Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Wales er EM's Leicester - se selv!

Wales med Ashley Williams (tv) og Gareth Bale er EMs svar på de engelske mestre fra Leicester. Foto: MARTIN BUREAU
Wales med Ashley Williams (tv) og Gareth Bale er EMs svar på de engelske mestre fra Leicester. Foto: MARTIN BUREAU

Tænk hvis Leicester ikke var en enlig svale. Tænk hvis der var flere af Leicesters slags. Små hold, der snød de store. Hold, der ikke have særlig meget lyst til at have bolden, men som til gengæld var bedst på nogle helt andre parametre. Tænk hvis EM blev vundet af sådan et hold. I så fald ville det være Wales.

Mandag aften vandt Wales sin gruppe ved at besejre Rusland med 3-0 efter en dejlig frisk omgang fodbold og skal nu møde Nordirland i ottendedelsfinalen, hvilket ikke taler voldsomt imod, at de også skulle klare sig videre til kvartfinalen. Og så er der ikke så langt til finalen. Jeg drømmer allerede på et fremmed lands vegne og er på vej væk fra pointen. Det var den om Leicester og Wales.

Ser man alene på deres startformationer, er de i udgangspunktet forskellige. Leicester stillede gennem hele deres mesterskabssæson med fire mand i bagkæden og kun med en enkelt mand på toppen i noget, der det meste af sæsonen - og særligt efter jul - lignede en 4-2-3-1 opstilling. Sådan ser det på papiret slet ikke ud for Wales, der oftest spiller 3-5-2 eller 5-3-2 med tre eller fem mand i bagkæden, afhængigt af hvor offensive eller defensive man vurderer deres (wing-)backer, og som næsten altid holder to mand i angrebet. Altså to ret forskellige hold rent formationsmæssigt og i udgangspunktet et perfekt billede på Danmarks landshold under Morten Olsen (Leicesters 4-2-3-1) og Danmarks landshold under Åge Hareide (3-5-2).

Men I har godt hørt om de trænere, der siger, at de er pivligeglade med talkombinationer, fordi de alligevel ændrer sig undervejs i kampene, og fordi de som oftest kun er et udtryk for, hvordan holdene står, når bolden gives op, eller når holdet forsvarer, ikke? De er mere optagede af positioner og afviklinger af bestemte situationer. Hvordan presser man? Hvordan og hvor hurtigt omstiller man sig fra defensiv til offensiv og omvendt? I sammenligningen mellem Leicester og Wales ser vi, hvorfor forskellige talkombinationer kan skygge for andre aspekter af spillet, for de to lande har i virkeligheden så ens spillefilosofi, at tallene fra deres kampe kan virke skræmmende (eller måske bare overraskende):

I mesterskabssæsonen havde Leicester bolden 44,8 procent af tiden, hvilket var tredjemindst i Premier League. Wales’ landshold har i sine tre første kampe haft bolden i 44,6 procent af tiden, og her er altså tale om to hold, der lever markant bedre uden bolden end Arsenal og Spanien, der har haft bolden i henholdsvis 59 og 63 procent af tiden, for nu at vise ekstremerne.

Leicester og Wales dyrker ikke tålmodigheden, men flytter hurtigt spillet fra forsvar til angreb. De sparker altså relativt ofte langt. Leicester gjorde det 70,9 gange per kamp i gennemsnit, mens Wales har gjort det 76 gange. Spanien - i den anden ende og for at vise, hvor tæt 70,9 og 76 er på hinanden - har kun i snit foretaget 44,3 lange afleveringer per kamp.

De lange afleveringer betyder masser af duelspil, både i luften, hvor de primære dueller udspilles, og hvor Leicester og Wales med henholdsvis 18,6 og 17,7 vundne luftdueller ligger både ekstremt tæt og pænt højt i sammenligning med deres konkurrenter. Ok, Leicester er næstbedst i den del af spillet i Premier League, hvor Wales kun er i top ti under EM, men det ændrer ikke på, at de to hold indbyrdes ligger meget tæt. I den anden del af duelspillet var det N’Golo Kanté, der tacklede igennem og erobrede boldene for Leicester, mens det er Aaron Ramsey, der har gjort det for Wales. Her var Leicester noget mere effektive end Wales, mens begge hold med henholdsvis 21,6 og 20,7 interceptions eller bolderobringer per kamp ligger ekstremt højt - ja, højest af alle i deres turneringer.

Til at krydre denne lidt simple tilgang til spillet, har både Leicester og Wales et spændende udfordrende element i deres spil. Leicester havde over sine 38 kampe i gennemsnit 11,3 vellykkede driblinger per kamp. Det samme har Wales haft i deres første tre kampe, 11,3. Er de mange? Ja, begge hold er i top fem i deres respektive turneringer, og begge løftes hovedsageligt af hver en superspecialist på området. I Leicester var det naturligvis Premier Leagues mest udfordrende spiller, Riyad Mahrez, der hovedsageligt stod for den del af spillet, hvor det hos Wales er Gareth Bale — den mest udfordrende af de spillere, der har spillet alle tre hidtidige kampe under EM.

Der vil sidde trænere og analytikere derude, som intet nyt har fået at vide. Det vil også være muligt at argumentere for, at de på nogle måder adskiller sig fra hinanden. Men først og fremmest er deres tilgang til spillet meget mere ens end forskellig. Bliver det lige så stort for Wales, som det blev for Leicester? Det tror jeg ikke. Men omvendt. Det troede jeg jo heller ikke med Leicester.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.