Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Leicester City har fået armene ned

Ahmed Musa scorede begge Leicester Citys mål i lørdagens sejr over Everton. Og holdets spillere har ikke helt glemt kunsten at juble. Foto: Ed Sykes/Reuters
Ahmed Musa scorede begge Leicester Citys mål i lørdagens sejr over Everton. Og holdets spillere har ikke helt glemt kunsten at juble. Foto: Ed Sykes/Reuters

Med tiden føles det ikke længere som minder. Det er simpelthen for mærkeligt, for svært at forklare. Det føles mere som hallucinationer fra en feberdrøm.

Der var slagteren, som fejrede mesterskabet med en særlig pølse; der var amatørmaleren fra det nordlige London, der kørte op til en by, han ikke kendte, med det ene formål at finde en mur at male en hyldest på; og der var TV-kommentatoren, som optrådte på skærmen kun iført et par knitrende nye, hvide boksershorts.

Med tiden har der aflejret sig et fint lag af uvirkelighed over det hele. Hvis det fortsat er svært at begribe, at Leicester City mod odds 5.000 til 1 vandt Premier League sidste maj, så er det endnu værre fat med alle de små detaljer, der illuminerede historien.

I et par uger sidste forår var alt og alle i og omkring Leicester lidt svimle og fortumlede. Men her otte måneder senere virker det lidt fjernt og usandsynligt, som det har lejret sig et sted midt imellem erindringen og fantasien.

Leicester, der i mands minde havde været et af Englands »yoyo-hold« i evig trafik mellem de forskellige divisoner, er nu igen tilbage i sin traditionelle rolle. Den forgangne weekends 2-1-sejr over Everton i FA Cuppen bragte lidt lettelse fra det, der i mellemtiden er gået hen og blevet en kun alt for velkendt, brydsom sæson i Premier League. Klubben flirter igen med nedrykning, og alle forestillinger om at kunne gentage kunststykket fra sidste sæson er for længst lagt til side.

Som manager Claudio Ranieri formulerede det i sidste uge: »De første seks måneder af 2016 var fantasi, de sidste seks måneder virkelighed.«

De, der på den ene eller anden måde blev fanget ind af historien, har det på samme måde. Gary Lineker, den ovennævnte TV-kommentator i bokser­shorts, er selv Leicester-fan og spillede i sin tid i klubben, men selv han mener, at klubben nu er vendt tilbage til standardformatet:

»Det er ikke sådan, at der er gået noget egentligt galt i denne sæson,« siger han. »Det er mere sådan, at det her er, hvad Leicester er og altid har været.«

Kontrasten mellem hvad Leicester er, og hvad klubben – en kort overgang – var, bidrager til at nære fornemmelsen af vantro. Det er ganske enkelt svært at føle sig sikker på, at det virkelig skete.

»Jeg synes, jeg kan huske det,« siger Lineker.

Kun håndfaste beviser kan lægge låg på tvivlen. Og her er det naturligvis først og fremmest klubbens fortsatte eksistens i Champions League, der vidner om Leicesters optimisme tidligt på sæsonen. Ranieri gjorde det til et mål for holdet at holde sig inde i turneringen hen over jul, og hans spillere har troligt leveret: Spanske Sevilla venter i næste runde, hvor der kun er 16 hold tilbage.

Der findes også bøger, der kan dæmpe følelsen af uvirkelighed. Titler som »Fearless« og »5.000:1« blev udgivet for at markere det, Gary Lineker kaldte »den mest usandsynlige triumf i sportens verden nogensinde«. Og så er der diverse priser, som fortsat pibler ind. Lige før jul blev Leicester udnævnt til årets hold i BBCs sportskavalkade, mens Ranieri fik prisen som årets træner. Og i denne uge blev Riyad Mahrez kåret til årets afrikanske spiller, mens en anden af klubbens offensive kræfter, Shinji Okazaki, allerede havde fået den tilsvarende pris i Asien.

Men det er minderne i selve Leicester, der varer længst. Og de er også tilgængelige for alle i byen. W. Archer & Son er navnet på den slagterbutik, der kreerede en ny pølse til ære for Ranieri, og butikken ligger kun ti minutters kørsel fra Leicester Citys stadion. Pølsen indeholdt i øvrigt hvidløg, chili, fennikel og »et drys Champions League«.

Pølserne kan stadig købes, selv om salget ikke går helt så forrygende som ved sidste sæsons slutning, da butikken kunne afsætte op mod 600 om ugen.

På Kate Street kan man få syn for sagn. Rich Wilson er ikke selv Leicester-fan, hans eneste forbindelse til klubben er, at en af hans gamle venner ved navn Junior Lewis engang spillede for klubben. »Han blev i en afstemning kåret til den næstringeste på holdet nogensinde.«

Men tilbage i april sidste år, da Leicester netop havde slået Swansea City 4-0 og for alvor nærmede sig mesterskabet, besluttede Wilson – en gadekunstner på deltid – at gøre klubben til sit næste emne.

»Jeg var interesseret i at male portrætter af folk på steder, hvor de virkelig betyder noget,« fortæller han. »Så jeg besluttede mig for at male Ranieri i Leicester.«

Han bad om fri fra arbejdet og kørte til Leicester næste dag. Her kørte han lidt rundt i byen og »følte sig en smule tåbelig«, indtil han drejede ved en elektronikbutik og kørte ind ad Kate Street:

»Her fandt jeg endelig min mur,« fortæller han.

Ejeren af butikken lod ham bruge muren til sit maleri. »Han havde aldrig set noget af det, jeg havde lavet før. Han vidste overhovedet ikke, hvem jeg var. Men alle var så højt oppe at køre over det, der var ved at ske, at han bare sagde ja på stedet.«

Rich Wilson havde planlagt at bruge »halvanden dag« i Leicester på at male Ranieri: »Men da ejeren kom og så billedet, bad han mig om at blive og male hele holdet.«

Han blev i Leicester i fem uger.

 

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.