Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Østriger støder Jansrud ned fra super-G-tronen

Matthias Mayer vandt OL-guld for anden gang, da han var hurtigst i mændenes super-G.

Matthias Mayer var 0,13 sekund hurtigere end Beat Feuz i super-G-løbet. Reuters/Kai Pfaffenbach
Matthias Mayer var 0,13 sekund hurtigere end Beat Feuz i super-G-løbet. Reuters/Kai Pfaffenbach

Pyeongchang. I nogle minutter lignede det en ny norsk dobbelttriumf på skibakken i Jeongseon, men til sidst måtte nordmændene nøjes med en bronzemedalje i det olympiske super-G-løb for mænd.

Østrigeren Matthias Mayer vandt foran schweiziske Beat Feuz, mens Norges Kjetil Jansrud med en tredjeplads abdicerede fra den super-G-trone, han har siddet på siden OL for fire år siden.

Da ni løbere havde været igennem banen, stod Jansrud og Aksel Lund Svindal ellers til at fordele de ædleste medaljer imellem sig, præcis som i torsdagens styrtløb.

Men så begyndte det at smuldre.

Matthias Mayer, der i styrtløbet ellers ikke lignede en mand i imponerende form, ramte en næsten perfekt linje på den hurtige bane og kom i mål i en tid, der var 0,18 sekund hurtigere end Jansrud.

Umiddelbart efter skubbede schweizeren Beat Feuz nordmændene yderligere ned ad sejrspodiet ved at presse sig ind på andenpladsen.

Feuz vandt torsdag bronze i styrtløb, som egentlig er hans bedste disciplin, men hans super-G-præstation rakte altså til en endnu finere medalje.

Dagens mand var og blev dog Matthias Mayer.

Den 27-årige fartløber fra Kärnten tog karrierens anden OL-medalje. Den første var også af guld og kom i styrtløbet i Sotji for fire år siden.

Med fredagens triumf overgik han også sin far, Helmut Mayer, der vandt sølv, da super-G i 1988 for første gang var en del af OL-programmet.

Løbets enlige danske deltager, Christoffer Faarup, sluttede på 32.-pladsen. Han var 3,37 sekunder efter vinderen.

Faarup, Matthias Mayer og de øvrige fartspecialister overlader nu scenen til de mere tekniske typer.

Næste disciplin er storslalom, der bliver afviklet på søndag. Fire dage senere står der slalom på programmet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.