Til yoga i Guds hus

Flere københavnske kirker tilbyder yoga, meditation og mindfulness som et supplement til gudstjenesten.
B Søndag tog til yoga i Kristuskirken på Nørrebro.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Balanceøvelsen »træet« kræver koncentration. Normalt stirrer jeg ud på en bestemt gren i en baggård på Vesterbro, når jeg er til yoga i det lokale træningscenter og står på ét ben – velvidende at jeg vælter, hvis jeg lukker øjnene mere end et splitsekund. I dag falder mit blik i stedet på et kors, der fylder det meste af Kristuskirkens endevæg.

Kirken, som ligger et stenkast fra Søerne, er ikke en af de 106 sognekirker i Københavns Stift, men bygger på et folkekirkeligt grundlag. Den huser blandt andre »Byens Valgmenighed«, som selv kalder sig »folkekirke med kant«, og som blandt andet byder Yogafaith indenfor – en yogaform, der forener yoga og kristendom – hver anden onsdag aften. Aftenens tema er mod, fortæller Elise Bang, der er en af de fem Yogafaith-instruktører i København.

»Hvordan finder vi modet til at gøre nogle af de ting, vi drømmer om? I denne Yogafaith-time gør vi det ved at turde prøve nye stillinger, for eksempel at stå på et ben med lukkede øjne, eller måske stå på hovedet eller bare lave nye øvelser, vi ikke har prøvet før.«

Det lyder umiddelbart som en af de mange yogatimer, jeg før har deltaget i, men der er alligevel en væsentlig forskel, for her handler det om at komme tættere på Gud gennem yoga.

Den amerikanske kristne sanger Kristine DiMarcos blide røst strømmer gennem det store kirkerum, hvor Bibelen ligger slået op på gulvet – helt præcist på Matthæusevangeliet kapitel 7 – som vi kort forinden har hørt instruktøren læse op af.

»Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får, og den, som søger, finder, og den, som banker på, lukkes der op for.«

Oplæsningen bliver fulgt af høj puls – solhilsen, hundestræk, ploven og balanceøvelser – i 20 minutter, inden vi igen ligger på ryggen og bliver mindet om, hvorfor vi befinder os midt i et kirkerum med endnu en Bibeltekst .

Med yogamåtten under armen

Foto: Scanpix.
Foto: Scanpix.

De seneste ti år er yogamåtten blevet en fast ingrediens i mange moderne menneskers liv. Vi dyrker hatha, vinyasa, flow og hot, alt efter temperament – enten i træningscentret, på yogaskoler eller i kirken, som lægger rum til den ugentlige yogatime.

UKirke på Vesterbro reklamerer for morgenyoga hver tirsdag og torsdag. Kristkirken ved Enghave Plads kombinerer yogaen med filmaftener, mens Timotheuskirken i Valby også har tilbudt yoga.

I Brorsons Kirke på Nørrebro er kirkens ansatte og frivillige de seneste tre år blevet undervist i yoga. Det har hidtil været et eksperiment, men kirken arbejder nu på at kunne byde alle københavnere indenfor inden længe, fortæller ungdomspræst Nicolaj Stubbe Hørlyck.

»Rigtig mange af dem, som kommer her i kirken, dyrker også yoga. De gør det i forskellige sammenhænge. Nogle i fitnesscentret, hvor det kan minde om gymnastik, andre dyrker det steder, hvor indholdet er mere uklart, og hvor der måske er referencer til hinduismen, men det tager man så med som kristen, fordi man gerne vil dyrke yoga. Der tror jeg, kirken kan være et godt alternativ, fordi vi er tydelige omkring vores kristne identitet,« siger Nicolaj Stubbe Hørlyck.

»Kirken har jo altid været ret god til – havde jeg nær sagt – at stjæle andres fester og give dem et kristent indhold«

Flere kirker i København tilbyder yogaundervisning. Her er det Kristuskirken på Nørrebro, hvor der bliver undervist i Yogafaith. Foto: Thomas Lekfeldt.
Flere kirker i København tilbyder yogaundervisning. Her er det Kristuskirken på Nørrebro, hvor der bliver undervist i Yogafaith. Foto: Thomas Lekfeldt.

Kirkeyoga er langtfra det eneste nye, folkekirken har på programmet i disse år. Tag bare spaghettigudstjenester, som er børnegudstjenester med fællesspisning, eller baby-salmesang. Selv om yoga ikke har et kristent udgangspunkt, kan Københavs biskop, Peter Skov-Jakobsen, godt se ideen i at bringe den populære træningsform ind i kirkerummet.

»Jeg synes principielt, at i en metropol må det være sådan, at man er åben, men selvfølgelig skal det være meget tydeligt, hvad det er, der foregår. Hvis nogle præster kan gøre det til en kristen meditationsform eller en kristen andagtsform, synes jeg kun, det er spændende. Kirken har jo altid været ret god til – havde jeg nær sagt – at stjæle andres fester og give dem et kristent indhold. Solhvervsfesten, julen, begyndte også som noget andet, men den har vi taget til os for at fejre Jesus’ fødselsdag. På den måde har folkekirken aldrig været for fin til at tage de gode fester,« siger Peter Skov-Jakobsen.

Men det er ikke alle, der klapper i hænderne ved tanken om, at det nu er muligt at dyrke yoga på kirkegulvet. I den kristne ugeavis »Udfordringen« advarede cand.theol, journalist og debattør Iben Thranholm sidste år mod at blande yoga og kristendom, fordi yogaen er en hinduistisk praksis, der er udviklet til, »at man gennem en række kropslige øvelser kan åbne sindet for de mange guder, som findes i hinduismen.«

Også i USA bliver yoga i kirken debatteret i stor stil – både blandt katolikker og protestanter. For eksempel hos netværket Todays Christian Women, hvor en af de ivrige debattører, den tidligere yogalærer og forfatter Laurette Willis, mener, at det svarer til at sige, at man er »kristen buddhist« eller »kristen hinduist«.

Hun har selv lagt yogaen på hylden og i stedet opfundet sin egen skole, »PraiseMoves Fitness Ministry«, for kristne, der gerne vil strække ud og bede til Gud samtidig.

»I den danske folkekirke må man sige, at vi beskæftiger os mest med ånd og ikke så meget med krop«

Yoga i Kristuskirken, en frikirke på Nørrebro. Der er intet krav, om at man er kristen, men derimod skal man helst tro på en Gud. Foto: Thomas Lekfeldt.
Yoga i Kristuskirken, en frikirke på Nørrebro. Der er intet krav, om at man er kristen, men derimod skal man helst tro på en Gud. Foto: Thomas Lekfeldt.

Spørger man religionshistoriker ved Syddansk Universitet, Mikael Aktor, er det lidt af en tilsnigelse at kalde yogaen en hinduistisk tradition.

»Det, vi kalder for yoga, er øvelser, vi kender fra Indien, men de er i virkeligheden blandet op med europæiske gymnastiktraditioner inklusiv danske. De kom til Indien via den britiske hær og kom til at fungere som inspiration for opbygningen af en national sundhedsbevægelse, som igen var en del af uafhængighedsbevægelsen. Det gælder i det hele taget meget af det, vi tror, er indisk eller østligt. Ofte er det et miks mellem øst og vest,« siger han.

I Indien er det heller ikke usædvanligt, at de kristne samfund dyrker yoga, fortæller Nicolaj Stubbe Hørlyck, som har boet i landet, der hovedsagelig er hinduistisk.

»Jeg har oplevet talrige steder i Indien, at yogaen bliver sat ind i en kristen sammenhæng især i den katolske kirke, hvilket nok hænger sammen med, at man inden for klostre arbejder mere med bøn og meditation. Derfor kan man ikke sige, at der ligger en teologi i selve yogaen. Det gør der derimod i de enkelte yogaskoler, derfor er det legitimt at dyrke yoga med en kristen dogmatik,« siger Nicolaj Stubbe Hørlyck, der også ser det som en måde at få mere fokus på kroppen i kirken.

»I den danske folkekirke må man sige, at vi beskæftiger os mest med ånd og ikke så meget med krop. Vi folder hænderne, når vi beder, og knæler, når vi modtager nadveren, men det er så det. Jeg mener netop, at yogaen kan forbinde krop og ånd.«

I UKirke, der blandt andet er kendt for sine alternative arrangementer som Relax N’Reflekt og for at samarbejde med gadefesten Distortion, lægger præst Thomas Nedergaard gerne sig selv på yogamåtten, når en instruktør to morgener om ugen låner kirkerummet til undervisning. Kirken henvender sig især til unge, og det er mest studerende, som bruger den. Her er ingen kristne budskaber i selve yogaen, og det er helt bevidst.

»Der er en stor åndelighed i kirkerummet, rummet er skabt til at tænke tanker, der går ud over os selv. I og med at Kristus står fire meter høj foran dig, har rummet jo et enormt kristent islæt i sig, men vi vil ikke lægge kristendommen ned over folk. Mange af dem, der kommer her i kirken, er ikke nogen, der ellers går i kirke – nogle har endda fordomme mod kirken.«

»Så i stedet for at prædike i forbindelse med yogaen, vil vi vise, hvorfor det er interessant at bruge et kirkerum. At her kan man komme, som man er, uden at blive påduttet noget. Og så er yogaen selvfølgelig beregnet til at kunne være i en kristen kirke, det er altså ikke en hinduistisk yoga eller andre former for religiøs yoga, vi dyrker.«

»Her bruger vi mindfulness til at være til stede, men vores budskab er samtidig, at livet får vi aldrig til at lykkes. Som mennesker er vi ikke fejlfri«

Kristuskirken er en frikirke på Nørrebro. Her kan man deltage i Yogafaith time med Elise Bang. Foto: Thomas Lekfeldt.
Kristuskirken er en frikirke på Nørrebro. Her kan man deltage i Yogafaith time med Elise Bang. Foto: Thomas Lekfeldt.

Mindfulness har også fundet vej til folkekirken. Uden for Matthæuskirken på Vesterbro inviterer en stor poster til ugentlige sessions, hvor præst Birgitte Kragh Engholm og mindfulnessinstruktør Christin Illeborg guider deltagerne igennem en alternativ gudstjeneste.

Mindfulness stammer oprindeligt fra buddhismen, men har de senere år sneget sig ind i alt fra stressbehandling til selvhjælpsbøger om børneopdragelse. Det handler blandt andet om at fokusere på åndedrættet og være opmærksom på sine følelser og sine omgivelser på en neutral måde.

»En tredjedel af folkekirkens medlemmer har en ikke-dogmatisk indstilling til kirken, de er mere søgende og har en spirituel tilgang til tro. Nogle taler om google-buddhister. Man har sit fundament og sine fødder stående på den kristne grund, men man har også hevet lidt andet ind. Jeg tænkte, at når vi nu er folkets kirke, skal vi være der, hvor folk er, så jeg overvejede, hvad vi kunne gøre for at møde den gruppe. Opgaven her er, at vi bliver på den kristne grund, men at vi lytter til de mennesker der, hvor de er,« siger Birgitte Kragh Engholm.

For tre år siden startede hun med en månedlig mindfulnessgudstjeneste, men nu åbner kirken dørene hver onsdag.

»Der er ingen decideret prædiken, men jeg har en kort refleksion over et emne, som hver gang udgør den røde tråd. Der er salmer, der er Fadervor, der er velsignelse. Men fordi, det er uden manuskript, bliver det mere blødt. Jeg har heller ikke præstekjole på, jeg sidder i mit almindelige tøj ved siden af instruktøren, som er med til at guide deltagerne,« siger Birgitte Kragh Engholm, som slår fast, at hun ikke laver selvudvikling i kirken.

»Vi lever i individualiseringens tidsalder, hvor vi hele tiden skal være større. Hvis livet ikke lykkes, kan vi altid opsøge en terapeut eller coach, og den tradition kan man også læse mindfulness ind i. Her i kirken vil vi det modsatte. Her bruger vi mindfulness til at være til stede, men vores budskab er samtidig, at livet får vi aldrig til at lykkes. Som mennesker er vi ikke fejlfri.«

Spørgsmålet er, om nogle af de mange yogaglade danskere – eller dem, som læser selvhjælpsbøger om mindfulness og meditation – fremover vil finde vej til kirken lidt oftere. Det kan religionshistorikeren godt forestille sig.

»Det giver en åndelig dimension, når yoga og mindfulness foregår i kirken. Det, der sker i kirkerne i disse år, er netop, at de begynder at indrette sig efter folkereligiøsiteten, som ser noget attraktivt i for eksempel pilgrimsfærd til Santiago de Compostela, mindfulness, yoga og afslapning. Men det er klart, at det giver nogle teologiske diskussioner inden for kirken,« siger Mikael Aktor.

Og så vender der tilbage til bønnen..

Stemningen har også stor betydning for yoga oplevelsen. Foto: Thomas Lekfeldt.
Stemningen har også stor betydning for yoga oplevelsen. Foto: Thomas Lekfeldt.

Tilbage i yogaklassen er det blevet tid til krigerstillingen og til sidst en meditation, hvor vi tæller langsomt ned fra 25 og visualiserer tallet. Timen afsluttes med en bøn, hvor vi vender tilbage til modet, som har været omdrejningspunktet i dag.

»Gud skabte os alle med et formål. At turde springe ud i noget nyt, kræver mod. Men det er også her, vi vokser som mennesker og også i vores relationer. Vi skal turde løbe risici, for vi kender ikke udfaldet. Frygt for at fejle kan berøve både glæde og lykke. Frygt er ikke en del af Guds plan for os.«

Alle budskaber stammer dog ikke fra Biblen. Mens vi stadig sidder i skrædderstilling, samler vi hver især håndfladerne sammen foran brystet og bøjer hovedet, mens instruktøren nærmest hvisker under det høje loft: »Namaste«. Det er sanskrit og betyder »jeg bøjer mig for dig«.

»Og i den her sammenhæng er det selvfølgelig Gud, jeg bøjer mig for,« tilføjer Elise Bang.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.