Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Til kakaoceremoni: »Hvis du giver kakaoen lov, kan du bruge den til at komme i kontakt med det i dig, som du trænger til at mærke«

En kop kakao er ikke kun populær på en kold vinterdag. Også til særlige ceremonier er kakaobønnen på dagsordenen som led i selvudvikling.

Koppens indhold er tykt med et tyndt lag olie på overfladen. Der er ikke mange ligheder med den kakao, jeg af og til får serveret til børnefødselsdage eller på en kold vinterdag, bemærker jeg, da jeg tager en slurk og kan føle den mørke masse fordele sig i munden. Jeg drikker den hurtigt – så meget, der nu kan drikkes. Sidste halvdel indtager jeg med en ske – det samme gælder de fleste af deltagerne til dagens kakaoceremoni, hvor vi har sat os i en rundkreds klar til at eksperimentere med kakao.

»Kakaoen virker, når du er klar til at lade den virke. Måske har du lyst til intet at foretage dig, og måske mærker du først effekten, når du kommer hjem. Hvis du har lyst til at ligge ned, lig ned, hvis du har lyst til at danse, dans. Vi bruger kakaoen på cirka samme måde, som det er blevet brugt tidligere hos mayaerne: Som et samarbejdende og intelligent væsen,« siger Metta Myrna, underviser og indehaver af skolerne »Lige her lige nu« og »Kærlig Kakao«.

Ceremonien starter med, at vi alle fortæller om, hvorfor vi er her, og hvad vi håber at få ud af de næste fire timer. En mand midt i 30erne fortæller, at det er fjerde gang, han er med til en ceremoni. For ham handler det om at have tid til at fordybe sig uden afbrydelser. Andre er nysgerrige, fordi de har hørt eller læst, at kakao kan bruges til andet end at varme ganen på.

Løfter humøret

Der er ikke noget nyt i, at kakao bliver tillagt særlige egenskaber. De fleste af os husker Bridget Jones, som spiste chokolade til morgenmad, når livet blev for svært. Eller udtrykket »syndige« opskrifter på kakao og chokoladekager. Det videnskabelige navn for kakao, theobroma, betyder da heller intet mindre end »gudernes føde«. Måske fordi kakao indeholder en række stoffer, der er kendt for at løfte humøret – for eksempel fenylethylamin, der efter sigende virker som et afrodisiakum på kvinder. Men der er mere end sundhed og forførelse at hente, mener mange spirituelle i USA og Europa, som har taget kakaobønnen til sig de senere år. I nogle kredse bliver den brugt til selvudvikling som her i ceremonier forbundet med en række ritualer. Den kakao, vi drikker, er specialdyrket i Guatemala og blandet med vand, chili, kardemomme og vanilje.

»Kakao har nogle af de samme kemiske komponenter som anti-depressiver, og hvis du giver kakaoen lov, kan du også bruge den til at komme i kontakt med det i dig, som du trænger til at mærke og hele. Samtidig er den proppet med gode mineraler – selv fedtet er godt. Men fordi den øger blodgennemstrømningen med 30-40 procent, er det ikke nogen god idé at drikke en hel ceremoniel dosis, hvis du har hjerteproblemer eller meget højt blodtryk,« siger Metta Myrna om kakaoen, som for øvrigt er livsfarlig for hunde, heste, papegøjer og katte.

»Lige meget hvad du oplever, så husk, at kakao aldrig giver dig noget, som du ikke på et eller andet plan ønsker. Hvis du ikke føler dig fuldstændig tryg, så fokuser på din vejrtrækning, og hvis du hellere vil være fri for at mærke det, som kommer op, så bare kig dig omkring og tænk på noget andet – det er altid dit eget valg, hvor dybt du vil gå,« siger hun.

Der går cirka et kvarter, før kakaoen begynder at virke. I hvert fald føles hovedet tungere, og jeg synker længere ned i den bløde pude, mens livemusikerne slår en tone an på guitaren. Den ene, Catharina Messell, er musikterapeut og arbejder blandt andet på Rigshospitalets børnekræftafdeling, mens en anden, Kristian Kjærgaard, til hverdag beskæftiger sig med personlig og spirituel udvikling i erhvervslivet. De starter stille og i mol med en strofe af den persiske digter Rumi fra 1200-tallet.

»Come, come, whoever you are, wanderer, worshiper, lover of leaving, it doesn’t matter. Ours is not a caravan of despair. Come, even if you have broken your vow a hundred times. Come, come again, come«.

Digtet blev oprindeligt skrevet af persiske Rumi, der levede fra 1207-1273. I dag er hans arbejde populært som aldrig før – ikke mindst i USA, hvor blandt andre Madonna har været med til at udbrede den 800 år gamle poesi.

Traditioner fra hele verden

Der er i det hele taget meget, som rækker tilbage i tiden i dagens ceremoni. »Sana mi alma« – helbred min sjæl – lyder den næste sang fra Colombia, mens »Unci Maka«, som betyder Grandmother Earth, har sin oprindelse hos den nordamerikanske Lakota-stamme. En kvinde lægger sig som den første ned. Flere følger hende, og inden længe er alle kommet helt ned i gear. Selv er jeg på nippet til at falde i søvn, da der lyder et kæmpe brag, som viser sig at komme fra et trommeskind. Musikerne og Metta Myrna har rejst sig og bevæger sig rundt i lokalet, mens de slår løs. Der bliver viftet med fjer og en let røg fra brændt salvie, som er kendt for at virke beroligende, breder sig i lokalet. Så bliver der igen stille.

Brænt salvia bliver brugt i ceremonien.
Brænt salvia bliver brugt i ceremonien.

Det mest spirituelle, jeg har før har været med til, er et enkelt mantra eller to og et »omm«, »namaste« eller en chanten i en yogaklasse. Her er noget andet på spil, tænker jeg, da den næste sang, som består af et hindu-mantra.

Vi har på få timer været i stort set alle verdenshjørner og trukket på en lang række spirituelle traditioner. Ikke mindst shamanismen, der kan spores 40.000 år tilbage og har været brugt fra Grønland til Sydafrika og fra Amerika til Australien. Den går i korte træk ud på, at de forskellige befolkningsgrupper havde en leder – kaldet en shaman – der var udvalgt på grund af shamanens kontakt med gudernes og åndernes verden. Shamanisme, som den bruges i dag, handler i høj grad om at tænke verden som et samlet hele, hvor alt har liv, fortæller Metta Myrna. Trommer udgør ofte lydtæppet i shamanistiske ceremonier.

»Den shamanistiske tilgang er meget basal. Den handler dybest set om, at vi hænger sammen med jorden, planterne og dyrene, og at vi har respekt for dem. Man kan kalde det en lidt naiv fornemmelse af, at verden faktisk taler til mig, og jeg lever i et samarbejde med verden, ligesom jeg betragter kakaoen som et samarbejdende væsen,« siger Metta Myrna, da vi senere taler om de mange traditioner, der er repræsenteret her i eftermiddag.

»Det er ikke noget nyt, at man rækker ud mod alle mulige steder og tager det, man kan bruge, og blander det sammen – mere eller mindre respektfuldt. Det er jo det, nogle med et lidt nedsættende begreb kalder new age, og det er blevet vores måde i den vestlige verden at håndtere spiritualitet, nu vi har mistet vores egen. Alene det at kombinere yoga og buddhistisk meditation er en sammenblanding, men det tænker vi ikke over. Måske fordi både yoga og meditation er blevet mainstream, og mange går ind i det ud fra en ren cost-benefit analyse. Men nogle opdager, at der er en spirituel side også.«

Nogle deltagere starter med en vis portion skepsis, fortæller hun. Men for det meste fortager forbeholdene sig, når ceremonien starter. Om man ønsker at købe præmissen om, at kakao er en del af en levende organisme, er mindre vigtigt, mener Metta Myrna. »Det er meget i modstrid med vores naturvidenskabelige paradigme, men på den anden side kan man også forklare kakaoens virkning med vores traditionelle videnskab. Det er jo blevet undersøgt ret grundigt, hvordan den påvirker os, og det er super interessant. Så man behøver ikke have en spirituel overbygning, begge dele er jo lige sandt.«

Kakao som party-drug

Det er ikke kun i forbindelse med ceremonier i storbyer verden over, at kakaoen har fået et nyt liv. For nylig beskrev britiske The Independent, hvordan en klub i Berlin afholder fester, hvor gæsterne hører elektronisk musik og danser – høje på kakao. Det globale alkoholfrie initiativ Morning Gloryville, som arrangerer rave-dans om morgenen, har også indført kakao til nogle af deres morgenfester, ligsom metroxpress sidste år under overskriften »Unge dropper narko tilfordel for kakao« kunne berette, at kakao nogle steder kan købes i pilleform eller endda sniffes.

Ofte stammer den koncentrerede kakao fra området omkring søen Atitlan i Guatemala, som er kendt for at tiltrække spirituelle.

Bønnerne er udvalgt af den såkaldte kakao-shaman, amerikaneren Keith Wilson, som har opholdt sig i Guatemala i en lang årrække, hvor han har skabt sig et navn og hvert år tiltrækker rejsende fra hele verden.

Og han er langt fra den eneste, der har vendt blikket mod Latinamerika for at dyrke nogle af oprindelige traditioner på kontinentet. Før i tiden rejste Metta Myrna oftest til Indien for at søge inspiration, men i de senere år er det Syd- og Mellemamerika, hun har søgt til, og i dag står de oprindelige folks kultur i denne del af verden højt på listen over inspirationskilder.

»Jeg fornemmer, at der er en søgen efter et spirituelt fodfæste i Vesten. Rundt om i verden findes der stadig stammer af oprindelige folk, som har gemt på en næsten uspoleret visdom, og som gerne vil dele den med os, som har glemt den. I dag er nogle af disse folk i Mellem- og Sydamerika relativt nemmere at komme til, end hvis man vil finde det oprindelige på vores breddegrader – for eksempel hos samerne, som måske ikke er så nemme at komme i kontakt med,« siger Mette Myrna.

Længere sydpå, i Amazonas, har søgende vesterlændinge i flere årtier rejst efter drikken ayahuasca, som udvindes af planter i regnskoven, og som indeholder det euforiserende stof DMT, der også findes i LSD.

Ayahuasca bliver blandt andet brugt af shamaner, og den bevidsthedsudvidende oplevelse, man efter sigende kan opnå ved at drikke planteudtrækket, har skabt en regulær ayahuasca-turisme til især Peru, hvor alt fra rygsækrejsende til forfattere som Ib Michael og Thomas Boberg har lagt vejen forbi. Herhjemme er det forbudt – for nylig tabte den religiøse bevægelse med brasilianske aner »Nordens Ceu Sagrado« en retssag mod Sundheds- og Ældreministeriet og Kirkeministeriet i to sager, hvor de havde indstævnet ministerierne for brud på retten til religionsfrihedpå grund af et forbud mod, at menigheden brugte ayahuasca i deres ceremonier.

Med kakaoen er det anderledes. Den kan indtages hvor som helst, og selv en »overdosis« kan ikke give andet end kvalme og hovedpine. Spiser man anti-depressiver, skal man også holde lidt igen, får vi at vide.

»Kakao er ikke et hallucinogen, og det er nok grunden til, at det er blevet overset i hippie-tidens eksperimenter med bevidsthedsudvidende stoffer. Men det er min erfaring, at det kan virke lige så åbnende som ayahuasca – hvis man ønsker det,« siger Metta Myrna.

Snus fra Amazonas

Ceremonien lakker mod enden, men inden supplerer vi kakoen med en rapé – en snus med tobak og urter fra Amazonas i Brasilien. Det er helt lovligt, forsikrer hun, mens vi på skift bruger et lille rør til indtage snusen gennem næsen. For en ikke-ryger som mig, giver selv en lille dosis nikotin lidt af et sus.

Shamanismen - med trommer - indgår ofte i kakaoceremonier.
Shamanismen - med trommer - indgår ofte i kakaoceremonier.

Inden længe stiger musikken i tempo. Sangen fra 1969 »Let the sunshine« har fået flere til at rejse sig og synge med, mens jeg selv så småt er ved at vågne. Det er blevet tid til at dele vores oplevelser.

»Musikken, tror jeg, fik mig til mentalt at forvandle mig til forskellige dyr og planter. Jeg har været jorden rundt. Det har været en rigtig god rejse – indre som ydre. Tusind tak,« siger en ung mand, mens en anden, der har smilet sig gennem ceremonien, siger, at han har lyst til at invitere os alle hjem, fordi han føler, at han på kort tid har lært os at kende.

Kristian Kjærgaard, som har spillet et repertoire på guitaren, der spænder fra gamle sange fra Latinamerika til hindu-vers, fortæller om glæden ved at »fordybe sig i verdens visdomstraditioner«.

»Jeg føler mig priviligeret over at være med til at formidle musik, hvis intention er at få mennesker til at føle sig levende, fredsfyldte og værdifulde,« siger han.

Efter min egen rejse ud af lokalet og til en trafikeret vej på Frederiksberg, stopper jeg et øjeblik og misser med øjnene mod aftensolen. Om det er kakaoen, snusen, salvien eller musikken, ved jeg ikke, men jeg føler mig en smule virkelighedsfjern, desorienteret og bombarderet med sanseindtryk. Lettere påvirket, rent faktisk – dog ikke mere, end at jeg fint finder hjem til Vesterbro. Måske skulle man alligevel til at drikke kakao lidt oftere? Og ikke kun den slags, man får serveret til børnefødselsdage.

kais@berlingske.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.