Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KOMMENTAR

Semifinalerne mangler mindst et af de fire bedste hold nu

Jo, der var ting, der kunne have været bedre, men Danmark kunne lige så godt have vundet den kvartfinale mod Spanien. Forklaringen på et for tidligt dansk VM-exit skal stadig findes i den allerførste kamp.

Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske

Danmark er for tidligt færdig ved VM i herrehåndbold. Det danske hold er et af verdens fire bedste, helt afgjort, og burde derfor have været en del af semifinalerne på fredag.

Og med Tyskland ude efter nederlag til det på alle måder ucharmerende køb-et-hold-projekt fra Qatar og Kroatien ude efter chok-nederlag til jævne Polen, ja så kigger man på de semifinaler med samme fornmmelse, som man går til en fastelavnsbolle med for lidt creme.

Men fejlen og forklaringen på, at der for Danmark nu er dømt ganske lidt sexede placeringskampe og ikke semifinaler, skal ikke findes i gårsdagens kvartfinalenederlag på 23-24 til Spanien.

Jeg er ked af at skrive det igen, men det er stadig det forfærdelige uafgjorte resultat mod Argentina, der er skyld i, at Danmark ikke lever op til egen målsætning om at nå semifinalerne. To point her havde sendt Danmark ind i helt andre modstandere i det videre forløb.

Spanien-kampen i går var isoleret set godkendt. En håndboldkamp på et meget højt niveau og med et ganske vildt element af nerver og marginaler.
Danmark har tit vundet de kampe.

Revet op fra hukommelsen er det i sådan en situation, man skal minde sig selv om vanviddet, da Danmark ved EM i Serbien i 2012 vandt over Makedonien. Det er i sådanne situationer, man skal huske Lars Christiansens straffekast i EM-semifinalen mod Tyskland i 2008.

Det er sløj trøst, men dog lidt trøst.

Og lad os gentage: Spanien-kampen var i orden. Jo, der var forbedringer at ønske. To brændte straffekast, Landin, der faldt voldsomt i niveau i anden halvleg, Mads Christiansen, der var for udfordret både defensivt og offensivt. Rasmus Lauge, der bare havde det svært. Og den uheldige skade til Mads Mensah Larsen, der ramte på et frygteligt tidspunkt, hvor netop Mensah havde alle billetterne i lommen sammen med Mikkel Hansen.

Nu vi taler om Mikkel Hansen, så husker jeg, da man var dreng. Da syntes jeg altid, at de andre lande havde den sportsmand, man bare genre ville have. Okay, måske ikke lige i speedway, men selv dengang kunne man jo godt mærke, at speedway var sådan lidt halvmarginalt ud over hele kloden, så det talte ikke ordentligt.

Svenskerne havde Stefan Edberg for eksempel. Og Stafan Olsson. Hollænderne havde Ruud Gullit. Franskmændene Alain Prost. For nu at nævne nogle.

Men onsdag aften, mens jeg sad og så Danmark-Spanien i VM-kvartfinalen, slog det mig igen, at vi som danskere i disse år oplever det sjældne at have den håndboldspiller, som alle bare vil have. Vi har Mikkel Hansen, og selv om jeg også godt kan få øje på, at Karabatic sørme er skarp i både den ene og den anden ende, så giver han bare ikke den gåsehud, som Mikkel Hansen gør, når han er bedst.

Sådan en stund havde man i starten af anden halvleg onsdag aften, hvor jeg et øjeblik tænkte, at nu afgør Hansen bare det her ene mand. Men det blev heller ikke i Qatar, at denne uovertrufne spiller skulle få lov at vinde VM.

Dette var Danmarks første VM-nederlag, og så var det ud. Lidt halvbarskt.

Og det har da heller ikke altid været sådan, at VM er blevet afviklet med knockout-kampe efter det indledende puljespil. I for eksempel 2009 og 2011 havde man såkaldte mellemrunder, hvorfra de fire semifinalister blev fundet.

Man kan mene meget om brutaliteten i det tidlige knockoutsystem, som vi altså ser i år i Qatar og også så i Spanien for to år siden. Man kan blandt andet mene, at det betyder, at risikoen for at sige farvel til for gode hold for tidligt bliver for stor. Som nu dette farvel til Danmark.

Men efter at have set kvartfinalen mellem Spanien og Danmark i aftes kan det heller ikke diskuteres, at det er med til at bringe en skøn gnist af betydningsfuldhed ind i turneringen tidligt. Hvis man ikke har mærket en snert af forelskelse ved vind-eller-forsvind-brutaliteten onsdag aften, så er det fordi man stritter imod.

Sikke en skøn og intens kamp. Det gnistrede straks fra begyndelsen, hvor vi så to velforberedte hold, der virkelig skulle slide for deres scoringer. Det danske forsvar - den store bekymring forud for turneringen - spillede en helt godkendt første halvleg, men det gjorde sørme også spanierne.

Her så vi for første gang ved VM et hold, der dygtigt formåede den giftige kombination at lokke og lukke på samme tid. Afleveringsmulighederne blev skåret af, Mikkel Hansen skærmet, Rasmus Lauge havde problemer med at sætte sin modstander, og Mads Christiansens udfordringer som både skytte og afleveringsspiller over for sådan et forsvar blev udstillet.

Men Danmark fandt veje - ikke mindst i kraft af en indledningsvist skarp kontrafase, hvor Anders Eggert lykkeligvis havde valgt kvartfinalen som scenen for at levere sit endegyldige check in i VM-turneringen.

Og gennem hele kampen oplevede jeg, at danskerne havde lige så svært og lige så let ved at finde disse veje som spanierne. Derfor blev det præcis så marginalt, som man havde forudset - denne gang med Danmark parkeret med øv-følelsen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.