Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

VM-helten Eriksen skød sig til rette under opvarmningen

Christian Eriksen betegner 5-1-sejr, hattrick og en VM-billet som "en rigtig fin dag på kontoret".

Dublin. Christian Eriksen var med tre forrygende mål arkitekten bag fodboldlandsholdets 5-1-triumf i Irland, der sikrede Danmark en billet til VM næste sommer.

Før kampen havde danskeren fået en god fornemmelse af, at han kunne skyde Danmark til VM, da assistenttræner Jon Dahl Tomasson roste ham for sine langskud i en afslutningsøvelse.

- Det startede allerede i opvarmningen, hvor Jon blev ved med at sige, at du kan da godt sparke i dag. Det blev jeg så ved med, og boldene gik ind.

- Jeg prøver generelt at skyde så meget, som det er muligt. I Parken var mine skud ikke gode nok, men det var de den her gang, siger Eriksen.

I første halvleg gjorde han det til 2-1 med en perle fra kanten af feltet med højrebenet.

Efter pausen gjorde han det så til 3-1 med et følt venstrebensspark, før han fuldendte hattricket ved at kanonere bolden i målhjørnet.

- Men Andreas Christensens 1-1-mål var nok det vigtigste, for vi skulle lige i gang igen og komme ind i kampen efter deres tidlige mål. Efter udligningen fik vi meget godt styr på dem, for så skulle de frem, siger Eriksen.

Både holdkammerater og modstandere havde efter kampen masser af ros til Eriksen, men selv var han ydmyg, da han blev bedt om at vurdere sin indsats.

- Tre mål og vi skal til VM. Det var en rigtig fin dag på kontoret, siger hattrick-helten.

Før kampene mod Irland blev Eriksen kaldt en "verdensstjerne" af Åge Hareide, men den betegnelse ville Eriksen kun bruge om spillere, der skal til VM.

Nu har han så sparket Danmark til VM med en pragtpræstation, men han kommer ikke til at give sig selv en ny titel.

- Det må være op til jer. Jeg kommer ikke til at kalde mig selv en verdensstjerne. Det handler om, hvordan folk ser det udefra. Jeg er stadig Christian fra Middelfart, selv om jeg lavede tre mål, siger han.

Eriksen sprængte med sin præstation karakterskalaen hos flere danske medier.

- Det skulle jo ske på et tidspunkt, griner Eriksen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.