Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

De dansende drenge i Kandahar

Hvorfor dør allierede soldater - og danske soldater - for at forsvare et land, der svælger i pædofili, spørger professor. Militærrapport afdækker Afghanistans beskidte hemmelighed - misbrug af drenge.

At ældre mænd holde unge drenge til sex og underholdning er helt almindeligt i Afghanistan og dog et tabu, som det er svært at bryde med.
At ældre mænd holde unge drenge til sex og underholdning er helt almindeligt i Afghanistan og dog et tabu, som det er svært at bryde med.

SANTA FE: Allierede soldater i Afghanistan skal undvige vejsidebomber og være på vagt over for natangreb. Den slags er de uddannede til.

Men de støder igen og igen på et fænomen, som de er ganske uforberedt på: Homoseksualitet og pædofili.

Ikke bare gør afghanske mænd seksuelle tilnærmelser til soldaterne og laver kysselyde efter dem, men de afghanske mænd har åbenlyst sex med hinanden og - mere alvorligt - bruger små drenge som elskere. Så stort er problemet, at Pentagon sidste år bad et team af sociologer og antropologer, der var tilknyttet marineinfateriet i Lashkar Gah, om at kortlægge fænomenet, og tidligere i år kom så rapporten »Pashtun Sexuality«.

Berlingske Tidende har læst den, og - i det mindste for en vestlig læser - er det en rapport, der rejser et helt grundlæggende spørgsmål om kulturforskellen - og om den er for stor til at skræve over. Eller sagt på en anden og grovere måde: Er det værd at kæmpe for et land og en kultur, der så åbenlyst og vellystigt accepterer både pædofili og kvindehad?

Kamp om de smukke drenge

Problemet er især udbredt hos den dominerende pashtun-stamme, og rapporten bringer et eksempel fra et amerikansk militærhospital på en base uden for Kandahar, hovedstaden i pashtun-Afghanistan. I løbet af et år blev 12 af 20 afghanske tolke på basen behandlet for gonoré, og det var - som det hedder i rapporten - »en sygdom, som de havde pådraget sig analt«.

Ingen af tolkene ville høre tale om, at de havde haft homoseksuel sex med hinanden, og de blev i stedet enige om, at de havde pådraget sig sygdommen, fordi de blandede grøn og sort te.

»Derfor vendte de til stadighed tilbage for at blive behandlet for sygdommen,« hedder det.

I et andet eksempel siger to tidligere Taleban-topfolk i området, at det er helt almindeligt for mænd at have »drenge under skægalderen« som elskere. »Alle kæmper om at have den bedste og smukkeste dreng,« siger en af dem. Mændene afvikler dansekonkurrencer, hvor deres drenge i kvindesko, med øjenskygge og små klokker om benene konkurrerer om at være »den bedste«, og »det er en kulturel tradition for os,« siger en anden. »Alle, der er noget ved musikken, skal have en dreng at vise frem.«

Et tredje eksempel kommer fra en dreng, der fortæller, at en krigsherre tog ham som elsker, da han var 14 år gammel. Drengen rejste fra sin familie og blev krigsherrens »sekretær«, som han udtrykker det. »Jeg har været sammen med ham i ti år nu, men jeg sover stadig med ham og elsker med ham,« siger han. Drengen, der nu er 24 år, har giftet sig med krigsherrens datter.

En anden dreng er 17 år og har været sammen med en pashtun-rigmand i to år. »Jeg har vænnet mig til det. Jeg elsker at danse og opføre mig som en kvinde og lege med min ejer,« fortæller han.

Hvad vil han selv gøre, når han bliver voksen? »Så vil jeg også være ejer og have mine egne drenge,« svarer han.

Tabu og en dal af kulturen

Det er kun tre ud af mange eksempler i rapporten, men de illustrerer fænoments dybde og bredde, og de fortæller også, hvorfor allierede soldater har så svært ved at tackle problemet - fordi det er så kulturelt indgroet og samtidigt tabu.

For det er væsentligt at forstå, siger sociologerne og psykologerne bag rapporten, at de afghanske mænd for alt i verden ikke vil kaldes homoseksuelle eller pædofile - for homoseksualitet er ifølge Koranen forbudt, og det gamle Taleban-regime, som selv havde en overvægt af pashtun-medlemmer, straffede homoseksualitet med døden.

Kun de færreste afghanere har imidlertid læst Koranen, og de baserer deres tolkning på lokale mullaher, og mullaherne, som ofte selv har sex med drenge og mænd, udlægger Koranen på deres egen måde. Forbuddet gælder således kun homoseksuel kærlighed mellem to mænd, og her er der ikke tale om kærlighed, kun om en fysisk handling, og det er trods alt bedre, at mændene har sex med hinanden end at de har sex med kvinder, som er urene, siger mullaherne.

En afghansk mand kom på et tidspunkt ind på det ovennævnte amerikanske militærhospital ved Kandahar og spurgte, hvordan han skulle gøre sin kone gravid, og da han fik at vide, hvordan det foregik, troede han ikke på det. Han kunne umuligt have sex med en kvinde, protesterede han, for kvinder var urene. Han kunne kun have sex med mænd, for de var rene.

Kvinder er ikke kun tabu og urene - de er også utilgængelige, og det føjer til både pædofilien og kvindehadet. Kvinderne er tilslørede, mændene kan ikke iagttage dem og deres skønhed, og de kan kun have seksuelt samkvem med dem efter ægteskab - og et ægteskab kræver, at manden kan forsøge kvinden og overdænge hendes familie med dyre bryllupsgaver, og det kan kun de færreste, forklarer rapporten.

Derimod kan mændene betragte drengenes skønhed og have samkvem med dem, og mændenes samkvem fortsætter selv efter ægteskab, og det forklarer i høj grad, hvorfor det afghanske samfund er så kvindefjendsk. For mændene har ikke brug for kvinderne - ikke til andet end at føde børn. »Sådan har det været i generationer, og det fører til kvindernes ekstreme segregation og undertrykkelse,« konkluderer rapporten.

Ødelægger liv og samfund

Umiddelbart lyder det til at være et vægtigt argument mod talebanisterne - at de er pædofile, og at de omgår Koranens forbud mod homoseksualitet.

Men argumentet taber i vægt, indikerer rapporten, fordi både talebanisterne og anti-talebanister misbruger drenge. Ingen har noget at lade den anden part høre.

En nylig fotobog, »Taliban,« viste således fotografier, som talebankrigerne havde taget af hinanden i deres storhedstid, og krigerne nærmest koketterede med deres feminitet, bl.a. ved at bruge øjenskygge og mascara og optræde med blomsterbuketter, og i en af kilderne til militærrapporten udtaler en afhansk læge, at han ofte behandlede drenge, som talebansheikher havde misbrugt seksuelt.

Men det nuværende styre er ikke bedre, siger kilder til professor Joel Brinkley, som har skrevet om rapporten i San Francisco Chronicle.

Præsident Hamid Karzai er selv pashtun, men han har ikke seksuelt samkvem med drenge; det har derimod mange af de ansatte i hans præsidentpalads, skriver Brinkley, som undrer sig over, at rapporten ikke har ført til international opstandelse. Fox News har omtalt raporten, det amerikanske TV-netværk PBS har bragt en dokumentar med titlen »de dansende drenge i Afghanistan«, og Brinkley har skrevet om den, men ellers har medierne været tavse, og rapporten har ikke kaldt menneskerets- eller børneorganisationerne på banen, og der har heller ikke været nogen reaktion fra overnationale organisationer som EU og FN.

Og dermed er der heller ingen retfærdighed for »de tusinder og atter tusinder af små drenge, som år efter år bliver udsat for en serievoldtægt, der ødelægger deres liv - og det afghanske samfund,« skriver Brinkley, og rapportens hovedforfatter, Anna Maria Cardinalli, opfordrer også USA, NATO og alle andre involverede til at slå hårdt ned på misbruget.

»Ikke ét eneste problem i det afghanske samfund er mere rædselsvækkende og fortjener i højere grad vores opmærksomhed,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.