Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Teknologien vil gøre dit køkken klogere

Ovnen, køleskabet, vaskemaskinen og de mange andre køkken- og husholdningsprodukter, der fylder hjemmet op, skal være klogere og lettere at kommunikere med. Det er et af fokusområderne hos store elektronikproducenter på forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas.

LGs chef for produkter til husholdningen Dave VanderWaal fremviste selskabets løsning LG Home Chat, der forbinder køkken- og husholdningsprodukter og gør det muligt at chatte med dem.
LGs chef for produkter til husholdningen Dave VanderWaal fremviste selskabets løsning LG Home Chat, der forbinder køkken- og husholdningsprodukter og gør det muligt at chatte med dem.

LAS VEGAS: Var der nu æg på hylderne? Mælk nok? Og skal der egentlig andre ingredienser i indkøbskurven, som ikke lige står hjemme bag køleskabsdøren? Det skal køleskabet nu selv kunne svare på over chat på mobilen. Vaskemaskinen skal kunne svare på, hvor langt den er i vaskeprocessen. Ligesom hjemmets produkter skal kunne slukkes, bare man siger det til dem.

Elektronikproducenterne flytter i stigende grad nye funktioner ind i hvidevarer og køkken- og husholdningsprodukter, som skal kunne kommunikere med dig over chat, sms eller direkte tale. Køkkenet, vaskerummet og hjemmet generelt skal kunne kommunikere med hinanden og med ejeren af det.

Sådan lød en af tendenserne på verdens største forbrugerelektronikmesse Consumer Electronic Show - CES 2014, da en række af de store producenter som Samsung og LG mandag præsenterede deres syn på årets teknologiske tendenser og en række produkter på pressemøder i Las Vegas, USA.

Hos sydkoreanske Samsung lød vurderingen fra topchefen for selskabet i USA, Tim Baxter, at 2014 for alvor vil blive året for »internet of things«, der er betegnelsen for, at flere produkter bliver forbundne - og eksempelvis har indbygget adgang til internettet.

»2014 er virkelig året for »internet of things«. Tingene omkring os bliver smartere, får indbygget chips og snakker konstant med hinanden. Og det handler ikke blot om, at tingene blive smartere, men om at folk kan leve smartere,« lød det fra Tim Baxter på pressemødet, hvor Samsung blandt andet viste sit bud på en løsning til det smarte hjem.

Løsningen Samsung Smart Home, der blev annonceret på CES, er udviklet til at kunne forbinde udstyr i hjemmet, fra smart-TV til hvidevarer og smartphone - og gøre det muligt for brugeren at kontrollere og styre dem via en platform.

Den vil blive rullet ud i første halvdel af 2014 sammen med en ny linje af hvidevarer og køkkenprodukter fra Samsung, men det fremgik på pressemødet ikke til hvilke lande. Løsningen vil blandt andet gøre det muligt via mobilen at tænde, slukke og give produkter beskeder, mens man ikke er hjemme, eller styre dem med stemmen, når man er - eksempelvis ved at sige »sluk«.

Nu skal køleskabet chatte

Hos sydkoreanske LG var der ligeledes sat fokus på smartere hjem - og på at gøre hvidevarer klogere og kommunikationen med dem lettere.

Selskabet har til den opgave blandt andet indgået et samarbejde med den populære japanske chatbeskedtjeneste Line og udviklet tjenesten LG Homechat, der gør det muligt at chatte med køleskabet, hvis man er i tvivl om, hvorvidt man mangler en særlig ingrediens til den ret, der står på menuen, når man kommer hjem fra supermarkedet. Ligesom det gør det muligt at sende en besked til vaskemaskinen og få svar på, om den er i gang med at centrifugere tøjet, eller eksempelvis bede ovnen om at slukke.

Ideen med tjenesten er, at brugeren af den kan chatte og tyde det, man skriver - og altså ikke skal benytte lister af programmerede kommandoer, forklarede selskabets chef for hvidevarer i USA, David VanderWall.

Løsningen bliver rullet ud over de kommende måneder sammen med en række nye smarte hvidevarer fra LG, men det blev ikke oplyst til hvilke lande.

Sammen med de nye funktioner, der skal gøre det lettere for folk at kommunikere med deres køleskabet, frysere, vaskemaskiner, ovne og andre hvidevarer i hjemmet, havde både LG og Samsung også eksempler netop på nye linjer at produkter i det felt, som de nye funktioner vil blive lanceret sammen med over de kommende måneder.

Fra LG var der blandt andet et bud på en ny låge til vaskemaskiner, der kan åbnes på forskellige måder. Der var nye betjeningspaneler, og køleskabe med to frysere.

Fra Samsung blev en ny linje af produkter til hjemmet præsenteret på baggrund af en samarbejde med et hold af kokke, som har hjulpet selskabet med input til nye designelementer. Blandt andet en inddeling i køleskabet, der gør det muligt at opbevare forskellige produkter under den temperatur, som passer til dem, samt en opvaskemaskine, som sender vandet rundt i maskinen på en ny måde, der skulle nå helt ud i alle hjørner af opvaskemaskinen.

Hårtørreren skal give håret fugt

På japanske Panasonics pressemøde blev der også lagt vægt på, at selskabet er mere end et, som producerer fjernsyn.

Det skete blandt andet med fremvisningen af en ny linje beauty-produkter som blandt andet en hårtørrer, der ikke blot tørrer håret, men også tilfører det fugt. Den vil selskabet vise frem i en beauty-salon, når udstillingen på CES åbner tirsdag, hvor deltagerne kan komme forbi og få fønet håret.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES) på www.business.dk/digital, www.b.dk/tech og i den trykte avis. Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.