Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Zlatan Ibrahimovic har (også) indtaget England

Det var først, da Zlatan Ibrahimovic kom til engelsk fodbold, at hans kvaliteter blev anerkendt – også i England. Foto: Glyn Kirk/AFP
Det var først, da Zlatan Ibrahimovic kom til engelsk fodbold, at hans kvaliteter blev anerkendt – også i England. Foto: Glyn Kirk/AFP

For 11 år siden sagde Martin O’Neill noget, han formentlig har fortrudt siden.

O’Neill var blevet en del af BBCs hold, der skulle dække verdensmesterskaberne i fodbold i Tyskland 2006. Han var – og er – kvik, velformuleret og af natur tilbøjelig til at komme med polemiske udsagn, så hans tilstedeværelse var noget af et kup for den britiske traditionsstation. O’Neill holdt sig sjældent til de brede, almene formuleringer, og derfor var han simpelthen godt TV. Desuden havde han været træner i Leicester og i skotske Celtic, så hans baggrund og autoritet var ubestridelig.

Da turneringen nåede frem til knockout-fasen, fulgte O’Neill fra studiet Tysklands ottendedelsfinale mod Sverige. Samtalen drejede sig – som forventeligt – i første række om Sveriges forward Zlatan Ibrahimovic, og hvorvidt han ville være manden, der kunne slå værtsnationen ud.

Det var så her, at O’Neill luftede sin uforbeholdne mening:

»Herre du milde kineser, han er da den mest overvurderede spiller i verden!«

Visse betragtninger ældes ikke særligt godt. Men man må sige, at netop denne uforgribelige mening blev dementeret næsten med det samme.

Og efter alt det, Ibrahimovic har opnået på bare én sæson i Manchester United, er det utænkeligt, at Martin O’Neills syn på spilleren skulle have bredt sig blandt de mange fodboldfans, der følger med i Premier League.

Efter at have forladt Sverige til fordel for hollandske Ajax Amsterdam i 2001 har Ibrahimovic vundet 13 nationale mesterskaber i løbet af 15 sæsoner fordelt på fire lande. I samme periode har han scoret noget i retning af 400 mål. Og alligevel: for dem af os, der stort set kun har øje for engelsk fodbold, var han stadig et kuriøst og et helt entydigt kontinentalt fænomen. Hans dårlige statistik mod engelske klubber i Champions League for slet ikke at tale om hans få landskampe mod England blev altid trukket frem af dem, der tvivlede på hans evner:

Ja, ja, Ibrahimovic scorede ganske vist mål – laviner af mål – mod mindre hold i mere beskedne ligaer, hvor det med tidligere Manchester United-legende Paul Scholes’ ord var »let« at score.

Hans kvaler over for et engelsk forsvar blev udlagt som bevis på, at han blot ville vise sig at være almindelig meter­vare, hvis han skulle finde på at krydse Kanalen. Argumentet kunne også bredes ud til en konklusion om, at hans succes i Holland, Italien, Spanien og Frankrig ganske enkelt demonstrerede den engelske Premier Leagues sportslige overlegenhed.

Ibrahimovic affejede måske nok kritikken offentligt, men under mere private former nagede den ham. I sin selvbiografi, »Jeg er Zlatan«, beskriver han, hvordan han bruger de britiske mediers nedladende holdning som mentalt brændstof forud for en kamp for FC Barcelona mod Arsenal i 2010, en kamp han scorede to mål i.

To år senere scorede han fire mål mod England, hvoraf det sidste allerede er blevet legendarisk, og han blev overøst med roser. »Ja, ja,« sagde han, »sådan er det jo med englænderne; hvis du scorer mod dem, er du en god spiller. Hvis du ikke gør, er du ikke.«

Set i bakspejlet fungerede netop disse to kampe som vigtige trædesten i hans forhold til England. Efter et årtis tvivl var landet tilsyneladende blevet overbevist.

»I aftes vågnede hele verden op til »Den Store Zlatan,« skrev den tidligere midtbanespiller for Liverpool og flittige bruger af de sociale medier Jamie Redknapp efter den sidste af de to kampe. Verden havde naturligvis allerede taget mål af Ibrahimovic, det var kun i Storbritannien, at øjne og hjerter havde været lukkede.

Det kan derfor virke som et forsøg på at indhente det forsømte, når man betragter Zlatans syv måneder hos Manchester United. Han har længtes efter at få chancen for at vise Premier Leagues publikum præcis, hvad det var, det havde overset: 26 mål i 38 kampe under træner José Mourinho, herunder sejrsmålene i Community Shield og senest i League Cuppen i søndags.

Trods sine 35 år har han spillet flere minutter end mange af sine langt yngre holdkammerater. Og lige så udpræget, hans effektivitet er foran mål og hans karakteristiske opfindsomhed er i spillet, lige så udpræget er hans ustillede appetit på selve kampen.

Når Manchester United er på hjemmebane på Old Trafford, er det trøjer med hans navn og nummer, som dominerer på lægterne. Bag kulissen nyder han at arbejde sammen med Mourinho igen, og han har indledt et venskab med holdkammeraten Henrikh Mkhitaryan og spiser ofte ude i byen sammen med ham og Paul Pogba.

Selv om mange stadig ser den engelske liga som noget helt exceptionelt, er der ingen tvivl om, at England er faldet – og faldet hårdt for den svenske primadonna: Ibrahimovic er »en verdensklassespiller, og det beviser han uge efter uge,« lød det således fra Liverpools legendariske midtbanespiller Steven Gerrard, mens Gary Neville, tidligere anfører for Manchester United, beskrev Ibrahimovic som et »fyrtårn« for klubben.

Og José Mourinho spåede kun halvt i spøg, at klubbens fans nok ville opslå en teltlejr uden for Ibrahimovics hjem for at få ham til at underskrive en ny kontrakt med klubben.

Rory Smith er journalist på New York Times

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.