Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ambassadesag »Årtiers største bommert«

Uffe Ellemann-Jensen ser kritisk på den nye fremstilling af belejringen af den danske ambassade i DDR. En diplomatisk kilde kalder sagen »de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert«.

BERLIN

Danmarks udenrigsminister under dramaet på ambassaden i Østberlin, Uffe Ellemann-Jensen (V), er ikke imponeret over Wolfgang Mayers fremstilling af belejringen og dens efterspil.

»Jeg betragter ikke Mayer som et sandhedsvidne,« siger han.

»Efter sagens behandling fremsatte han påstande, som var i strid med alt, hvad man hidtil havde fundet frem til,« erklærer Ellemann-Jensen, som understreger, at han ikke har været vidende om bogen og derfor ikke har læst den.

»Det, der foregik, var forkert, og der blev rettet op på det, ved at vi sørgede for, at Mayer kom ud af landet i en fart. Det er besynderligt at se, hvordan han fortsætter med at forfølge især ambassadørens eftermæle,« siger den tidligere udenrigsminister.

Danmarks ambassadør i DDR 1988, Erik Krog-Meyer, døde i 1990 efter at være forflyttet til Helsingfors.

Wolfgang Mayers tese om, at ambassadebesættelserne var et startskud til omvæltningerne i DDR, kommenterer Ellemann-Jensen således:

»Det kan jo forklare, at han opfører sig, som han gør. Vi fik dem ud. Det var under store anstrengelser, og man kan være forbitret over, at han behandler sagen på den måde. Vi beklagede håndteringen i første omgang, og det blev der rettet op på, ved at vi hjalp de mennesker ud af DDR.«

Forelagt Ellemann-Jensens udtalelser siger Wolfgang Mayer: »Det er jeg ked af at høre. Jeg er mig ingen usandhed bevidst. Hr. Ellemann-Jensen skulle være mere konkret, når han antyder, at jeg lyver.«

Udenrigsministeriets nuværende direktør, Friis Arne Petersen, var dengang ministersekretær for Ellemann-Jensen. Stillet over for et ønske om en samtale om sagen meddelte Udenrigsministeriet først, at han var på tjenesterejse i Moskva »og vil derfor ikke have mulighed for at drøfte spørgsmålet«. Efter hans hjemkomst bad Berlingske Tidende igen om en kommentar. Ministeriet meddelte, at han var på en ny tjenesterejse.

Udenrigsministeriet har efter 1988 kommenteret sagen yderst begrænset. I et jubilæumsskrift 1995 omtales dramaet i 16 liner. »Ambassadøren udøvede et skøn, der ikke viste sig hensigtsmæssigt. Ministeriet i København var heller ikke fejlfri i sin håndtering,« hedder det bl.a. Samtidig blev der øvet kritik mod pressen. »Den tanke, at hele sagen ikke var så enkel, som den fremstod i de implicerede østtyskeres fremstilling, druknede i den danske pressedækning,« fremgår det af et kapitel i bogen.

Har mærket mange skæbner
En anden kilde i Udenrigsministeriet, der fortsat er i tjenesten, betegner imidlertid DDR-sagen som »de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert. Den har mærket mange skæbner i ministeriet,« siger kilden, der ønsker at være anonym.

»Det er ikke som at tabe 200 millioner kroner på et Danida-projekt. Den slags kan ske for en embedsmand, og det er ikke så galt. Det kan man vaske af sig, om ikke andet ved at man får en ny post i Washington eller andetsteds. Men i Berlin var menneskeskæbner på spil. Det vejer tungt.«

Det »enestående i denne situation er også, at DDR-styret gik ned, at Stasi-arkivet er åbnet og at der er dokumenter,« påpeger kilden. Ifølge denne kilde kan DDR-affæren sammenlignes med sagen om den danske handelsråd ved ambassaden i Bonn, Einar Blechingberg, der 1958 blev afsløret som spion for Polen.

»Alle vidste, at han havde et alkoholproblem og rod i økonomien. Alligevel lod man ham blive i tjenesten, indtil han blev afsløret. Der er så meget i ministeriet, der skubbes under stolen i håb om, at det ikke opdages.«

Uklare instrukser
Professor Nikolaj Petersen, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, siger dog, at DDR-sagen hos Udenrigsministeriet »efterlod en vis eftertænksomhed i systemet. Der blev udarbejdet nye retningslinjer for, hvordan ambassader skulle forholde sig i lignende situationer. I 1988 var den gældende instruks uklar. Den gav en bred margen til ambassadørens konduite og situationsfornemmelse. Nu er reglen, at der skal meldes direkte til toppen, hvis man lugter en rotte, altså en ubehagelig sag.«

Ifølge Nikolaj Petersen er »et af de store spørgsmål, hvorfor Danmark holdt fast på DDR til det sidste. Helt til DDRs sammenbrud 1989-90 opretholdtes normale samarbejdsrelationer med Østtyskland. Man ønskede et så udviklet, politisk samarbejde med DDR som muligt. Man beklagede ikke, at DDR forsvandt, men man regnede, som andre lande, til det sidste med, at DDR var kommet for at blive.«

Danmark havde således inviteret DDRs leder Erich Honecker til et statsbesøg i efteråret 1989, minder Nikolaj Petersen om. Af en fodnote til Wolfgang Mayers disputats fremgår det, at visitten blev »udsat« i oktober 1989 - mindre end en måned før Murens fald.

Nikolaj Petersen stiller sig tvivlende over for Mayers tese om, at ambassadebesættelserne var startskuddet til omvæltningerne i DDR.

»Ja, systemet kom under pres, men fra dansk side søgte man at rette op på det ved at få de 18 mennesker ud. Og dramaerne på de vesttyske ambassader i Prag og Budapest var af en helt anden størrelse.«

DDR-forskeren Gero Neugebauer fra Freie Universität i Berlin har en anden opfattelse:

»Selvfølgelig var besættelserne startskuddet. Det begyndte ganske vist med, at folk belejrede den vesttyske mission i Østberlin, og mange af den slags episoder er aldrig blevet kendt, fordi de blev løst diskret. Der var færre, som flygtede via en ambassade end på anden måde, men de havde en langt højere signalværdi. Der var også en kopieffekt - når nogle gjorde det, ville andre også gøre det. Men det krævede et stort mod.«

Også professor Uffe Østergård fra Institut for Internationale Studier i København støtter Mayers tese:

»Det har han fuldstændig ret i. Det lyder vældig sandsynligt - især, når man ser på aktionen i Prag, hvor tusindvis af østtyskere belejrede Vesttysklands ambassade. Det giver publicity og er en ublodig form for at opnå et mål.«

Wolfgang Mayer har givet sagen »en historisk dimension«, siger den anonyme, danske diplomat forelagt bogens centrale påstand.

»Østtyskerne sagde: Vi forsøger med en ny metode, vi tager på en ambassade, og der er den danske den første. Og så kikser vi.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.