Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Paul Pogba kan ikke redde United alene. Det er der ingen, der kan

epaselect epa05958016 Manchester United's Paul Pogba reacts during the UEFA Europa League semi final, second leg soccer match between Manchester United and Celta Vigo at the Old Trafford Stadium in Manchester, Britain, 11 May 2017. EPA/NIGEL RODDIS
epaselect epa05958016 Manchester United's Paul Pogba reacts during the UEFA Europa League semi final, second leg soccer match between Manchester United and Celta Vigo at the Old Trafford Stadium in Manchester, Britain, 11 May 2017. EPA/NIGEL RODDIS

Under normale omstændigheder ville det have været en dårlig dag, intet mere end det. Da Manchester United tog imod Liverpool i januar, gik Paul Pogba fejl af en oplagt mulighed tidligt i kampen. Så kostede han United et straffespark. Det var kun en sen scoring af Zlatan Ibrahimovic, der sparede ham for den ydmygelse at have kostet holdet et nederlag i det nærmeste, engelsk fodbold kommer Spaniens El Clásico.

Det var ikke en kamp, Pogba vil se tilbage på med glæde, men under normale omstændigheder ville han have kunnet trøste sig med, at den slags nu engang sker: Chancer bliver misbrugt, et straffespark bliver dømt imod en. Spillere bliver tilgivet deres synder, og deres fejlskud glemmes nådigt og hurtigt. Det var imidlertid ikke nogen almindelig dag, og det var alt andet end normale omstændigheder.

Et par dage før kampen var det kommet frem, at Pogba ville blive den første spiller i Premier League til at få sin egen emoji på Twitter. For at skabe opmærksomhed om denne nyskabelse dukkede Pogbas navn – i hashtag-form – med få minutters mellemrum op på Old Traffords reklamebannere kampen igennem.

Kontrasten var ond, men den ramte en nerve. Lige siden Pogba vendte tilbage til Manchester United sidste sommer som verdens dyreste spiller, har der bestået en nagende fornemmelse af, at hans optræden på banen ikke helt har holdt mål med forventningerne.

Det er ikke, fordi hans optræden for holdet har været gennemgående dårlig, slet ikke. Men der bredte sig en fornemmelse af, at Pogba var noget af en illusion. Han var tydeligvis helt eminent til at generere trafik på de sociale medier, og han var den perfekte rollemodel for en række smarte marketingskampagner.

Men lige hvor god han var som midtbanespiller – altså det job, han var ansat til, og fra hvilket alt andet skulle udgå – var åbent for debat. Flere og flere stemmer meldte sig med den betragtning, at han var mere stil end substans, at han var et designer-label syet ind i et par overalls. Kampen mod Liverpool på Old Trafford syntes at dokumentere det til al overflødighed: Pogba var et spørgsmål om branding, en superstjerne, som en sådan tager sig ud på Instagram.

Inden for rammerne af Manchester United får den slags kritik naturligvis ikke lov at bundfælde sig. Pogba er et meget populært medlem af truppen og i mange henseender dens ansigt udadtil; han har ikke bare et nært personligt venskab med jævnaldrende som Jesse Lingard, men er også regelmæssigt ude at spise med de ældre og mere erfarne Ibrahimovic og Henrikh Mkhitaryan. Sidstnævntes mor skal være meget glad for ham.

 

Klubben var hurtig til at slå ring om en af sine egne og afvise kritikerne. Som oftest har modargumentet haft noget med penge at gøre: Pogba har mere end antydet, at kritikken skyldes en fiksering på, hvor meget han kostede klubben: Rekordsummen på 780 millioner kroner, som United i 2016 betalte Juventus for at få den fortabte søn tilbage.

Uniteds træner, José Mourinho, er gået skridtet videre og har gjort gældende, at det meget vel kan være Pogbas løn, som har fået kliken af tidligere spillere, der nu optræder som kommentatorer, til at se på hans optræden med kritiske briller.

»Det er ikke hans fejl, at nogle kommentatorer har problemer med deres liv og har brug for hver en øre, de kan skrabe sammen, mens Paul er mangemillionær,« sagde Mourinho tidligere på året – måske knap så hjælpsomt.

Men dette er fodboldens instinktive reaktion i en sådan situation: Forestillingen om, at en spiller indkøbt for en astronomisk sum nødvendigvis også vil blive mødt med urealistiske forventninger. Der er noget om snakken, men i Pogbas tilfælde er det ikke sagens kerne. Nej, Pogba lider af noget andet og langt mere komplekst, nemlig engelsk fodbolds overdrevne interesse for individer.

Journalisten Scott Murray skrev for nogle år tilbage i The Blizzard, at Roy Race – en fiktiv spiller, som var helten i tegneserien Roy of the Rovers anno 1950erne – havde haft den mest skadelige indflydelse på engelsk fodbold ned gennem historien.

 

Murray havde gjort sig mange tanker om Race og hans betydning for taktik, trænerstil og ømentalitet i engelsk fodbold, men han kunne have tilføjet, at Roy Races mest ødelæggende indflydelse på generationer af fodboldfans havde været nedlagt i det forløb, alle historierne om ham havde til fælles. For ved udgangen af hver eneste historie, og uanset hvor sort situationen så ud for Races hold, Melchester Rovers, så dukkede Race uværgerligt op på rette sted og reddede dagen. Somme tider reddede han et gidsel eller forpurrede vederstyggelige planer, men som oftest sprintede han bare ned ad banen og hamrede et mål ind i sidste øjeblik.

Gennem årtier har Roy Race således afspejlet og vedligeholdt billedet på, hvordan englænderne ser fodbold: Som en individuel sport, der er forklædt som holdsport. Det er et dogme, det har været umuligt at ryste. England nærer fortsat en særlig veneration for Roy Race.

Det er derfor en Steven Gerrard, den arketypiske Race er så afholdt, og det samme gælder den tidligere kaptajn for Manchester United Bryan Robson.

Og det er derfor, højdepunktet af David Beckhams karriere alle dage vil være kampen mod Grækenland i 2001, da han »ene mand« sikrede et uafgjort resultat, 2-2, som sendte England til verdensmesterskabets slutrunde.

Denne fiksering på individer har ramt Paul Pogba hårdt i hans første år tilbage i Premier League. Men han er ikke den første spiller til at lide under det. Arsenals Mesut Özil har været udsat for nogenlunde den samme behandling og er blevet kritiseret, hver gang han ikke har held til at vinde en kamp på egen hånd.

 

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.