Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
DOBBELTANMELDELSE

Dommedagssekten Herrens veje

Sognepræst Edith Thingstrup giver to stjerner for næstsidste afsnit af »Herrens veje«. Berlingskes anmelder mener, at serien får folkekirken til at ligne en hysterisk dommedagssekt - og giver dette afsnit tre.

Far og søn i (endnu) en intens samtale i niende afsnit af Herrens Veje. Foto. DR
Far og søn i (endnu) en intens samtale i niende afsnit af Herrens Veje. Foto. DR

Herrens veje 9. afsnit, DR 1 søndag aften kl. 20

★★✩✩✩✩

Af Edith Thingstrup, sognepræst ved Ledøje og Smørum kirker

Samtalekøkkenet og bollerummet fylder noget mere end nadverbordet og kirkerummet i næstsidste afsnit af »Herrens veje«. Hvem elsker hvem? Eller rettere: Hvem kan holde hinanden ud? Og sig selv, for den sags skyld. Efter 30 år hopper patriarken Johannes i de kolde bølger med bar dolk – som en anden Peter Aalbæk – og smutter ind i saunaen til Elisabeth. Går tiden baglæns? Kommer vi fra havets kulde og tilbage til varmen i Paradisets have, hvor Adam og Eva ikke ænsede, at de var nøgne? Eller bare tilbage til den dysfunktionelle kernefamilie?

Tilsyneladende ændrer Johannes adfærd, og dog: Kirken tilhører fortsat Johannes, sådan som han igen og igen har påpeget. Og i  dette afsnit skal Johannes’ kirke bruges til at føje den traumatiserede søn August og arvingens behov for at rette op på den synd, der martrer og forfølger ham: Den tildækkede muslimske kvinde han af vanvare dræbte under sin udsendelse som feltpræst. Red en flygtning og slip for spøgelset, lyder den pagt, August har indgået med sin dæmon. Faderen og sønnen skjuler en flygtningedreng i faderens kirke. Herren går nye veje.

Flygtningedrengen beder til Allah i kirketårnet og bliver fjernet af ordensmagten med politisk korrekte biskop Monicas velsignelse, undskyld, godkendelse. For hvad kan en bureaukrat velsigne? Og August, den teologi-uddannede søn, render rundt og jamrer, at han »ikke er værdig til at modtage velsignelsen«. Som om værdige mennesker havde brug for velsignelsen.

»Jeg er kristen, Monica, jeg tror på det bedste i folk,« deklamerer Johannes, der om nogen burde vide, at mennesket er en forvildet synder. Forvildet, eller måske forvirret.

Skuespillet er i top, og intelligensen er i bund. Nul stjerner for public service, fire  for underholdningen – og summa summarum – to stjerner for de matematisk anlagte. Som bekendt fører salomoniske løsninger til døde børn. Men afsnittets flygtningedreng overlevede. Så Allah eller Gud er åbenbart stor, hvis bare man beder tilstrækkeligt inderligt.

Berlingskes anmeldelse:

På knæ for Herren og TV-dramaet

★★★✩✩✩

Af Kristian Lindberg krl@berlingske.dk

Den østrigske filosof Ludvig Wittgensteins måske mest berømte sætning, »Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie«, er blevet brugt af nogle ikke-troende til at afvise beskrivelser af det religiøse som noget, der er dybest set er nonsens.

Det er mildest talt ikke et credo, som DRs serie »Herrens veje« har bekendt sig til. Efter ni afsnit af den ellers på mange måder unikke serie, må man indrømme, at »Herrens veje« på alle tænkelige måder har talt om troen. Den har været sidestillet med sindssyge (familien Kroghs familiesvaghed) og som en slags eventyrlig superkraft, hvor Gud opfylder ønsker.

Kirken gennemrystes af overnaturlige trækvinde, og Jesus græder og bløder i de troendes næsten middelalderlige hallucinationer. Der har været talt og talt, men sjældent som virkelighedens kristne selv taler om deres tro.

Værst er det dog, at troen i »Herrens veje« er blevet fremstillet som en byrde for de stakkels kristne. I deres meget stressende verden bryder livet nemlig sammen, når troen forlader dem som en bøvs efter middagen, fordi de har set noget uretfærdigt, og vender først tilbage i næste afsnit, når de med et fingerknips fra Gud får tegn på, at der er en højere mening med livet.

De råber og skælder ud og knuger og tvinger hinanden på knæ, som var det en frådende vanvittig dommedagssekt og ikke den normalt så velsignet fredsommelige folkekirke, der bliver skildret.

I »Herrens veje« er det aldrig sådan, at troen er et personligt udgangspunkt, som i sig selv skaber mening og sammenhæng, når den som i Danmark (og alle andre steder)  er indlejret i historie og kultur. Det må hænge sammen med, at nogle af seriens skabere selv står fremmede over for troen som livsindhold, men først og fremmest skyldes det jo nok, at den usynlige indre tro ikke egner sig til TV-dramatik, medmindre man hedder Ingmar Bergman og kan få en film til at handle om Gud eller fraværet af Gud, uden at ordet nævnes en eneste gang.

I »Herrens veje« nævnes det i hveranden sætning, uden at man kommer sagens kerne ret meget nærmere. Der bliver bestemt ikke tiet. DR skal dog have tak for overhovedet at have kastet sig ud i emnet, velvidende at emnet er næsten umuligt at have med at gøre, når hvert menneske jo er saligt i sin egen tro. Og når jeg alligevel i anmeldelse efter anmeldelse har givet pæne stjerner, skyldes det skuespillernes kompromisløse præstationer.
De har strakt sig langt, også når det handlede om at fylde huller i manuskriptet, og er alle som én kommet helskindet ud på den anden side.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.