Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mette Bock vil alligevel ikke tage Koncerthuset fra DR og får ikke ballade med Venstre

Overraskende har kulturminister Mette Bock (LA) meldt ud, at Koncerthuset ikke flyttes fra DR. Det har hun ellers tidligere udkastet som idé, men hun får ikke ballade med Venstre af den grund.

Kulturminister Mette Bock fotograferet den 14. august 2017 i Kulturministeriet. Mette Bock var ansat under to år som programdirektør i DR. Alligevel blev hun fritstillet med penge i bagagen. (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2017)
Kulturminister Mette Bock fotograferet den 14. august 2017 i Kulturministeriet. Mette Bock var ansat under to år som programdirektør i DR. Alligevel blev hun fritstillet med penge i bagagen. (Foto: Anne Bæk/Scanpix 2017)

Kulturminister Mette Bock (LA) afviser på Facebook, at der skal røres ved Koncerthusets tilknytning til DR, selvom hun tidligere har været ude i pressen med en idé om netop at flytte Koncerthuset væk fra DRs regi. På Facebook skriver Mette Bock:

»Regeringen har som forberedelse til de kommende forhandlinger om en ny medieaftale fået lavet en række analyser af DRs økonomi. De offentliggøres i morgen, så alle kan se ind i analyserne. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til allerede nu at fastslå, at udskillelse af DR Koncerthus, aktiviteterne heri og ensemblerne ikke bliver en del af medieudspillet. Mange har interesseret sig for denne del, og jeg kan lige så godt fastslå konklusionen herom, inden det samlede udspil kommer. Så kan vi koncentrere diskussionerne om andre elementer.«

Venstres mediepolitiske ordfører, Britt Bager, siger til Mette Bocks nye udmelding: »Det har jeg det sådan set fint med. Vi har ikke følelser investeret i Koncerthuset på den måde og må se, hvad forhandlingerne medfører. Ideen om at flytte Koncerthuset bort fra DR er Dansk Folkepartis forslag og ikke noget, der er groet i vor baghave.«

Mette Bock sagde imidlertid i marts 2017 i Jyllands-Posten, at det måske var en idé at fjerne DRs musikalske aktiviteter og lægge DRs symfoniorkester ind under Det Kongelige Teater. Dengang sagde hun:

»Hvis min idé – min tanke – blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold.«

Sidste år fremlagde Danske Folkeparti et udspil om danske orkestre, hvor partiet også foreslog, at DR kun skulle beskæftige sig med medier og ikke drive orkester- og koncertvirksomhed. Partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, er derfor, ifølge Ritzau, ærgerlig over ministerens nye udmelding:

»Jeg tror, det skyldes, at regeringen ikke har kunnet blive enig indbyrdes – heller ikke om dette«, siger han til Ritzau. Han fortsætter: »Det er ikke let at sidde i regering, hvor der er tre forskellige partier med tre vidt forskellige ideer om Danmarks Radio. En regering er jo et kollektiv, et fællesskab, der skal nå frem til et kompromis. Det må hun jo bare følge. Så må vi jo bare hjælpe Mette Bock.«

DR bliver en central del i de nært forestående forhandlinger om det næste medieforlig, der skal træde i kraft 1. januar 2019. DF vil skære DR med 25 procent, og partiet er ifølge Ritzau bange for, at DR selv vil »ofre« ensemblerne i sparerunden. Det vil DF undgå ved at flytte ensemblerne til Koncerthuset, der omdannes til en selvstændig enhed, hvor symfoniorkestret kan leje sig ind. Symfoniorkestret skal lægges under Det Kongelige Teater, lyder forslaget.

Teaterdirektør og tidligere direktør for DR Kultur Morten Hesseldahl tog i marts 2017 i Mediawatch imod forslaget med åbne arme:

»Jeg forstår også på både kulturministeren og Alex Ahrendtsen, at det ikke er en spareøvelse, men en måde at tænke nyt på, og det tror jeg til gengæld, at der er brug for,« siger Morten Hesseldahl til MediaWatch.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.