Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyskland sender U21-landsholdet ud i EM-mørket

Davie Selke, Marc-Oliver Kempf og Nadiem Amiri sparkede Danmark ud af U21-EM, da Tyskland vandt 3-0 i Krakow.

Christian Nørgaard (i midten) og det danske U21-landshold tabte 0-3 til Tyskland. Scanpix/Janek Skarzynski
Christian Nørgaard (i midten) og det danske U21-landshold tabte 0-3 til Tyskland. Scanpix/Janek Skarzynski

Det danske U21-landshold i fodbold er ude af kampen om en plads i semifinalen ved EM i Polen inden sidste spillerunde.

Onsdag aften tabte danskerne for anden gang ved slutrunden, da Tyskland vandt 3-0 på et fremragende mål af RB Leipzig-angriberen Davie Selke samt også flotte scoringer af Marc-Oliver Kempf og Nadiem Amiri.

Dermed udnyttede det danske hold ikke den håndsrækning, som holdet havde fået tidligere onsdag, da Tjekkiet slog Italien med 3-1 i gruppens anden kamp.

Nu kan danskerne i stedet indstille sig på lørdag at skulle møde netop tjekkerne, som stadig har noget på spil i sidste spillerunde.

Danmark har fortsat ikke scoret i turneringen, men holdet var tættere på flere gange mod tyskerne, som først satte tryk på efter pausen.

I løbet af to minutter havde begge hold haft en afslutning, og det var en varsling om, at der ventede en underholdende første halvleg for de 9298 tilskuere.

Tættest på en dansk scoring var Andrew Hjulsager, da han efter en halv time blev sendt i dybden. Danskeren sprintede ind i feltet og trykkede af med venstre benet, men målmand Julian Pollersbeck viftede bolden til hjørne.

På hjørnesparket steg Marcus Ingvartsen frit til vejrs, men han headede bolden over mål.

Superligatopscoreren var også indblandet i et godt kontraløb lige efter, men her valgte han selv at sparke på mål i stedet for at spille Lasse Vigen Christensen fri i dybden.

Trods de gode danske muligheder var det dog tyskerne, som var mest på bolden og pressede mest på foran mål. Det blev dog ved et par langskud samt et par farlige indlæg, hvor danske fødder akkurat kom i vejen.

Selv om Polen grænser op til Tyskland, smittede det ikke af på tribunerne. I stedet kunne man i den lune sommeraften høre den lille enklave af danske fans i det ene hjørne, som flere gang sang; "vi er røde, vi er hvide."

Præcis som i åbningskampen mod Italien blev de danske fans mødt af modgang efter en ellers lovende dansk første halvleg. Og igen var det et klassemål, der knækkede det danske hold.

Backen Jeremy Toljan fandt Davie Selke, der stod på kanten af feltet, og angriberen sendte følt bolden op i det modsatte målhjørne uden chance for Jeppe Højbjerg i målet.

U21-landstræner Niels Frederiksen handlede straks og sendte angriberen Kenneth Zohore på banen. Kort efter var han tæt på efter et frispark, men bolden blev reddet til hjørne.

Et point ville teoretisk set holde Danmark i live, men en sejr ville give en noget mere realistisk mulighed for at opnå en plads i semifinalen.

Derfor satsede det danske hold endnu mere, men effekten udeblev, og spændingen forsvandt helt efter 72 minutter.

Her gjorde tyskerne det til 2-0, da Marc-Oliver Kempf stod helt fri efter et hjørnespark. Forsvarsspilleren viste stor træfsikkerhed ved at dirigere bolden i nettaget.

Det var svært at forestille sig et dansk comeback, og det var heller aldrig tæt på at ske.

I stedet nærmede det sig en regulær øretæve, da indskiftede Nadiem Amiri efter gode kombinationer og en dribletur udplacerede Jeppe Højbjerg med 11 minutter tilbage.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.