Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Naturen er dit gratis, udendørs træningscenter

Mærk vejret, se lyset, duft til skoven, indsnus havluften, føl græsset med hænderne. Og din motivation øges mærkbart, når du skal træne dine muskler. Flere og flere vælger naturens faciliteter, viser en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut.

Søren Malling, forfatter til bogen »Træn i det fri«. Foto: Ida Marie Odgaard.
Søren Malling, forfatter til bogen »Træn i det fri«. Foto: Ida Marie Odgaard.

På stranden, i skoven, langs stier, på badebroer, i parker eller på nogle af de mange træningsstationer, der skyder op rundt om i byerne.

Outdoortræning er blevet en fast del af stadigt flere danskeres liv. Vi træner i stigende grad i naturen, løber og kombinerer med styrketræningsøvelser, hvor mulighederne for at variere næsten er uendelige. Alene eller sammen med andre.

På en bænk eller en træstub, hængende i armene ned fra et tag, krabber os baglæns op ad trapper, smider os på en badebro og gisper, for at hive nogle mavemuskler hjem.

Kedeligt? Næh, siger de, der dyrker outdoortræning. Tværtimod er det betydeligt sjovere end så meget anden motion, der udføres af pligt, mest fordi man godt ved, at man skal passe på sig selv og sin krop.

Man får mere energi til træningen, når man samtidig udfolder sine sanser ved at mærke vejret, se lyset, dufte til skoven, snuse til havluften og føle græsset med sine hænder, lyder det. Samtidig med, at man følger årstiderne på helt tæt hold.

Over 50 procent af de voksne motionister, der træner regelmæssigt, bruger naturens faciliteter. Især løb, vandring og cykling hitter i en ny undersøgelse, som Idrættens Analyseinstitut har foretaget af danskernes motionsvaner. Men også outdoortræning er i jævn stigning.

Mens 53 procent kvinder vælger naturen, når de skal dyrke motion, er det lidt flere mænd, nemlig 55 procent, viser undersøgelsen.

Løb er godt, men også en anelse kedeligt indimellem. At løbe den ene kilometer efter den anden, ganske vist med temposkift og interval, men alligevel ...

Det er Søren Malling, der konkluderer. Han er tidligere løber, men har dyrket udendørstræning de seneste fem år, og er desuden forfatter til bogen »Træn i det fri – leg dig til en stærk krop med Outdoor Fitness«, der udkom i september.

Med adskillige års erfaring i at behandle skader hos eliteidrætsudøvere, klinik i Hellerup og gennem de sidste 17 år i et tæt samarbejde med Michael Laudrup sørget for at holde Laudrups spillertrup mest muligt fri af skader, ved Søren Malling, hvor vigtigt, det er at få trænet HELE kroppen. Og ikke kun specifikke muskelgrupper.

I outdoortræning gøres der brug af hele kroppen

Foto: Ida Marie Odgaard.
Foto: Ida Marie Odgaard.

Han er zoneterapeut, har uddannet sig inden for ledmanipulation i USA og arbejder i dag som reflexolog.

»Det lyder måske banalt, men det handler meget om grundtræning. Om at have en stærk krop, og det kan man få, hvis man styrketræner sine muskler,« siger Søren Malling.

»Uanset om man er motionist eller professionel idrætsudøver på et fodboldhold, er en god stærk krop vores fysiske fundament. Derfor er det så afgørende at styrke sin muskulatur. Det kan være ensformigt og noget, man gør af pligt.«

»Netop derfor er det vigtigt, at det også kan være sjovt og vejen til gode oplevelser. Alene eller sammen med andre eller i en kombination, hvis man skal bevare sin motivation og mærke, hvor meget bedre, man får det med sig selv.«

Det er en velkendt sag, siger Søren Malling, at vi mennesker mister en hel del muskelmasse gennem vores liv. 30 procent, og det er meget. Så musklerne stiller krav om at blive brugt, ikke mindst når vi kommer lidt op i alderen.

Søren Malling, 54 år, har gennemført ni maratonløb. Men på et tidspunkt begyndte hans ben at svumle op og blev alt for faste. Overkroppen bestod af spaghettiarme, et bryst, der næsten bulede indad. Og generelt var der en følelse af tiltagende svaghed i kroppen.

Skulle han løfte noget tungt, blev han omgående konfronteret med muskler, der var mere slatne end en portion overkogt pasta.

Spændinger i nakke og skuldre, ofte også hovedpine var alt for velkendt, når han havde siddet et par timer over computeren.

Det var tid til forandring, husker han, da han i 2011 tog en beslutning om at investere tid i en grundtræning med et formål om at opnå en bedre grundfysik. Og det skulle være gennem en træningsform, der netop ikke var specifikt rettet mod nogen bestemt disciplin. Hans motivation lå ikke i et indendørs fitnesscenter, men udenfor i naturen.

»Dagen efter min første outdoortræning overvejede jeg seriøst at gå baglæns ned ad trapperne på min klinik. Alle muskler var ømme i et omfang, så jeg troede, jeg var syg. Men jeg havde bare fundet en træningsform, som kom alle muskler rundt. Og ikke kun benene, som jeg var vant til fra mine mange løbeture.«

Alle kan være med uanset niveau og alder

Foto: Ida Marie Odgaard.
Foto: Ida Marie Odgaard.

Søren Malling har fulgt udviklingen inden for udendørsfitness herhjemme. Fra USA, Fjernøsten og Australien, hvor det begyndte, er udendørstræning ved at få godt fat i danskerne. Og han er ikke i tvivl om, at den udvikling vil fortsætte.

»Jeg tror, der er en stor løbegruppe, som i de kommende år vil begynde at kede sig. Men ved at kombinere løb med en træningselastik og noget udendørs styrketræning før, efter eller undervejs, vil det skabe netop den variation, man som løber kan have behov for, hvis man ikke skal miste gejsten,« siger han og understreger, at udendørsfitness selvfølgelig ikke kun er forbeholdt løbere. Alle uanset niveau kan få glæde af grundtræningen.

Susanne Evers Thomsen var sammen med sin tvillingesøster de første herhjemme til at udbyde udendørstræning ved Charlottenlund Fort under navnet »TwinSpirit« for otte år siden.

Hun har en fortid som indendørs fitnessinstruktør, men fik mere og mere lyst til at træne udenfor i det fri, fordi det på alle måder gav en langt bedre energi.

»Der er noget uforpligtende over at træne udendørs, selv om man stadig skal træne og få pulsen op,« siger hun.

»Derfor kan det føles lettere, være mere motiverende og dermed også sjovere.«

Bare de sidste par år har Susanne Evers Thomsen set en udvikling, hvor mange stopper op mere eller mindre spontant, hvis de er på en løbe- eller cykeltur, for lige at tage nogle maveøvelser eller armbøjninger. Og så har træningen ingen aldersbegrænsning.

»Jeg kører næsten dagligt gennem Vedbæk og har flere gange set en gruppe mænd plus 70, som mødes på stranden og træner forskellige øvelser sammen. Det ser forrygende ud, og er noget af det mest livsbekræftende at iagttage.«

Sideløbende er en ny og mere formaliseret udvikling i gang.

Oplyste løbestier, hvor man automatisk støder på træningsstationer undervejs, hvor man lige kan smække sig op i et par redskaber og give den gas med noget styrketræning. Og så fortsætte sin løberute.

Den slags muligheder kommer der ifølge Idrættens Analyseinstitut flere og flere af.

Her kan du dyrke outdoorfitness:

København og Nordsjælland
twinspirit.dk
outdoorfit.dk
famfit.dk

Århus og omegn
outdoorconcept.dk
outdoor-bootcamp.dk
famfit.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.