Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Nervøse trækninger på Anfield

Liverpool-ledelsen er alligevel ikke interesseret i Southamptons Virgil van Dijk. Eller er den? Foto: Paul Childs/Reuters
Liverpool-ledelsen er alligevel ikke interesseret i Southamptons Virgil van Dijk. Eller er den? Foto: Paul Childs/Reuters

Det har i månedsvis været en offentlig hemmelighed, at Liverpool FC har været interesseret i Southamptons Virgil van Dijk. Den engelske fodboldklubs manager, Jürgen Klopp, havde udset sig den dygtige midtstopper som et vigtigt element i den kommende sæson. En forventet købspris på 60 millioner pund ville gøre Van Dijk til alle tiders dyreste forsvarsspiller.

Men onsdag vendte Liverpool-ledelsen på en tallerken.

»Vi vil gerne undskylde over for Southamptons ejer, bestyrelse og tilhængere for enhver misforståelse i forbindelse med Virgil van Dijk. Vi respekterer Southampton, og vi bekræfter hermed, at vi har afsluttet al interesse i spilleren,« lød den overraskende melding på klubbens hjemmeside.

Der gik ikke mange timer, før den engelske presse havde oprullet sagen med hjælp fra kilder i Southampton, som var af den opfattelse, at Premier League-kollegerne havde handlet i strid med gældende transferregler. Klopp skulle angiveligt have mødtes med Van Dijk i Blackpool for nylig uden Southamptons vidende. Den slags er ulovligt.

Liverpools tilbagetog ligner damage control og et forsøg på at mildne Southampton-ledelsen, som ifølge en talsmand for Premier League overvejer at gå videre med sagen. Men den offentlige undskyldning kan også have et andet, endnu smartere sigte: At få Van Dijk til selv at indgive en transferanmodning – altså bede om at blive solgt.

Herefter ville Liverpool have anderledes let spil. Også Manchester City og Chelsea ønsker hollænderen, som dog tidligere har vist interesse for Liverpool. Klopp kan garantere spilletid, og klubben kan lokke med en ugeløn på 200.000 pund. Tvangen er ikke utænkelig. Det var således samme model, som en anden Southampton-spiller, José Fonte, brugte, da han i januar rejste til West Ham.

Over for denne form for spillermagt er de fleste klubber magtesløse. Indimellem bliver det decideret uskønt – som i tilfældet Dimitri Payet, der nægtede at træne og spille, før han i januar fik lov at forlade West Ham til fordel for franske Olympique Marseille – men næsten altid ender det med, at spilleren vinder.

Det er man godt klar over i Liverpool, selv om det næppe har været i klubbens interesse igen at havne i søgelyset af de helt forkerte grunde. Siden den amerikanske investeringsfond Fenway Sports Group (FSG) under ledelse af dollarmilliardæren John W. Henry overtog kontrollen i 2010, har Liverpools møgsager været mange.

I denne uge bragte den britiske avis The Independent en lang liste over FSGs fodfejl.

I december 2011 udsendte Liverpool en erklæring, der støttede Luis Suárez, holdets racismeanklagede angriber, og før en kamp mod Wigan fulgte spillerne trop ved at varme op i t-shirts med et portræt af uruguayaneren. Støtteerklæringen til fordel for en af fodboldverdenens mest omdiskuterede skikkelser ramte Liverpool som en boomerang.

Et par måneder tidligere måtte klubejer Henry give Boltons formand, Phil Gartside, en uforbeholden undskyldning. Årsagen var, at Liverpool-direktøren, Ian Ayre, i en debat om fordelingen af TV-penge havde kaldt Gartsides klub for uattraktiv for et udenlandsk publikum. I 2012 var det så bestyrelsesformand Tom Werners tur til at undskylde, efter at klubben havde offentliggjort købet af Fulhams Clint Dempsey. Problemet var, at handlen aldrig gik igennem.

Få måneder senere blev kommunikationsdirektøren Jen Chang fyret efter at have truet en supporter, der havde oprettet en anonym Twitter-profil med påstået insiderinformation fra klubben. Sidste år førte FSGs varsling af billetprisstigninger på Anfield til massive fanprotester, og efter få dage foretog klubledelsen en dramatisk U-vending og valgte i stedet at fastfryse de eksisterende priser i to år.

I april i år blev Liverpool forbudt at hente unge spillere til sit akademi i 12 måneder efter en ligeledes uskøn affære. Først sikrede klubben sig et 12-årigt talent fra Stoke med løftet om at ville betale for hans skolegang i fire år. Drengen brød med Stoke, men Liverpool ændrede mening, og spilleren var dermed låst i et ingenmandsland mellem de to klubber. Liverpool blev afkrævet kompensation af både Stoke og de vrede forældre.

Eksemplet Liverpool Football Club viser, at fodboldelitens positionskamp er så hård, at de største klubber ofte er villige til at gå til grænsen – og lidt over. De seneste par år er afstanden fra Europas økonomiske top 8 ned til de næste vokset. De globale megaforretninger – Manchester United, FC Barcelona, Real Madrid, FC Bayern München, Manchester City, Paris Saint-Germain, Arsenal og Chelsea – sidder på flæsket.

Bag dem forsøger klubber som Juventus, Borussia Dortmund, Tottenham, Atlético Madrid og Liverpool at følge trop.

Strategierne varierer. I Dortmund forsøger man med stort held at udvikle egne profiler for at holde lønbudgettet nede og skabe en interessant profil. Tottenham og Atlético har ladet dygtige cheftrænere udvikle et koncept og vil desuden opføre nye arenaer, der skal øge klubbernes indtjening. Juventus er ved at reetablere sig, tålmodigt og sten for sten, godt hjulpet af sin historiske styrke og globale appel.

I øjeblikket ligner Torino-klubben, der har vundet det italienske mesterskab seks år i træk og er nået Champions League-finalen to gange på tre år, det bedste bud på en ny dreng i den allerøverste klasse. Ingen tjente flere penge end Juventus på at medvirke i UEFAs turneringer i den netop overståede sæson: 109 millioner euro i præmie- og TV-penge.

I Liverpool er man ikke nået så langt i sin genopbygning efter en håndfuld svære år. Siden december 2009 har den engelske klub blot spillet seks kampe i Champions League. Det siger en hel del, at det internationale højdepunkt de seneste ti år er den tabte Europa League-finale i 2016.

Om få uger åbner sommermarkedet. I sidste uge udtalte Liverpools nye administrerende direktør, Peter Moore, at »vi vil ikke bruge 100 millioner pund, bare fordi Manchester City bruger 100 millioner pund«, og at »det ikke handler om, hvor mange penge man bruger, men hvad man får for sine penge«. Det lød som en undskyldning på forhånd.

I stedet må Liverpool igen forsøge at holde de rigeste bejlere bort fra holdets bedste spillere, denne gang Sadio Mané og Philippe Coutinho. Til august skal englænderne ud i to afgørende kvalifikationskampe om en plads i næste sæsons Champions League. Vinderen er garanteret et trecifret millionbeløb. Men for Liverpool er der langt mere på spil.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.