Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Britiske kvinder skal ikke længere presses til naturlig fødsel

Britiske jordemødre dropper omdiskuteret kampagne om at føde »normalt«.

Arkivfoto af fødende kvinde.
Arkivfoto af fødende kvinde.

Jordemødrene i Storbritannien vil droppe en ti år gammel kampagne for »normale fødsler«. Det sker, fordi kampagnen har fået fødende kvinder til at føle sig som fiaskoer, skriver The Sunday Times.

Jordemødre vil ikke længere prøve at overtale kvinder til at føde uden lægelig indblanden eller medicinske hjælpemidler, meddeler Royal College of Midwives, som er den ældste og største faglige sammenslutning af jordemødre i Storbritannien.

Formand for selskabet, Cathy Warwick, afviser, at kampagnen for naturlig fødsel har bragt kvinder eller børn i fare. Kampagnen, der har kørt siden 2005, er ellers blevet kritiseret netop for at presse kvinder til at undgå lægelig indgriben - ud over det punkt, hvor det er et sikkert valg for mor og barn.

Det var ellers konklusionen af en undersøgelse af 12 dødsfald ved fødsler imellem 2004 og 2013 på en række hospitaler i det nordvestlige England. 11 nyfødte børn og en fødende kvinde døde, og undersøgelsen fandt, at jordemødrenes udtrykte ønske om en »normal fødsel for enhver pris« i nogen grad havde bidraget til at gøre fødslerne farlige.

Jordemødrene har afvist enhver anklage om at presse kvinder til at træffe beslutninger, der kunne gå ud over deres eget eller deres barns helbred.

Men jordemoderformand Cathy Warwick medgiver nu på vegne af selskabet, at formuleringerne i kampagnen kan være blevet misforstået og have skabt en følelse af pres på de fødende.

Og det kan have givet mange kvinder en fornemmelse af nederlag, hvis de eksempelvis brugte epidural bedøvelse, eller hvis de enten selv valgte eller blev nødt til at tage imod et kejsersnit.

»Vi vil være helt sikre på, at vi med vores »bedre fødsel«-initiativ bruger et sprog og nogle betegnelser, der ikke får nogen til at tro, at vi opfordrer til »en naturlig fødsel for enhver pris«. Det har vi aldrig sagt, men vi kan godt se, at vores sprogbrug har kunnet få folk til at tro, at det var tilfældet,« siger Warwick til The Times.

Fremover vil jordemødrene derfor undgå udtrykket »normal« om fødsler uden moderne hjælpemidler og vil i stedet tale om en »fysiologisk« fødsel, men Warwick understreger over for The Times, at jordemødrene ikke har ændret holdning til medicinsk indgriben i fødsler.

Jordemødrenes beslutning om at undgå begrebet »normal fødsel» bydes velkommen af det britiske (ligeledes kongelige) videnskabelige selskab for gynækologer og fødselslæger:

»Samtidig med at vi bakker jordemødrene op i deres støtte til vaginale fødsler, det også vigtigt for os at understrege, at ingen kvinde skal føle, at hendes fødselsoplevelse er »abnorm«, fordi det var nødvendigt med et indgreb,« siger Lesley Regan, der er formand for Royal College of Obstetricians and Gynaecologists.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.