Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Har du taget den nye hudtype-test? Så meget sol kan du rent faktisk tåle

Ny hudguide afslører, hvor kort tid du kan opholde dig i solen uden at blive skoldet og øge risikoen for kræft

Sol er skønt - men sol er også farligt. En ny hudguide - lige til at folde sammen og stikke i baglommen - skal hjælpe danskerne med at gennemskue, hvor længe de må ligge og stege i solens stråler,

Guiden, som ligner et farvekort fra den lokale malerforretning, er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Ifølge Peter Dalum, som er projektchef for kampagnen, er formålet med hudguiden at nedbringe antallet af solskoldninger. Sidste sommer fik 23 pct. af danskerne i alderen 15-64 år solskoldninger i Danmark, og solskoldninger gør ikke bare ondt - de er også skadelige. Hver gang huden bliver skoldet, øger det risikoen for at udvikle kræft i huden, som er den hyppigste kræftform i Danmark. Hvert år bliver der konstateret cirka 2.000 nye tilfælde af modermærkekræft og 13.500 nye tilfælde af almindelig hudkræft.

LOG IND PÅ B PLUS og læs meget mere om den nye undersøgelse og hudtype-test fra Kræftens Bekæmpelse. Her får du alt, hvad du skal bruge af nyttig info omkring sommerens vejr. Sådan skal du begå dig med lige netop din hudtype - mange bliver overraskede. Læs selv om danskernes reaktioner her ...

Det får du:

  • Artikel: Så meget sol kan din hud tåle
  • Tag hudtype-testen: Hvilken hudtype er du?
  • GUIDE: Sådan beskytter du dig imod solen (hudtype 1-6)
  • De solbadende danskere: BT har interviewet forskellige danskere om deres solvaner og taget hudtype-testen på dem. Hør hvordan de reagerer ...

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.


Ny hudguide afslører, hvor kort tid du kan opholde dig i solen uden at blive skoldet og øge risikoen for kræft

Sol er skønt - men sol er også farligt. En ny hudguide - lige til at folde sammen og stikke i baglommen - skal hjælpe danskerne med at gennemskue, hvor længe de må ligge og stege i solens stråler,

Guiden, som ligner et farvekort fra den lokale malerforretning, er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Ifølge Peter Dalum, som er projektchef for kampagnen, er formålet med hudguiden at nedbringe antallet af solskoldninger. Sidste sommer fik 23 pct. af danskerne i alderen 15-64 år solskoldninger i Danmark, og solskoldninger gør ikke bare ondt - de er også skadelige. Hver gang huden bliver skoldet, øger det risikoen for at udvikle kræft i huden, som er den hyppigste kræftform i Danmark. Hvert år bliver der konstateret cirka 2.000 nye tilfælde af modermærkekræft og 13.500 nye tilfælde af almindelig hudkræft. Projektchef Peter Dalum håber, at den nye hudguide kan være med til at forebygge kræftformerne.

»Jeg håber, at kampagnen kan være med til at gøre det lettere at gennemskue, hvor lidt sol man kan tåle, så færre mennesker bliver solskoldede. På længere sigt vil det måske betyde, at færre mennesker udvikler kræft i huden,« siger Peter Dalum.

Beskyt dig

Hudguiden fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden indeholder seks simple spørgsmål om blandt andet hud- og hårfarve. Når du har besvaret spørgsmålene, får du svar på, hvilken hudtype du har. Type 1 er den sarteste hudtype, mens type 6 er den hudtype, der kan tåle mest sol. Seks ud af ti danskere har en hudtype i kategori 1 eller 2, og har altså stor risiko for at blive skoldede, når de tager ud og nyder sommervejret.

Selvom det er vigtigt at kende sin hudtype, er det ikke det eneste, du skal være opmærksom på. Også uv-indekset, som indikerer hvor skarp solens stråler er, har betydning for, hvor længe du kan tåle at være i solen. I Danmark kan uv-indekstet komme helt op på syv, når solen er virkelig skarp.

Hvis du kender både dagens uv-indeks og din hudtype, kan du via en oversigt fra Kræftens Bekæmpelse aflæse, hvor længe du kan ligge i solen uden at risikere at blive solskoldet. For eksempel kan en person med hudtype 2 – den mest almindelige hudtype i Danmark – kun tåle at være i solens stråler i 20 minutter uden solbeskyttelse, hvis uv-indekset er på 7.

Det er dog Peter Dalums oplevelse, at mange danskere opholder sig meget længere tid i solen, end de egentlig kan tåle.

»Jeg tror, at det kommer bag på mange, hvor lidt sol der skal til, før de risikerer at blive skoldede,« siger han og understreger, at det derfor er utrolig vigtigt at beskytte sig imod solen.

»Det allerbedste, man kan gøre, er selvfølgelig at gå ind i skyggen. Hvis man skal være i solen i længere tid, end huden kan tåle ifølge guiden, bør man altid beskytte sig med solcreme og solbeskyttende tøj, for eksempel en solhat.«

GUIDE: Sådan beskytter du dig imod solen

  • Skygge:
    Bevæg dig væk fra solen og søg ind i skyggen. Det er især vigtigt midt på dagen mellem klokken 12 og klokken 15, hvor solen er skarpest.
  • Solcreme:
    Smør dig med solcreme over hele kroppen. I Danmark er en faktor 15 tilstrækkeligt, hvis du smører et godt lag på og husker at smøre dig igen, hvis du har været ude at bade.
  • Solbeskyttende tøj:
    Tag tøj og solhat på, der dækker kroppen. På den måde sørger du for, at din krop ikke bliver direkte udsat for solens stråler.

HUDTYPE 1

Du har en sart hud, der let får for meget sol. Du bliver let solskoldet, og din hud bliver sjældent/aldrig solbrun. Solbeskyttelse er næsten altid nødvendigt, når du er udenfor om sommeren i Danmark og på solferie i udlandet.

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude i mere end:

  • Ved uv-indeks 3: 40 minutter
  • Ved uv-indeks 7: 15 minutter
  • Ved uv-indeks 11: 10 minutter

HUDTYPE 2

Du har en sart hud, der kan tåle lidt mere sol end hudtype 1, men du bør stadig være forsigtig, når du er udenfor og uv-indekset er 3 eller mere. Din hud bliver let solskoldet, men du kan godt blive solbrun.

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude i mere end:

  • Ved uv-indeks 3: 55 minutter
  • Ved uv-indeks 7: 20 minutter
  • Ved uv-indeks 11: 15 minutter

HUDTYPE 3

Hudtype 3 er mindre sart end 1 og 2.
Du bliver let solbrun, men kan også blive forbrændt, hvis du ikke passer på i solen. Husk, at det aldrig er sundt at stege i solen. Heller ikke selvom du ikke solskoldes.

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude i mere end:

  • Ved uv-indeks 3: 65 minutter
  • Ved uv-indeks 7: 25 minutter
  • Ved uv-indeks 11: 15 minutter

HUDTYPE 4

Hudtype 4 kan tåle en del sol, men husk at det aldrig er sundt at stege i solen. Heller ikke selvom man ikke solskoldes. Livstidseksponeringen for uv-stråling har også betydning for risikoen for hud- og modermærkekræft.

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude i mere end:

  • Ved uv-indeks 3: 95 minutter
  • Ved uv-indeks 7: 40 minutter
  • Ved uv-indeks 11: 25 minutter

HUDTYPE 5-6

Hudtype 5 og 6 kan tåle meget sol, men det er vigtigt at huske, at det aldrig er sundt at stege i solen. Heller ikke, selvom man ikke solskoldes.

Uden solbeskyttelse risikerer du solskoldning, hvis du er ude i mere end:

  • Ved uv-indeks 3: 130 minutter
  • Ved uv-indeks 7: 55 minutter
  • Ved uv-indeks 11: 35 minutter

De solbadende danskere

Torsdag skinnede solen fra en skyfri himmel, og uv-indekset lå på 6. BT tog til Svanemøllen Strand og testede den nye hudguide på nogle af de badeglade danskere

Lea Sandalgård Knudsen, 22 år (tv), studerer miljøplanlægning.

  • Hudtype 1.
  • Kan tåle 15 min. i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7.

Hvordan reagerer din hud på solen?

»Jeg kan virkelig ikke tåle særlig meget sol, og jeg bruger altid rigtig meget solcreme, for ellers får jeg soleksem. Det er ikke umuligt for mig at blive brun, men det sker først i slutningen af sommeren.«

Ifølge hudguiden kan du tåle at være godt 15 minutter i solen uden beskyttelse i dag. Hvad tænker du om det?

»15 minutter - det er jo ingen tid! Det kommer overhovedet ikke bag på mig, at jeg har den mest sarte hudtype, men jeg havde godt nok regnet med, at jeg kunne være ude i solen lidt længere.«

Sasha Gry Hegelund, 23 år (th), studerer kommunikation.

  • Hudtype 2.
  • Kan tåle 20 min. i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7.

Hvordan reagerer din hud på solen?

»Jeg er faktisk god til at modtage sol. Jeg bliver ikke så let rød, men til gengæld bliver jeg utrolig brun hen over sommeren. Allerede efter få dage i solen, kan man se, at jeg har fået farve.«

Ifølge hudguiden kan du tåle at være godt 20 minutter i solen uden beskyttelse i dag. Hvad tænker du om det?

»Det overrasker mig godt nok lidt, for jeg troede ikke, at min hud var så sart. Jeg bruger altid kun faktor 10, men det kan da godt være, at det ikke er helt nok så.«

Sharmarhe Yasiin, 19 år, læser til elektriker

  • Hudtype 4.
  • Kan tåle 40 min, i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7.

Hvordan reagerer din hud på solen?

»Jeg kan tåle rigtig meget sol, og jeg beskytter mig aldrig imod solen. Jeg kan sagtens mærke, at solen varmer, men jeg har aldrig prøvet at blive skoldet.«

Ifølge hudguiden kan du tåle at være godt 40 minutter i solen uden beskyttelse i dag. Hvad tænker du om det?

»Nå, det er da godt at vide. Det havde jeg ikke lige regnet med. Solen har aldrig været et problem, men måske skal jeg tænke lidt over, hvor meget jeg er ude i solen i fremtiden.«

Henrik Anker Olesen, 44 år, selvstændig

  • Hudtype 2.
  • Kan tåle 20 min. i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7.

Hvordan reagerer din hud på solen?

»Jeg kan godt blive lidt rød, men jeg passer altid utrolig godt på, for jeg har haft hudkræft. Inden jeg blev syg, var jeg nærmest ligeglad med solen. Jeg boede i Asien i flere år og smurte mig stort set aldrig med solcreme, men det gør jeg altid nu!«

Ifølge hudguiden kan du tåle at være godt 20 minutter i solen uden beskyttelse i dag. Hvad tænker du om det?

»Det vidste jeg godt. Jeg har læst rigtig meget om solen, efter jeg fik konstateret hudkræft, og jeg ved, hvor farligt det er at blive skoldet. Derfor er jeg for eksempel aldrig ude mellem 12 og 15, hvor solen er skarpest.«

Philip Vangsgaard, 28 år, gymnasielærer

  • Hudtype 3.
  • Kan tåle 25 min. i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7

Hvordan reagerer jeres hud på solen?

»Enkelte gange har jeg prøvet at blive rød, men jeg synes, at jeg kan tåle ret meget sol. Jeg kan i hvert fald tåle meget mere end min datter. Hende er vi meget opmærksomme på, for hun er meget lys i huden.«

Ellen Vangsgaard, 2 år, vuggestuebarn.

  • Hudtype 1.
  • Kan tåle 15 min. i solen uden beskyttelse ved uv-indeks 7.

Ifølge hudguiden kan du tåle at være godt 40 minutter i solen uden beskyttelse i dag. Din datter kan tåle at være i solen i godt 15 minutter. Hvad tænker du om det?

»Det er lidt rystende, for det svarer jo bare til en hurtig cykeltur til arbejdet. Jeg ville kun tage solcreme på, hvis jeg skulle være ude en hel dag. Ellen har til gengæld altid faktor 50 på, for jeg ved, at hun er sart.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.