo os, der har vundet i det hele taget, for vi har fået friheden, men de kan ikke leve med at have tabt. Psykologisk er det forståeligt, for det er hårdt at se en samfundsform, man troede på, falde fra hinanden, men de ved jo også, at det var en forbryderstat. De mener stadig, at kommunismen er det bedste system, og at DDR-udgaven bare havde nogle fejl.«

Willy og Willi
Det er lidt af en tilfældighed, at Mayer bor i Erfurt, men byen, 300 kilometer syd for Berlin spiller en bevægende rolle i den tysk-tyske historie. Da Vesttysklands forbundskansler Willy Brandt i 1970 skulle besøge DDRs ministerpræsident Willi Stoph, fandt mødet sted her. Brandt ankom med tog, banegården var afspærret og på pladsen foran havde myndighederne anbragt pålidelige partisoldater, der skulle agere høfligt publikum. Arbejdspladserne i Erfurt måtte ikke give personalet fri denne dag, for man ønskede ingen nysgerrige. For en sikkerheds skyld havde man blokeret gaden med en sporvogn. Den skulle holde mængden på afstand. Alligevel samledes 8.000 mennesker ved stationen, og da de to trådte ud af bygningen, havde politiet vanskeligt ved at kontrollere situationen. Kansleren skulle bo på Hotel Erfurter Hof over for banegården. Da han var kommet indenfor, råbte mængden: »Willy Brandt til vinduet.« De var påpasselige med at sige efternavnet, fordi det ellers kunne tolkes, som om man ville se den foragtede Stoph. Efter flere minutter gik Brandt til vinduet og vinkede dæmpet med sine hænder. Det var begyndelsen til enden for DDR, for det var tydeligt, at dele af befolkningen ikke lod sig koste rundt med længere.

Ikke desto mindre er det først inden for de sidste par uger, at omfanget af DDR-diktaturet, som det tog sig ud i Erfurt, er gået op for Mayer. En udstilling har afsløret, at Stasi frem til 1989 havde næsten 500 såkaldt konspiratoriske adresser alene i denne mellemstore provinsby. Stasi brugte dem til hemmelige møder med stikkere. Der var typisk tale om lejligheder, hvor beboerne frivilligt stillede et værelse til rådighed. Udstillingens katalog viser, at adresserne var spredt over hele byen. Lejerne, der samarbejdede med Stasi, var ofte pensionerede kvinder. »Jeg havde ikke troet, der var mere end 200,« siger Mayer.

Forræderne
Stasi har samlet over 6.000 siders materiale om Mayer selv, viser akterne fra dengang, som han fik adgang til i 1992. Alene bestræbelserne på at finde ud af, om man kunne bruge ham som medarbejder eller stikker, fylder mere end 80 sider. Ved hjælp af papirerne kunne han se, hvem der havde forrådt ham. Det var en nær ven og stribevis af bekendte. Han bad dem om at ytre sig, men de fleste svarede ikke. »En tidligere kommunistisk viceamtsborgmester var blandt de få, der gjorde sig ulejlighed med at sende mig et tre sider langt brev med en undskyldning,« fortæller han. Mayer mødte den gamle chef og souschefen for Stasi i byen Ilmenau, hvor han havde boet i mange år. »De sagde: Vi handlede efter loven, De var et politisk tilfælde, som vi måtte holde øje med. I dag er den gamle Stasi-chef ledende sikkerhedsmedarbejder ved lufthavnen i München,« siger Mayer lakonisk.

Heller ikke generaloberst Grossmann, der var en af de vigtige folk i diktaturets maskinrum, lider større nød, ud over at han som 78-årig har et skrantende helbred. Han er ikke blevet fængslet, selv om han i Stasi arbejdede for at opretholde den totalitære stat og forfulgte anderledes tænkende. Den afsatte Stasi-chef Erich Mielke og stats- og partichef Erich Honecker døde i frihed kort efter genforeningen. Honeckers enke, der i DDR-tiden var en hadet undervisningsminister, bor i Chile og får tysk tjenestemandspension. Honeckers efterfølger og sidste kommunistiske statschef Egon Krenz blev idømt seks et halvt års fængsel, men sad mindre end fire år bag tremmer.

Generalens 20 minutter
Når Mayer bliver spurgt, om han synes, det er rigtigt, at de tidligere DDR-spidser er sluppet forholdsvis gelinde, kommer svaret hurtigt: »Som kristen må man sige ja. Men det er ikke retfærdigt. Jeg accepterer det, tænderskærende. Vi, der var ofre, ønsker ikke hævn øje for øje, men vi vil gerne behandles bedre end i dag. Jeg måtte arbejde på min nuværende skole i tolv år, før jeg rykkede op på et højere ansættelsestrin. Jeg havde – og har – modstandere fra det gamle system. Sådan er det med flere hundrede alene i Erfurt. Man må kæmpe om hver millimeter. De, der ikke kæmper, men giver op, og det er de fleste, bliver arbejdsløse. De falder gennem nettet. De skulle have en ordentlig pension. Ikke alle kæmper som jeg.«

Konferencen i Odense håber han vil udløse »et videnskabeligt skub« for opklaringen og bearbejdningen af DDR-tiden. »Stasi-generalen og de andre vil benytte anledningen til at stille sig i et bedre lys. De ville være dumme, hvis de ikke gjorde det. Og det er i orden, at de medvirker. Det hører med til et demokrati, at man lytter til hinanden og også lader sine modstandere tale ud. Det var jo ytringsfriheden, vi kæmpede for inden Murens fald. Så jeg glæder mig. Hvad jeg vil spørge Grossmann om, hvis jeg får lejligheden? Hvorfor overtog De Stasi efter Mielke uden at stille et eneste kritisk spørgsmål? Hvorfor forfulgte De mennesker, der ville rejse ud?«

Berlingske Tidende ville have stillet den sidste Stasi-chef nogle af de samme spørgsmål inden konferencen, men han har ikke ønsket at lade sig interviewe. I Danmark skal han holde et 20 minutters indlæg og deltage i den efterfølgende diskussion. Det er Mayers – og andres – håb, at han siger noget interessant.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.