Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sløset dansk hold taber placeringskamp til Frankrig

Danmarks håndboldlandshold rundede EM af med et nederlag til Frankrig i kampen om femtepladsen.

Wroclaw: Danmark slutter som nummer seks ved EM i håndbold. Det blev en kendsgerning, da Danmark fredag tabte placeringskampen om femtepladsen med 26-29 til Frankrig. Det er håndboldherrernes dårligste EM-resultat siden år 2000.

De to desillusionerede håndboldstormagter, der klokkede i den i mellemrunden og dermed missede semifinalerne, stillede begge alternativt op og eksperimenterede med lidt af hvert i det, der blev en slags venskabskamp uden tænding.

Den danske start var pinlig. Fejlafleveringer stod i kø, en afslutning røg godt en meter forbi mål, og hvis det var motivationen, der haltede, blev spillerne ikke hjulpet af at spille i en ganske atmosfæreforladt hal.

På den baggrund kunne Frankrig uden at imponere bringe sig på 4-0, og først efter knap otte minutter brød Alexander Lynggaard dødvandet med det første danske mål.

Lynggaard fik debut ved slutrunden efter at have været eneste mand uden spilletid i truppen. Succesen var til at overse. Lynggaard fik rødt kort efter tre tominuttersudvisninger allerede efter 33 minutter.

Landstræner Gudmundur Gudmundssons hold var i det hele taget præget af reserver. Højrebacken Peter Balling fik i lange perioder chancen i stedet for Mads Christiansen, og Kevin Møller tog målet, så Niklas Landin kunne få en fridag.

Begge viste sig målfarlige. Målmand Møller kastede bolden i mål over en hel banelængde, mens Ballings venstrehånd lynede gang på gang. Måske skulle han have haft chancen i højere grad tidligere i turneringen.

Ballings træfsikkerhed og seks mål inden pausen bidrog stærkt til, at Danmark reducerede fra 5-10 til 11-12 og siden blot var bagud med to halvvejs.

Danmark fik fuld kontakt ved 18-18 blot for at ramme en periode med mange fejl, så modstanderen lynhurtigt kom foran med tre igen.

Danskerne kæmpede sig dog tilbage ved 26-26 i slutfasen, men jævnbyrdigheden gav nu ikke kampen mere nerve.

Dens mangel på vigtighed blev udstillet af, at Gudmundsson holdt Mikkel Hansen på bænken i hele anden halvleg. Hansen spillede kun i begyndelsen af opgøret.

I hans fravær tog ingen andre ansvar i afslutningen, som endte i dansk sløseri.

Og så kunne kampen slutte, som den begyndte. Med Frankrig som det eneste hold på banen i stand til at score.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.