Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Valencia er – som altid – svingdørens fodboldklub

Den italienske træner Cesare Prandelli slår ud med armene. Han var et stort navn, men holdt kun ti kampe i Valencia C.F. Foto: José Jordan/AFP
Den italienske træner Cesare Prandelli slår ud med armene. Han var et stort navn, men holdt kun ti kampe i Valencia C.F. Foto: José Jordan/AFP

Spillerne fornemmede allerede sidste sommer, at en krise var undervejs. Da Valencia genoptog træningen forud for sæsonen, havde mange af spillerne kun én tanke i hovedet: Se at komme væk herfra, mens tid er.

Nogle holdt det for sig selv og gennemførte rutinerne på træningsbanen, mens de ventede på et opkald fra deres agenter om, at en flugtrute var blevet lokaliseret. Andre var mere fremme i skoene: En håndfuld af dem kontaktede Pako Ayestarán, den tredje manager i løbet af et enkelt år, og bad om at få lov til at rejse.

Hvad der bekymrede Ayestarán var ikke så meget, at spillere var opsatte på at rejse, men snarere at de syntes helt ligeglade med, hvor de endte med at komme hen. Nogle af dem havde sat næsen op efter noget større. Som en Shkodran Mustafi, der satte kursen mod Arsenal i den engelske Premier League. Andre var mindre kræsne, når bare de fik mulighed for at pakke og rejse.

Ayestarán fornemmede stemningen og formidlede den videre op i klubbens hierarki. Mens hans overordnede insisterede på, at ingen fornuftig spiller kunne finde på at gå fra borde. Da Valencia nu synes på vej mod tvangsnedrykning og en mulig konkurs, er det imidlertid nærliggende at tro, at de pågældende spillere havde set isbjerget i horisonten.

For mange iagttagere findes der ikke noget sværere job end at være manager i Valencia – og det selv når alt går godt.

Klubbens forfaldne Mestalla Stadion er et sted, hvor cheftrænere længe har haft til opgave at levere champagnefodbold på et limonadebudget, hvor direktørerne er notorisk utålmodige og tilhængerne uforsonlige. I årtier har det været en sisyfosopgave for selv den mest hæderkronede manager.

Mange af dem er store navne – Claudio Ranieri, Rafael Benítez, Ronald Koeman og Quique Sánchez Flores, for blot at nævne nogle få – og de husker alle deres tid i Valencia som den mest brydsomme i deres karriere. De beskriver en giftig blanding af skyttegravspolitik, økonomiske stridigheder og uro blandt tilhængerne, der samlet set fik alt, hvad der siden skete i karrieren, til at fremstå lyksaligt enkelt og ligetil.

De trænernavne, der beslutter sig for, at klubbens navn og anseelse er risikoen værd, gør det således med åbne øjne. Cesare Prandelli er den seneste mere permanente indehaver af posten, og han valgte at ringe til sin landsmand Ranieri, inden han sagde ja til jobbet. Ranieri rådede ham til at tage jobbet, men mindede ham samtidig om, at Valencia var »en stor udfordring«. Prandelli tolkede det som en invitation, ikke en advarsel. Han holdt i ti kampe.

Valencia er med andre ord ikke ubekendt med kaos. Tværtimod kan man måske sige, at det er den naturlige orden i klubben. Men hvor der tidligere nok har været kriser, har de aldrig tidligere føltes så dybtgående, så tilsyneladende livstruende som den nuværende.

»Der har altid været spændinger i Valencia,« siger Jesús García Pitarch, der var klubbens sportsdirektør frem til denne måned. »Men tidligere blev de spændinger altid fulgt op af succes på banen.«

Sådan er det ikke længere, kan man roligt sige. Valencia har det fjerdestørste budget i Spaniens La Liga, men er fjerdesidst på 17. pladsen, og man har brugt fire managere op på mindre end to sæsoner. Nedrykning er nu en reel mulighed. De mest indædte af klubbens fans har vendt sig mod spillerne, som de anklager for at mangle engagement og mandsmod. Andre placerer skylden højere oppe.

»Spillerne er mere ofre, end de er de skyldige,« siger García Petarch. »Valencia savner fokus: Der er ingen ejer, ingen præsident, ingen langtidsmanager eller sportsdirektør, de kan se som en blivende reference. Der er indtruffet et brud mellem klub, spillere og fans. Problemet ligger i strukturen.«

I toppen af den struktur finder vi Peter Lim, entreprenøren fra Singapore, der købte Valencia i 2014. Dengang virkede hans ankomst som en velsignelse: en velhavende ejer, der kunne finansiere klubbens tilbagevenden til de højder, hvor den føler sig naturligt hjemme, nemlig som udfordrer til de tre store i spansk fodbold, Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid.

De første tegn virkede lovende. Peter Lim besluttede at søge hjælp hos Jorge Mendes, den mest magtfulde agent i spansk fodbold. En god håndfuld spillere begyndte at ankomme – herunder den talentfulde portugisiske midtbanespiller André Gomes. Sammen med dem kom træneren Nuno Espírito Santo. Valencia vendte tilbage til Champions League, og alt syntes at gå i den rigtige retning.

»Hvad, der siden skete, viste, at dette var en illusion. Espírito Santo blev fyret et par måneder inde i sin anden sæson og erstattet af Gary Neville, en tidligere forsvarsspiller i Manchester United og i øvrigt forretningspartner med Peter Lim. Neville holdt ikke sæsonen ud.

Ayestarán, der havde været Nevilles assistenttræner, overtog tøjlerne. Da Ayestarán blev fyret efter en åbning af sæsonen med fire nederlag, var tiden kommet til Prandelli. Han holdt ikke frem til årsskiftet, før han blev økset og erstattet med Salvador González, en tro medarbejder i klubben, der går under navnet Voro.

Han er nu blevet betroet opgaven at gøre sæsonen færdig. I hvert fald i teorien.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.