Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ballonmand flyver 370 km i havestol

48-årig amerikansk tankstationejer skabte lørdag sensation ved at flyve tværs over Oregons ørken i en havestol forbundet med 150 heliumballoner. Se video

Man forstår godt hans kone, når hun siger: ”Der har aldrig været et kedeligt øjeblik i vores ægteskab.”

I går vinkede hun farvel til sin eventyrlystne mand, mens han fastspændt til en udvidet havestol langsomt hævede sig over parrets tankstation i provinsbyen Bend midt i den amerikanske delstat Oregon.

Til stolen var nemlig fastgjort 150 heliumfyldte festballoner i alskens kulører, så farverigt så det ud, da den 48-årige vovehals med navnet Kent Couch indledte sit livs svævetur. ”Jeg stopper ikke, før jeg kommer ud af staten,” råbte han, mens den kulørte plet på himlen blev mindre og mindre.

I de følgende ni timer svævede han i en højde på 50-100 meter over jordoverfladen tværs over Oregons ørken. Undervejs drak han kaffe, spiste kogte æg og chokolade og nød den næsten meditative stilhed i luften. Ind i mellem måtte han tage sit luftgevær frem og skyde en ballon eller to ned for at forhindre, at han sammen med sin havestol fløj op i 10.000 meters højde.

Efter en svæverejse på 370 km landede han sikkert i den søvnige flække Cambridge i nabostaten Idaho, hvor han blev anledning til den største sensation i mands minde. Halvdelen af byens 300 indbyggere fór ud af deres huse bevæbnet med kameraer for at fange det forunderlige syn. Som den lokale indbygger Sandy Barton sagde efterfølgende:

”Der sker ikke meget her i Cambridge, men så så jeg ham drøne direkte hen over vores bønnemark.”

Det var tredje gang, at Kent Couch begav sig på ballonfærd i en havestol. Under sit første forsøg i 2006 blev han nødt til at hoppe ud med faldskærm, fordi han havde nedskudt for mange heliumballoner, men i fjor lykkedes det ham at flyve ca. 300 km.

”Det er en gammel drengedrøm. De fleste drenge ser op i himlen og drømmer om at ride på en sky. Hvis jeg havde tid, penge og folk nok, så ville jeg gøre det her hver eneste weekend,” siger han til CNN.

Kent Couch indrømmer, at han er inspireret af havestolspioneren Larry Walters, som i 1982 fløj direkte ind over luftrummet til lufthavnen i Long Beach, Californien, til stor gene for landende og lettende fly. Larry Walters havde imidlertid mindre kontrol over sin havestol med heliumballoner, for til sin store skræk fløj han helt op i 4.900 meters højde, før han endelig fik mod til at skyde nogle af sine balloner ned.

Larry Walters landede i nogle el-ledninger i en Long Beach-forstad, hvilket forårsagede en større strømafbrydelse. Han slap imidlertid helskindet, blev efterfølgende arresteret for at have brudt luftfartsreglerne, men blev siden lidt af en amerikansk folkehelt.

Det er dog ikke alle ballonflyvere, som slipper så heldigt. Så sent som 4. Juli fandt et skib i farvandet ud for Rio de Janeiro i Brasilien liget af den 41-årige brasilianske præst, Adelir Antonio de Capri, som 20. april lettede i en flyverdragt påført adskillige heliumballoner.

Han svævede helt op i mere end 6.000 meters højde, hvor vinde blæste ham ud over Atlanterhavet og efterfølgende rev flere af hans balloner i stykker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.