Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pakket ind i vat

IHF er bange for, at skinnen på René Tofts arm sender et signal til omverdenen om, at håndbold er en voldelig og farlig sportsgren. Foto: Liselotte Sabroe
IHF er bange for, at skinnen på René Tofts arm sender et signal til omverdenen om, at håndbold er en voldelig og farlig sportsgren. Foto: Liselotte Sabroe

Man behøver ikke at have set mange minutter af det igangværende VM i herrehåndbold for at kunne konstatere, at topsport kan gøre ondt. Rigtigt ondt. I turneringen i Frankrig har vi set, hvad der sker, når mænd, der vejer på den tunge side af 90 kilo og måler mere end 190 centimeter, kolliderer i høj fart.

I det danske landsholds kamp mod Egypten sidste weekend måtte både Morten Olsen og Mads Mensah forlade banen med skader – Olsen med en plaget læg, Mensah med en fibersprængning i en mavemuskel. Sidstnævnte er så medtaget, at han i skrivende stund er erklæret ukampdygtig på ubestemt tid.

Det er dog en tredje skade, som har stjålet de fleste overskrifter under verdensmesterskaberne, nemlig René Tofts smerter i albueleddet.

Det mest interessante har ikke været selve skaden men den albueskinne, Toft benytter sig af. For ifølge Det Internationale Håndboldforbund (IHF) er det ikke tilladt at spille med metalbeskyttelse på armene. Dette fik før turneringen Dansk Håndbold Forbund (DHF) til at bede om en dispensation, som blev blåstemplet af IHF med ét løjerligt forbehold: Skinnen skulle godkendes af modstanderholdets lægestab.

Dekretet har medført, at den danske lejr har måttet bede om godt vejr hos de andre nationers ledende doktorer før hver kamp. Eksempelvis lykkedes det kun akkurat den danske veteran Jesper Nøddesbo at overtale Qatars holdlæge, som til daglig er ansat i FC Barcelona, hvor også danskeren er på kontrakt.

Affæren om et stykke aluminium i en armpude er speget og et udtryk for den aparte ledelsesstil, som desværre har præget IHF i alt for mange år. TV 2s håndboldredaktør Dan Philipsen tøvede ikke med at kalde sagen for både »destruktiv«, »dum« og »ødelæggende« for håndboldsportens image.

Men den kuriøse historie står ikke alene, og skinneforbuddet har sine grunde. IHF-præsident Hassan Moustafa ønsker at udbrede sin sport til hele verden. Han vil have ungdommen i også de største lande til at interessere sig for håndbold frem for fodbold, basketball og volleyball, klodens tre mest udbredte holdsportsgrene.

I forlængelse heraf handler forbudet ikke så meget om, at det lille stykke metal kan såre en af Tofts modstandere. Det er i stedet et signal til omverdenen. Med sin manglende accept henvender Moustafa sig indirekte til de bekymrede forældre. Han ved, at for meget beskyttelsesudstyr signalerer, at håndbolden er en voldsom, ja måske ligefrem voldelig sportsgren.

Dermed gør Moustafa kun, hvad talrige andre sportspolitikere gør i disse år, nemlig nedtoner elitesportens volds- og fareaspekt i et forsøg på at sælge sit produkt som en sund værdi.

Det samme gjorde sig gældende, da den engelske fodboldspillerforening (PFA) kort efter jul udsendte en officiel advarsel mod at heade. Ifølge PFAs formand, Gordon Taylor, burde landets fodboldklubber straks forbyde hovedstød for børn under 10 år for at afbøde hjerneskader. Baggrunden er en undersøgelse fra University of Stirling, der viser, at hukommelsen svækkes med mellem 41 og 67 procent i et døgn, efter at et barn har foretaget 20 hovedstød.

»Dette er ikke en panikhandling. Det er en velovervejet reaktion i betragtning af de beviser, der er kommet frem i forskellige sportsgrene,« udtalte Taylor til Daily Telegraph.

I de senere år har 250 tidligere fodboldspillere fået konstateret svækkelser i hjernefunktionen.

PFAs forslag lægger sig op ad en bestemmelse i amerikansk soccer, hvor det ikke er tilladt for mindre børn at heade til bolden. I USA bølger diskussionen frem og tilbage inden for en række sportsgrene. For hvor meget kan og skal man eksempelvis gøre for at minimere risikoen for skader i nationalsporten, football?

Allerede i 2004 påpegede forskere fra University of North Carolina ved hjælp af hjelmsensorer, at et sammenstød mellem to spillere i National Football League (NFL) har samme intensitet som påvirkningen af chaufføren i en bil, der kører ind i en væg med en fart på 40 km/t. Neuropatologien har desuden påvist en klar sammenhæng mellem gentagne hjernerystelser og kroniske hjernesygdomme.

Det vurderes, at 28 procent af alle tidligere professionelle football-spillere lider af enten depression, ALS, CTE, demens og Parkinsons sygdom. Opdagelserne har medført, at flere high school- og college-hold i de seneste år har nedsat træningsmængden, indført særlige sikkerhedshjelme og indkøbt elektroniske skumrobotter til at aflaste de unge spillere i de mest krævende øvelser.

Og mens USA nok engang diskuterer, om ikke også de voksne, professionelle sportsudøvere burde pålægges restriktioner for deres eget bedste, kunne man i ugemagasinet The New Yorker for nylig læse, at en artikel i Journal of Neurotrauma slår fast, at mindre end fem procent af alle NFLs hovedskader indrapporteres. Ikke alle vil tilsyneladende hjælpes.

De færreste kan have noget imod initiativer, der sikrer børn og unges ve og vel. Alligevel efterlader de mange forbud os i et dilemma. For på den ene side er de fleste af os opdraget til, at man løser sine uoverensstemmelser ved at tale sammen. Vold er ufint, og risikoen for at lide fysisk skade bør holdes på et minimum.

Udfordringen er, at normen ofte er en anden i elitesport. Her gælder det – med idrætsforskeren Verner Møllers ord – om »at pine sine konkurrenter« inden for de givne retningslinjer.

Volden kan være direkte som i kampsportsgrene som boksning og brydning eller de små, beskidte tricks, der er en del af spillet i blandt andet fodbold og håndbold. »Konstruktive voldshandlinger« kalder Møller det. Volden kan også være indirekte som i tennis, squash eller badminton, hvor slagene, løbene, finterne og den psykologiske krigsførelse ligeledes tjener til at ydmyge modstanderen.

Man spiller for at vinde – og dermed også for at se modstanderen tabe. I professionel sport har faren altid været en arbejdsrisiko. »Vi bliver nødt til at have en omsorgspligt over for alle deltagere,« lød et af PFA-bossen Gordon Taylors velmenende forslag. Spørgsmålet er om udøverne er enige.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.