Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Økonom: Brøndbys akutte millionlån er et usundt tegn

Brøndby mangler i øjeblikket penge i klubkassen og er nødt til at tage fra kassekreditten, vurderer økonom.

Brøndby: Det er et usundt tegn, at Brøndby ser sig nødsaget til at låne fire millioner kroner af bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

Det mener investeringsøkonom Per Hansen fra investeringsbanken Nordnet, som vurderer, at Brøndby bruger Jan Bech Andersen som en slags kassekredit.

- Det minder om en ganske almindelig konventionel kassekredit.

- Det svarer til det, man i finansieringssprog kalder "bridge financing". Det vil sige, at man laver en brofinansiering, indtil den næste finansiering kommer. Og den næste finansiering er givetvis en aktiekapitaludvidelse.

- Så trykker man nogle flere aktier og får nogle flere penge ind, og så vil man givetvis betale Jan Bech sine penge tilbage, som det er sket tidligere, siger Per Hansen.

Brøndby har allerede annonceret planer om at skaffe flere penge ved en aktieemission senere på året, fordi klubbens egenkapital er skrumpet kraftigt ind.

- Er det et sundhedstegn, at Brøndby låner fire millioner af Jan Bech Andersen? Nej, det er det ikke. Er det usædvanligt? Nej, det er det heller ikke.

- Fodbold og forretning hænger ikke sammen. Det er bare et spørgsmål om, hvor hurtigt, Brøndby når at få brugt pengene, forklarer økonomen.

De fire millioner skal løse nogle økonomiske problemer her og nu og skabe et sikkerhedsnet for klubben, lyder vurderingen.

- Det er ikke fordi, Brøndby ikke arbejder stenhårdt på banen for at skabe nogle gode resultater.

- Men du har en forretningsmodel, hvor indtægterne i fodboldklubben i høj grad er variable og afhængige af resultaterne.

- Samtidig har du udgifter og omkostninger til spillere, som i høj grad er faste. Så det hænger ikke sammen, medmindre man ligger i toppen år efter år, siger Per Hansen.

- Og selv hvis du er med i toppen, så har Brøndby vist en forfærdelig skidt evne til at brænde de penge, man havde i overskud, fuldstændigt af på transfermarkedet.

- Det er sket i håbet om at købe en ny spiller for fem-ti millioner og få succes med ham, vinde ligaen og året efter sælge ham videre for 30-40 millioner. Det er blevet et fatamorgana og en illusion.

- Så det er ikke et vidnesbyrd om, at det går specielt godt, at man nu gerne vil have en likviditetsreserve. Det er kun livsforlængende medicin, man doserer, lyder konklusionen.

Jan Bech Andersen har meddelt, at han trækker sig som bestyrelsesformand ved en udskudt generalforsamling 10. maj.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.