Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Meget mere end sushi på menuen

Mange havde svært ved at forstå, hvorfor Morten Olsen var så glad for ligelandsholdet. Hvorfor han insisterede på hvert år til januar at rejse langt væk til et varmt land for at spille træningskampe mod stjerneforladte modstandere midt om natten eller tidligt om morgenen, og hvorfor han blev så sur, at han var nødt til at sige det højt, da DBU valgte at nedlægge holdet.

Jeg er sikker på, at I er mange, der har det på præcis samme måde med landsholdets tur til Japan.

Men når I læser disse linjer, kan I være sikre på, at Åge Hareide og hans 22 spillere i dag sidder i flyveren på vej til Danmark og er langt bedre rustet til de kommende VM-kvalifikationskampe, end de var, inden de tog af sted.

Virkelig langt bedre rustede efter en tur, hvor der var langt mere end sushi på menuen.

Spillerne ved nu, hvad det vil sige at træne under Åge Hareide, og de har terpet det nye system i seks træningspas og to kampe. De ved, hvordan Åge Hareide vil have dem til at dyrke genpresset, erobre bolden højere og hurtigere. De ved, hvordan de skal stå i deres tremandsforsvar, og hvad der skal til for, at midtbanen bliver kompakt, når de forsvarer og rummelig, når de angriber.

De ved, at træningen under Åge Hareide er hård, men ikke udmattende. At den står på masse af højintensitet og udsving på pulsuret. De kender forventningerne, og de kender hinanden.

Jeg er sikker på, at Åge Hareide føler, det har været en god tur. Han var ærgerlig over nederlaget på straffespark til Bosnien, men han er glad for at se, at det til den anden kamp lykkedes at rette de problemer, der helt tydeligt var med at omstille sig fra 3-5-2 til 4-4-2, og at det lykkedes at orkestrere et presspil, som spillerne havde været i tvivl om i den første kamp.

Inden vi tog af sted, talte Åge Hareide om mål. Jeg skrev endda en klumme om det, fordi han faktisk er en af få trænere, der rent faktisk italesætter det vigtigste af alt i fodbold, frem for at tale om boldbesiddelse, automatismer, processer, og hvad man ellers kan komme i tanker om.

Banalt? Ja, ja. Men somme tider hjælper det at sige tingene højt, og nu rejser vi så hjem efter at have scoret seks mål i to kampe og med en følelse af, at der nok skal blive scoret mål fremover, at Åge Hareide både før og efter 4-0 sejren over Bulgarien fremhævede vigtigheden i at holde Danmarks mål rent.

Hvis det er vores største problem, bør vi ikke være vildt bekymrede, for netop her har vi med så godt materiale, at det ikke engang behøver være bekymrende, at Daniel Agger stopper, eller at Jores Okore og Andreas Bjelland måske er skadede eller spiller i den næstbedste række i England.

Var Bulgarien ikke bare dårlige? Jo! De var sindssygt dårlige. Jeg har ikke set Danmark møde et dårligere hold i mange år, og der er da heller ingen grund til at boble over. Der ligger stadig et stort stykke arbejde og venter til august, når holdet igen skal mødes for at træne frem mod den sidste testkamp mod Liechtenstein, inden det rigtig gælder mod Armenien til september, for repetitionen af et system, som ingen spiller i deres klubber, bliver vigtig. Det er Åge Hareides største taktiske udfordring, og derfor er de spillere, der nåede med til Japan også langt foran de fleste af dem, der måtte eller selv valgte at blive hjemme.

Landstræneren kommer næppe til at ændre mange positioner på det hold, der spillede den sidste kamp mod Bulgarien med mindre han får afbud på grund af skader. Begge angrebspladser vil sikkert være i spil, og det er et åbent spørgsmål, om William Kvist eller Thomas Delaney får plads på midten. Køen af forsvarsspillere er lang, men det er næppe andre end Daniel Agger, der kan slå nogen af. Nej, der er allerede mange lukkede døre, og det er i virkeligheden positivt, for det viser jo, at turen var langt mere positiv end negativ. At udviklingen gik ret præcist i den retning, landstræneren havde ønsket sig, inden han tog af sted.

Hvis I er nogen, der stadig har svært ved at forstå, hvad det var, de lavede derovre i Japan klokken bøv om morgenen, kan I tage mit ord for, at de brugte tiden fornuftigt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.