Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når sport gør ondt i sindet

Det er ikke en muskelskade, som har holdt den 30-årige Everton-spiller Aaron Lennon væk fra fodboldbanen, som klubben ellers har meldt ud. Derimod døjer han – ligesom ikke så få andre elitesportsfolk – med sit indre jeg. Arkivfoto: Michael Zemanek
Det er ikke en muskelskade, som har holdt den 30-årige Everton-spiller Aaron Lennon væk fra fodboldbanen, som klubben ellers har meldt ud. Derimod døjer han – ligesom ikke så få andre elitesportsfolk – med sit indre jeg. Arkivfoto: Michael Zemanek

Når vi taler om topsportsfolk, taler vi om deres fysiske, tekniske og taktiske egenskaber.

Fysikken er forudsætningen. Ingen mand på halvanden meter bliver MVP i NBA. Ingen overvægtig vil være i stand til at vinde Berlin Marathon. Teknikken kan terpes ved vedholdenhed, og den taktiske forståelse følger med erfaringen. Men der findes et fjerde aspekt af moderne eliteidræt, som vi næsten aldrig hører om: udøvernes hoveder.

Bevares, de førende Formel 1-kørere frekventerer som også de bedste tennis- og golfspillere bekostelige mentaltrænere. De største fodbold-, håndbold- og volleyballklubber har psykologer tilknyttet lægestaben. I sporten er man for længst nået til den erkendelse, at det kræver en næsten yogisk koncentration at yde sit maksimale i det rette sekund.

Alligevel er brugen af mentaltræning selektiv og i værste fald – og for nogle sportsfolk – kontraproduktiv. Det handler om at præstere på banen. Det handler om, at hjernen ikke skal være til besvær. Det handler om kognitiv strømlining og om at vinde. Det spørgsmål, alle sportens ledere stiller sig, lyder: Hvordan kan udøveren få mest muligt ud af sit hoved i jagten på den næste sejr?

Flere klubber og organisationer hjælper de yngste spillere på vej. Teenageren lærer, at det er vigtigt at få sig en uddannelse eller i det mindste en interesse at falde tilbage på. Han lærer, at sejrens sødme bør fylde mere end nederlagets bitterhed. Men på et tidspunkt ophører selv den mest ihærdige pædagogiske indsats, og spillerne efterlades alene med deres problemer.

I denne uge kunne Greater Manchester Police bekendtgøre, at en 30-årig mand var blevet »tilbageholdt og tvangsindlagt på et lokalt hospital til videre vurdering«. Få minutter efter vidste de fleste, at der var tale om Everton-spilleren Aaron Lennon. Den 30-årige ekslandsholdsspiller, der officielt har døjet med en muskelskade siden februar, havde ondt i sindet.

Lennon-lejren var tvunget til at give lyd. »Aaron Lennon modtager i øjeblikket pleje og behandling for en stressrelateret sygdom. Klubben støtter ham, og hans familie har bedt om at blive ladt i fred i en svær tid,« lød forklaringen.

Siden har den britiske fodboldoffentlighed haft svært ved at finde sine ben. For hvordan skal man forholde sig til den nedslående nyhed i miljø, der helst hylder den robuste og pansrede sportsmand? Opfattelsen er indlejret i sproget. Når en sportsmand bliver skadet, siger vi, at han går i stykker. Han skal fikses kvikt på en briks. Sættes sammen på ny. Som en robot. Og robotter græder som bekendt ikke.

På de sociale medier blev de få, der gjorde sig morsomme på bekostning af Lennon, overdøvet af sympatitilkendegivelserne. Velmenende sportsjournalister, der normalt ikke flager med deres tilhørsforhold, iklædte sig gamle Lennon-spillertrøjer for at vise, at sygdom er vigtigere end mål, tacklinger og offsidekendelser.

Fans af Tottenham, hvor Lennon spillede 364 kampe fra 2005 til 2015, var ikke sene til at annoncere et minuts applaus til ære for deres gamle helt i det syvende spilleminut (Lennons tidligere rygnummer) af fredagens Premier League-opgør mod West Ham. Lennon er ikke død, men han har vist sårbarhed. Det sidste er næsten mere ufatteligt end det første i sportens verden.

Lennon er langtfra den første sportsprofil, der har problemer med psyken. Den internationale spillerforening FIFPro har flere gange understreget, at fodboldspillere er mere udsatte end andre erhvervsgrupper som følge af det store forventningspres i et radikalt præstationsmiljø og den overhængende risiko for offentlig udskamning.

Sidste år viste en undersøgelse baseret på samtaler med professionelle spillere fra fem udvalgte, europæiske lande, at mere end hver tredje har oplevet angst eller depression, mens hver syvende kæmper med alkoholproblemer, og hver femte lider af søvnbesvær.

Kort før Lennons indlæggelse fortalte Brøndby IFs Christian Nørgaard om sine egne udfordringer med en mild depression, der afkrævede ham en sygemelding i sidste sæson. I sidste uge blev den 31-årige tjekkiske fodboldspiller Frantisek Rajtoral fundet død i sit hjem i Gaziantep i det sydlige Tyrkiet. Præsidenten for Rajtorals klub, Gaziantepspor, bekræftede, at der var tale om selvmord, men var samtidig forbløffet.

»Hans holdkammerater var bekymrede, da Rajtoral ikke deltog i dagens træningspas. Han virkede glad og havde tilsyneladende ingen problemer. Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan han kunne gøre sådan noget,« sagde Ibrahim Kizil.

Siden er det kommet frem, at Rajtoral gennemgik en svær periode, der blev forværret, da landsmanden og vennen Daniel Kolář blev opsagt af Gaziantepspor i februar.

Men præsidents Kizils undren er ikke usædvanlig i et elitemiljø, hvor selv ikke et dødsfald eller alvorlig sygdom i den nærmeste familie stopper en udøver i at gå på banen. Ifølge en undersøgelse foretaget af den tidligere elitefodboldspiller dr. Vincent Gouttebarge i 2013 tegner selvmord sig for ti procent af alle dødsfald i professionel fodbold.

Der findes anerkendte websites, der med stor præcision opgør karakteren af og tidspunktet for de kendteste spilleres fysiske skavanker: ankelskade, overrevet korsbånd, brækket kraveben osv. Men de mentale skader er stadig noget, man holder for sig selv. Lige indtil den dag karrieren ender, og de godt 99 procent af alle professionelle sportsudøvere, der ikke har nok penge til resten af livet, skal finde en ny levevej. Alt imens de er i overhængende fare for at udvikle angst, kronisk træthed, koncentrationsbesvær, invaliderende muskelspændinger og depression.

Da Everton-manager Ronald Koeman før sidste måneds udekamp mod Manchester United skulle forklare pressen, hvorfor Aaron Lennon atter en gang ikke var en del af truppen, løj han. Lennon var ifølge hollænderen »endnu ikke fysisk klar til at være en del af holdet«.

Det, Koeman kunne have sagt, var naturligvis, at hans spiller gennemgik en svær periode, og at han ikke var i mental balance. Men heller ikke i sportens verden sammenligner man en depression med en brækket fod.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.