Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Q&A med Mette Bock

Mette Bock: Der er en grund til, at der står i regeringsgrundlaget, at DR skal fokuseres, og licensen sættes ned.

Kulturminister Mette Bock (LA) fastholder, at hun intet konkret vil sige om DRs mange skandalesager. Derimod vil hun godt sige, at DR skal fokuseres og beskæres – for det står i regeringsgrundlaget.

Kulturminister Mette Bock
Kulturminister Mette Bock

Der er blæst om DR.  En lang række sager og offentligheden har sat spørgsmålstegn ved, hvordan DR forvalter sin magtposition i det danske samfund. Flere politikere har udtrykt kritik af både DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen og den bestyrelse, der støtter ham.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, foreslog, at Michael Christiansen trak sig som bestyrelsesformand. Til det svarede Michael Christiansen i løbet af tirsdagen, at det havde han ikke tænkt sig, at han havde bestyrelsens opbakning, og at den eneste, der kunne fyre ham, er kulturminister Mette Bock.

Har du tænkt dig at fyre Michael Christiansen?

»Der har været vild ballade om Statsradiofonien, siden den blev etableret i 1925, så det er der intet nyt i. Det er jo sådan, at man laver en medieaftale og en public service-aftale med DR, og at man udpeger en bestyrelse. Det er de åbninger, der er for politikerne til at gå ind og forholde sig konkret til, hvad der skal foregå i DR. Det er afgørende for mig, at hvis vi skal have frie medier i dette land, så skal der være politisk armlængde til det konkrete niveau, som ligger på direktionens eller på bestyrelsens bord,« siger Mette Bock til Berlingske.

Er du ikke bange for, at dine vælgere vil sige, at nu har der været så meget ballade, at de forventer, at du griber ind?

»Hvis man er bange for vælgerne, skal man ikke være minister – ja, så skal man ikke være politiker. Man skal gøre det, man synes er rigtigt, og jeg har den principelle indstilling over for forholdet mellem en minister og de institutioner, som ministeren har hånd i hanke med, at ministeren skal skabe rammerne og så overlade den daglige drift og ledelse til institutionernes direktion og bestyrelse. Der kan være tilfælde, hvor tingene udvikler sig, så ministeren må gå ind, og det er der også eksempler på i DRs historie. Men det skal ikke være en indgriben i forlængelse af dagligdags-begivenheder, som kan give nok så megen diskussion i offentligheden og være nok så kritisabelt.«

Men det er jo ikke dagligdags-begivenheder, vi har set i DR, men principielle forhold om DRs virke og opbygning. Michael Christiansen siger, at bestyrelsen ikke har undsagt ham – og den synes at støtte ham i de skandalesager, der har været – men flere medieordførere har sagt, at deres egne bestyrelsesmedlemmer hverken repræsenterer partiernes eller befolkningens holdninger. Vi har altså et bestyrelsesproblem. Hvordan ser du på det?

»Hvis der er bestyrelsesmedlemmer, som føler, at de ikke er blevet ordentlig informeret eller inddraget i DRs sager, så forventer jeg da, at det er noget, man tager op i bestyrelsen. Det er ikke noget, som jeg kan sidde på sidelinjen som kulturminister og blande mig i.«

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, har foreslået, at du indkalder til et møde mellem medieordførerne og Michael Christiansen. Vil du det?

»Nej, det kan jeg love dig for, at jeg ikke vil, for så er både Christiansborg og regeringen rykket direkte ind i bestyrelseslokalet for DR. Det er ikke noget, vi skal stræbe efter. Vi skal debattere DR i det offentlige rum og være meget opmærksomme, når vi laver den næste medieaftale og public service-kontrakt med DR – og jeg kan garantere, at der vil ske rigtig meget – men vi skal ikke ind i det daglige.«

Og jeg kan ikke få dig til at sige noget som helst om de daglige problemer?

»Nej, men jeg vil gerne forholde mig til, hvordan det er at have en mastodont i et mediemarked, der udvikler sig så eksplosivt, som der er tale om for øjeblikket. Det har jeg overhovedet ingen håndskyhed over for, men jeg vil gøre det det rigtige sted.«

OK – men så lad os tale om det. Hvordan har du det med de 25 procent, som Dansk Folkeparti foreslår som nedskæring på DRs budget?

»Det lytter jeg til med stor interesse. Det er et konkret forslag fra et politisk parti og jeg er helt sikker på, at der kommer andre forslag fra andre partier i løbet af efteråret. Regeringen kommer med sit udspil om, hvordan vi vil fokusere DR og sænke licensen lige på den anden side af nytår. Indtil da så kom da bare med alle de forslag.«

Men har du ikke selv en fornemmelse af, hvor du vil have niveauet?

»Jamen, jeg går da og gør mig mine tanker, men jeg har valgt at lægge op til et meget langt tilløb til medieforhandlingerne. Der er over 3.000 danskere, der har været inde på det site, der hedder Antennerneude.dk, og givet deres bidrag til debatten. Ikke fordi det skal være en folkeafstemning, men det berører alle danskere. Jeg har Rødding-møde i denne uge, hvor en række interessenter fra mediebranchen er til stede. Så den lange forberedelse er iværksat for at komme et spadestik dybere, end hvad normalt er, når man laver et medieforlig.«

Men selv om du ikke er meget for at sige noget konkret om det faktiske forløb i DR, er du mere konkret, når det drejer sig om licens – for licensen tager du, så vidt jeg forstår, afstand fra i dens nuværende form?

»Hvordan vi skal finansiere tingene, er i virkeligheden det tredje spørgsmål i en række, hvor det første er, hvad indholdet skal være, og dernæst, hvem der skal producere og levere det. For jeg holder ikke med dem, der siger, at det kun er statsejede medier, der kan levere public service. Dit eget mediehus (Berlingske Media, red.) leverer jo gedigen public service. Og endelig skal vi diskutere, hvordan det skal finansieres. Jeg tror, der er bred enighed om, at den nuværende licensordning ikke længere er tidssvarende. Men så kan man lave alle mulige kombinationsmodeller, hvor noget måske stadig er licensfinansieret, noget kan komme på finansloven og noget måske på abonnement. Så der er mange måder at skrue finansrieringen sammen på.«

Du har sagt, at dér, hvor DR virker konkurrenceforvridende over for private mediehuse, der kan du godt tænke dig en model, hvor man for eksempel kan lave en betalingsmur på dr.dk?

»Det er et tankeeksperiment. Det er ikke sikkert, at det bliver en del af regeringens udspil. Andre mediers store anke har været, at DR har lagt nyheder direkte på nettet, hvor man i andre dele af branchen har kæmpet i årevis for en betalingsmur, så man kan finansiere nyhedsproduktionen. Man peger på, at det er urimeligt, at man har et stort stærkt medie som DR på nettet uden betaling. Og der forsøger jeg at illustrere nytænkning, ved at man kan tænke på andre måder.«

Nu har vi haft en snak om de principielle forhold, men jeg er nødt til at spørge dig: Som almindelig licensbetaler hvordan har du det så med alle disse skandalesager, hvoraf vi måske kun har set en lille del dukke op til overfladen. Hvordan har du det med 11-årige Dicte, der rejser til Iran for at prrøve den smarte hijab-mode? Eller med Gitte Rabøl, der skulle have mere end to millioner kroner som mangfoldighedskonsulent? Og alle de andre sager, der myldrer frem fra en statsinstitution, der får 3,6 milliarder kroner om året. Du må da have en personlig mening som licensbetaler?

»Der er en grund til, at der står i regeringsgrundlaget, at DR skal fokuseres, og licensen sættes ned. Men jeg vil ikke falde i den der grøft. Jeg har selv siddet på den anden side af bordet, og når politikere begynder at blande sig i konkret programindhold i den konkrete dagligdag med afsæt i konkrete enkeltsager, så mister vi det overblik og det perspektiv, som jeg mener, vi bør have som politikere. Derfor vælger jeg at sige, at al den diskussion, der er om DR, gør indtryk, også på mig, men jeg vil ikke kommentere hverken enkelte programmer eller enkelte sager.«

Jo, men det her er jo en kæmpe mastodont, som viser meget alvorlige svagheder både på det principielle og det konkrete niveau?

»Ja, og af samme grund står der i regeringsgrundlaget, at vi skal tage fat i at se på, hvad DRs rolle i det fremtidige medielandskab er. Vi er nok lovgivnings- og aftalemæssigt bagefter, i forhold til hvordan medielandskabet udvikler sig.«

Men jeg kan altså ikke få dig til at udtale dig om en eneste konkret sag, der har været i Danmarks Radio-regi?

»Jeg behøver overhovedet ikke at sige noget om DR, for det er der masser af andre politikere, der gør. Min indgang er, at der skal være en principiel arbejdsdeling, men diskussionen er vigtig.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.