Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sønderjyskes cheftræner efter choknederlag: Skuffelsen er benzin på den næste kamp

Formiddagen derpå på Dan Cemans kontor i SE Arena.

På en hylde står fire skinnende guldhjelme. To vandt han som kaptajn for Sønderjyskes guldhold. To som træner.

Rykker han dem lidt sammen, kan han formentlig godt finde plads til nummer fem.

Men skal den 41-årige canadiske cheftræners drøm gå i opfyldelse, skal Sønderjyske spille en klasse bedre end i den tredje kamp i tirsdags.

»En bizar kamp med fejl på fejl. Som en træningskamp først på sæsonen,« siger en hovedrystende Dan Ceman til det nærmest surrealistiske 4-6 nederlag efter føring 4-1 i anden periode.

På dét tidspunkt var BT klar til at skrive nekrologen over Esbjerg Energy. Havde Sønderjyske gjort arbejdet færdigt og taget føringen 3-0 i bedst-af-syv serien, kunne rivalernes DM-chancer ligge under neglen på en kolibri. Endnu har ingen overlevet playoff i Danmark efter at have tabt de første tre kampe.

Men Esbjerg Energy rejste sig og udklassede mestrene i sidste halvdel af kampen med fem mål på stribe. De reducerede til 1-2 og gav Dan Ceman en søvnløs nat.

»Jeg sover altid dårligt efter et nederlag. Det var særlig slemt i nat,« siger han med et træt smil.

»Men det er ingen katastrofe at tabe en kamp. Vi er stadig i en favorabel position. Mod Frederikshavn spillede vi også en dårlig kamp. Skuffelsen er benzin på den næste kamp på fredag i Esbjerg. Det er en af de ting, jeg vil tale med spillerne om, når de kommer i eftermiddag, og vi ser video og gennemgår kampen.«

Dan Cemans første klub i Danmark var Frederikshavn White Hawks, hvor han spillede to sæsoner fra 2003. Efter en kort tilbagevenden til England kom han i 2006 til Sønderjyske, og i sine sidste to år som kaptajn var han en af nøglespillerne på gulholdet i 2009 og 2010.

Det var en skuffelse, at han ikke fik forlænget kontrakten, men efter to år som spillende træner i skotske Dundee vendte han tilbage til Vojens. Først som assisterende træner under legendariske Mario Simioni og som cheftræner fra 2014.

For den højtrespekterede coach er DM-finalen speciel. Hans kone, Melani, kan nedkomme med familiens førstefødte når som helst.

»Jeg prøver ikke at være nervøs, men jeg er spændt,« siger Dan Ceman.

Har Melani ikke født inden fredagens kamp, har Sønderjyske for en sikkerheds skyld en ekstra bil med til Esbjerg, så træneren kan komme hurtigt hjem.

»Jeg ved, hvordan Cory havde det,« siger Dan Ceman med tanke på sin topscorer, Cory Quirk, som blev far under semifinalen mod Frederikshavn.

Dan Ceman er højt værdsat i Sønderjyske og har kontrakt til sommeren 2017.

»Dan er hårdtarbejdende med respekt for klubbens dna. Han er spillernes mand og interesserer sig meget for dem. Den menneskelige side vejer tungt,« siger sportschef Søren Stockfisch.

Mens alt omkring trænersituationen hos de tre i toppen, Sønderjyske, Esbjerg Energy og Frederikshavn White Hawks, er fryd og gammen, forlængede Herning Blue Fox ikke med den svenske trænerduo Linus Fagemo og Markus Karlsson. De dumpede ifølge Blue Fox på personlig coaching, udvikling af spillerne og etableringen af et spilkoncept.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.