Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Payet var bedst - men Cristiano var knageme også god

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt
Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt

Så kom vi igennem de første gruppekampe, og står tilbage med en slutrunde, der kun har budt på ét rigtig stort højdepunkt: Dimitri Payets sejrsmål for Frankrig i åbningskampen mod Rumænien.

Der kom han buldrende, kampens spiller allerede inden han havde scoret, og jernede bolden hårdt og præcist op i målhjørnet, så Stade de France forløstes, og værtsnationen fik præcis den åbning, den kunne have håbet på.
Det var et lille stykke magi, der kan have massiv betydning for, hvordan Frankrig kommer igennem resten af turneringen, fordi Frankrig vandt, tog gassen af forventningsballonen og fødte en en usandsynlig stjerne i netop det øjeblik. Usandsynlig fordi helterollen på forhånd var lagt til rette for Paul Pogba, der spillede dårligt. Til Antoine Griezmann der virkede træt, nervøs eller uinspireret. Til Blaise Matuidi, hvis sæson har været formidabel. Til Olivier Giraud, der scorede og nok skal gøre det igen. Men som blev taget af en 29-årig sent blomstrende mand med en blakket fortid og kontrakt i West Ham.

Det var smukt, og det var forløsende for en nation, der ikke har spillet kvalifikationskampe, men som har spillet den ene træningskamp efter den anden uden helt at vide, hvor gode deres modstandere var, fordi det også for dem var en mulighed for at eksperimentere. Og uden derfor helt at vide, hvor de selv stod. Mit bud er, at Frankrig kun bliver bedre fra nu af. Jeg har svært ved at se Payet gå ned i kadence. Det sker sjældent. Omvendt har jeg svært ved at se Paul Pogba og Antoine Griezmann ikke rejse sig.

I dag står Frankrig over for Albanien, der slog Danmark ud i kvalifikationen, hvilket efter holdets åbningsnederlag til Schweiz og en helt igennem ligegyldig kamp virker så frygteligt forkert. Men det er så frygteligt rigtigt. Lige så rigtigt, som at Sverige, der fik 1-1 mod Irland men spillede en rædderlig kamp og fik hjælp af et irsk selvmål, var dem der gav Danmark det sidste spark tilbage i november. De to lande har endnu ikke klædt EM, og jeg er bange for, at Danmark heller ikke havde gjort det. Argumenterne er i hvert fald svære at finde. Nå, jeg kom på afveje.

Fem gode oplevelser ud over Payets mål. Altså de gode oplevelser fra nummer to til seks:

2. Island, selvfølgelig, der fik point mod Portugal, og Cristiano Ronaldo, der efter kampen opførte sig lige så pivet, som vi gerne vil have ham til, fordi det passer perfekt i billedet af ham som en krukke, da han sagde, at Island aldrig kunne vinde EM, og at deres jubel over uafgjort var symbolet på små ambitioner. Det gjorde kun det islandske point endnu bedre - også selvom Cristiano Ronaldo jo har ret.

3. Kroatien, der mod Tyrkiet endelig fik udbytte af de vilde midtbanespillere, der er i deres trup. Det er ingen selvfølge, at spillere fra Real Madrid, Barcelona, Inter, Juventus og Fiorentina spiller godt sammen, når de repræsenterer Kroatien, men det gjorde de denne gang. Luka Modric’ mål trak yderligere op.

4. Italiens sejr over Belgien. Dem, der har fulgt min Twitter-profil, ved måske, at jeg ikke holder med Italiens fodboldlandshold. Det var noget, jeg fandt på engang, og jeg kan hverken gøre eller argumentere for det. Men jeg kan til gengæld sagtens anerkende, når de spiller godt, og det gjorde de mod Belgien. Antonio Conte udmanøvrerede Marc Wilmots taktisk, og Italien kan blive verdensmestre. Det kan de.

5. Andrés Iniesta. Klasse  fornægter sig ikke. 32 år er ingen alder, og mod Tjekkiet var han den pasningsmaskine, der bare fik det ene angreb efter det andet til at rulle ned over banen, hvilket til sidst resulterede i et mål. Ok. På hovedstød fra en forsvarsspiller i en etage langt over tiki-taka, men på et oplæg fra Iniesta.

6. Englands første halvleg mod Rusland. Og så rammer vi i virkeligheden lige så meget en nedtur, som en optur. Intet hold har spillet mere underholdende, afvekslende, inspirerende og hurtigere end England i første halvleg mod Rusland, hvilket ikke førte til andet end 1-1 og et halvt nederlag. England har noget virkelig spændende over sig denne gang, men i bund og grund er de bare England. Det er en sandhed, vi får serveret en gang hvert andet år.
Det dårlige? Bare rolig. Det skal jeg nok nå en anden gang.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.