Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Som en dukke i et iscenesat løb«: Dansk ekstremrytter smækker med døren efter russisk kraftanstrengelse

Danske Peter Sandholt anklager arrangørerne af verdens længste cykelløb for forskelsbehandling og regelbrud. Løbsdirektør afviser.

Peter Sandholt (forrest) til cykelløbet Trans-Siberian Extreme race in Russia. Foto: Red Bull Content Pool
Peter Sandholt (forrest) til cykelløbet Trans-Siberian Extreme race in Russia. Foto: Red Bull Content Pool

Tre ugers slid og smerte på de sibiriske landeveje blev forleden afsluttet med udsigt til Stillehavskysten i den russiske by Vladivostok.

Det russiske cykelløb Red Bull Trans-Siberian Extreme strækker sig over 9.200 kilometer og 14 etaper. De kortere af etaper byder således på 700 kilometer, mens den længste er på svimlende 1.368 kilometer.

Netop løbets længste og afgørende etape blev i denne uge afsluttet uden en af løbets centrale ryttere, danske Peter Sandholt. Han droppede ud under 12. etape efter mere end 7.500 kilometer i sadlen siden starten i Moskva tre uger tidligere.

Søndag morgen offentliggjorde Peter Sandholt sin forklaring på den beslutning sammen med en skarp kritik af løbsledelsen. På den afgørende etape følte han sig »røvrendt, som en dukke i et iscenesat løb, der er til for kommercielle formål,« skriver han på Facebook.

Den danske rytter har tidligere gennemført ekstremløbene Race Across America og det europæiske Transcontinental-løb fra Belgien til Tyrkiet. Modsat dem var det russiske løb præget af brud på basale sportslige principper, siger han.

»Nationalpatriotiske, økonomiske og kommercielle interesser har forpurret et rent løb. Kompromittering af rytternes sikkerhed og forskelsbehandling står som nogle af de klareste overskrifter,« uddyber han i en skriftlig kommentar til Berlingske.

Den russiske rytter Aleksej Sjtjebelin blev torsdag kåret som vinder i tiden 312 timer og 16 minutter. Kun to andre ryttere, tyske, Pierre Bischoff og brasilianske Marcelo Florentino Soares, nået målstregen i ekstremløbet.

Til sammenligning strakte årets Tour de France sig over 3.500 km og blev vundet med mindre end 87 timer i sadlen.

Anklager om aftalt spil

Men ifølge Peter Sandholt gik løbet ikke retfærdigt til. Den russiske vinder, Aleksej Sjtjebelin, blev under løbet favoriseret af arrangørerne, der lukkede øjnene for regelbrud, siger han.

Aleksej Sjtjebelin har »gentagne gange brudt med løbets regler, bl.a. ved netop at ligge i læ af følgebiler og hænge i sin følgebil op ad bakker,« siger Peter Sandholt.

»Når det er forekommet, er reglerne blevet bøjet, og vi andre ryttere har fået at vide fra løbsledelsen, at den slags små ting måtte vi også gerne. Det 'tilbud' har vi dog ikke taget imod,« siger han.

Dråben var for ham en episode på den længste etape, hvor et forsøg på at hente den russiske rytter blev saboteret på en måde, der ifølge ham var koordineret med arrangørerne.

Løbsledelsen afviser beskyldningerne. Den østrigske løbsdirektør Paul Bruck erkender, at der har været mindre uregelmæssigheder. Men han afviser, at de skulle have påvirket udfaldet af det tre uger lange løb.

»Det er virkelig utrolige anklager. Jeg ved ikke... Hvordan skulle vi kunne forudarrangere et resultat på et 9.000 km langt løb? For det første er det umuligt. For det andet ville det være fuldstændig stupidt fra vores side,« siger Paul Bruck over telefonen fra Vladivostok.

Er det sandt, at ryttere har hængt på følgebilerne?

»Nej, det er ikke sandt. De har ikke hængt på følgebilerne. Måske var der et par minutter, når mediebilen tog video. Dette er ikke godt, og det har vi kritiseret. Men på et løb på 9.200 kilometer, hvor en mediebil kører foran dig i få minutter, så er det ikke en issue. Det er vildt overdrevet,« siger Paul Bruck.

»Det hårdeste og længste løb i verden«

Under en fysisk og psykisk kraftanstrengelse som et ekstremløb vil alle ryttere begynde at efterrationalisere, siger han om Sandholts kritik.

»Når du cykler så langt, den længste etape er 54 timer, og du har mere end 7.000 kilometer i benene, så får du nogle forskellige ideer. Det er normalt,« siger Paul Bruck.

Syv ud af de ti ryttere, der stillede til start, herunder alle tre danskere, udgik.

Men Peter Sandholt står ikke alene med kritikken. Den danske rytter Aske Søby, der udgik efter 7. etape, er »yderst« enig i Sandholts kritik.

»Den første uge forsøgte vi at se igennem fingrene med de forseelser, der gik direkte imod regelsættet, specielt foresaget af det russiske support-team og medie-crewet, der fremprovokerede unfair situationer,« skriver Aske Søby på Facebook.

Andre ryttere har kritiseret sikkerheden under ekstremløbet. Ifølge New York Times udgik en kvindelig deltager, Gervais Dubina, på grund af farlig modkørende trafik.

»I tre tilfælde kom trafikken direkte mod mig,« siger hun til avisen.

Den irske rytter Adrian O’Sullivan, der også udgik, roser modsat løbet og de tre, der nåede målstregen.

»Ikke mange vil forstå, hvad I har opnået. Intet kommer tæt på den tid og den distance. Det hårdeste, længste løb i verden,« skriver han ifølge den russiske tv-kanal RT.

På løbets officielle Facebook-side fremhæver løbsledelsen løbets afvikling som »pålidelig som et schweizisk ur«.

»Absolut intet gik galt. Intet dårligt skete,« skriver løbsledelsen.

Peter Sandholt, der nu er hjemme i Danmark, tvivler ikke på sin beslutning, siger han.

»Jeg er super ærgerlig over, at jeg ikke gennemfører løbet. Det nager mig dybt. Men jeg er også 100 procent overbevist om, at min beslutning er den rigtige,« siger han.

OPDATERET 14.15 med kommentar fra Aske Søby

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.