Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Putin-talsmand venter først IOC-afgørelse sidst på ugen

IOC vil ikke komme med en melding om russiske atleter før om et par dage, siger Putins talsmand.

Moskva. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holdt tirsdag hastetelefonmøde, efter at en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur, Wada, mandag konkluderede, at den russiske stat har været dybt involveret i et omfattende dopingprogram.

Trods det hurtige møde skal man ikke forvente en hurtig melding fra IOC, vurderer Dmitry Peskov, der er talsmand for præsident Vladimir Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge Dmitry Peskov vil IOC "vente på, at Den Internationale Sportsdomstol, CAS, i Lausanne har truffet en afgørelse i sagen, og det kan tage et par dage".

Peskov henviser dermed til den appelsag, som Det Russiske Atletikforbund har anlagt, efter at samtlige russiske atletikudøvere i sidste måned blev udelukket fra OL.

CAS forventer at have en afgørelse klar på torsdag, og først derefter skal man altså forvente en udmelding fra IOC, mener Putins talsmand.

Samme vurdering kommer fra den spanske avis Marca, der skriver, at IOC først vil melde en beslutning ud i weekenden.

Præsidenten for IOC, Thomas Bach, har lovet, at komiteen ikke vil tøve med at indføre strenge sanktioner mod Rusland. Komiteen kan dog formelt set ikke udelukke atleter fra OL, da det er de enkelte specialforbund, der skal stå for det.

Russiske atletikudøvere blev allerede i juni udelukket fra legene i Rio af Det Internationale Atletikforbund (IAAF), og med den nye rapport er det usikkert, om resten af de russiske atleter får lov til at stille op til legene i Rio.

Blandt andet opfordrer Wada til, at man udelukker Rusland fra OL ind til en kulturændring er gennemført.

Rapporten har ikke fået Rusland til at suspendere den russiske sportsminister, Vitaly Mutko, fortæller Dmitry Peskov.

Til gengæld har Mutko midlertidigt suspenderet sin rådgiver i antidopingspørgsmål, Natalya Zhelanova. Også tre andre embedsmænd i den russiske idrætstop er suspenderet efter at være blevet nævnt i Wada-rapporten.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.