Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Dobbelt-anmeldelse

Overrabbiner om »Herrens veje«: Jeg genkender mange af de temaer der berøres

Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg og tidligere overrabbiner Bent Lexner er enige om, at »Herrens veje« med held demonstrerer, at præster ikke nødvendigvis er bedre mennesker. Det samme gælder også rabbinere, skriver Bent Lexner i sin kommentar til aftenens afsnit.

Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg og tidligere overrabbiner Bent Lexner er enige om, at »Herrens veje« med held demonstrerer, at præster ikke nødvendigvis er bedre mennesker.
Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg og tidligere overrabbiner Bent Lexner er enige om, at »Herrens veje« med held demonstrerer, at præster ikke nødvendigvis er bedre mennesker.

DRs store dramasatsning »Herrens veje« lider af flere af de skavanker, der er begyndt at plage DRs serier i de senere år.

Der bliver satset på ydre »events«, i dette tilfælde utroskab, alkoholisme og nedskydning af civilister, snarere end på en psykologisk dybde der ellers ville tillade os at gro ind i serien. Alle kender nogen, der drikker eller har affærer.

Det er ikke i sig selv opsigtsvækkende, og bliver i serien gjort yderligere banalt, når man har en følelse af, at handlingen mest af alt er et produkt af nogle forfatteres brainstorm og en whiteboard med noter på. Man er ligefrem begyndt at længes efter en BBC’sk fornemmelse for indlevede karakterer, gerne blandet op med lidt social indignation.

Så meget desto mere, når DRs serier tidligere kunnet bryste sig af at indeholde den dobbelte historie, hvor samfundsbeskrivelse krydser personbeskrivelse. I »Herrens veje« er det tematiske spørgsmål om kristendommens og kirkens relevans i nutiden dog stort set misligeholdt i en serie af opstyltede situationer. Man har simpelthen ikke stolet tilstrækkeligt på publikums interesse for emnet, og en stor chance for at genåbne danskernes kristenkulturelle bagage må nu siges at være blevet forpasset.

Det er dog ikke givet, at dette i sig selv er et problem for alle seere, der jo kommer til serien med hver sin form for åndelig bagage, og der har, trods store udsving i kvaliteten, været sekvenser og delementer der fungerede i alle afsnit.

Skuespillet er fantastisk, nok til at afsnittet skal have fire stjerner, og selv Ann Leonora Jørgensen fik i aftenens afsnit omsider plads til at nuancere billedet af den kernesunde præstefrue. Storhykleren Johannes slap et afmægtigt raserianfald løs på nogle sagesløse kirkefremmede mennesker, og Lars Mikkelsen balancerer fortsat i rollen på grænsen til det parodiske, hvilket faktisk tilføjer serien en interessant dimension. Det er alt andet lige en mærkelig geschæft som præster befinder sig i.

Overfor sin PTSD-ramte søn August demonstrerer Johannes, hvordan tro kan bruges som både våben, undskyldning og alibi, og serien får dermed helt korrekt fat i, at en god kristen sagtens kan have en skidt karakter. Til gengæld bliver der, da August kommer til psykiater, skabt en kunstig modstilling mellem tro og psykiatri.

Jeg tror ikke, at mange af nutidens storbypræster oprigtigt tror, at man kan smide psykofarmakaen i toilettet, blot man beder højt nok til Vorherre.

Bedste replik:

»Tror du bare, du kan kneppe graveren og så fyre mig?« (bliver sagt af graveren til Johannes)

»Du er rabbiner!«

Af Bent Lexner, tidligere overrabbiner
★★★★★☆

Ved et møde på Skamlingsbanken i 1844 sagde den jødiske forfatter Meir Aron Goldschmidt:

»Jeg er jøde, hvad gør jeg her«.

Hans situation var at han ikke følte at han hørte til, at han var ikke accepteret på trods af at han havde gjort meget for at integrere sig. Jeg kunne fristes til at sige det sammen når man har bedt mig kommentere »Herrens Veje«.

Mit udgangspunkt er dog et andet. I dag er de danske jøder velintegreret i det danske samfund og accepteret. Derfor har jeg taget udfordringen op.

Jeg synes, at det 5. afsnit med overskriften: »Led os ikke i fristelse« var virkeligt godt. Skuespillerne er dygtige og handlingen hang godt sammen. Jeg genkender mange af de temaer der berøres.

Johannes overrasker mig når han siger, at man ikke kan elske Gud. Overraskende, fordi det vist hører til det traditionelle dobbelte kærlighedsbud. I Det gamle Testamente hedder det, at du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og senere om at du skal elske din næste som dig selv. Det er min opfattelse, at man godt kan elske Gud, i betydningen, at holde af.

Til gengæld genkender jeg udmærket den situation som Johannes kommer ud for da det unge par, som afslutning på samtalen i forbindelse med deres foranstående bryllup, fortæller Johannes, at de ikke er meget kristne og de opfordrer ham til ikke at tale for meget om Gud.

Denne bemærkning er vist noget som ikke kun præster kan komme ud for. Min egen erfaring omkring forberedelser til bryllupper er den, at jeg i almindelighed har kendt de pågældende igennem mange år og er sikker på, at når de først kommer til mig, så ved de hvad de vil.

Jeg siger ofte, at når man indgår et ægteskab afgiver man noget af sin egen autoritet og at man skal være parat til det. Den kommende brud er i afsnittet er bekymret for om hun nu kan klare at holde ud »indtil døden adskiller jer«. Indenfor de jødiske kredse håber vi på også på, at man kan holde hinanden ud så længe, men her er der en klar forskel på de to religioner. Jødedommen er af den opfattelse, at hvis det ikke længere går mellem de to parter, bør de ikke leve sammen og man tillader skilsmisser.

Det er vist ikke mange i det danske samfund der egentligt er klar over, at skilsmisse, som udgangspunkt, ikke er tilladt i Kristendommen. Det er jo årsagen til, at når man vil skilles i Danmark, kan det ikke, som ved brylluppet, foregå hos præsten, men skal foregå i kommunen.

Én af de ting der til stadighed undrer mig er, at præster ofte beskrives, såvel i litteraturen som i film, som nogle værre nogen. Det kan godt være at der er nogle der mener, at præster og rabbinere bør være bedre end andre mennesker, men den fordom er vi nødt til at fjerne. En oplevelse, som jeg havde som lærer på den jødiske skole, vil jeg gerne fortælle om. En klasse og nogle lærere havde været på lejrskole. Efter at vi var kommet hjem, var der flere der mente, at vi lærere havde været fulde.

Vi tog en snak med eleverne for at høre, hvad der havde fået dem til at mene dette. Efter en debat er der en af eleverne der siger: »De andre var fulde, men du Bent, var det ikke«. Jeg spurgte, hvad der havde ført hende til at sige dette, hvorpå hun svarede: »Du er rabbiner«. Jeg håber, at hun, når hun er blevet voksen, er blevet klar over, at ikke engang rabbinere er bedre mennesker end andre.

»Herrens veje« afsnit 5, DR 1. Søndag aften kl 20.00

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.