Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kerbers fantastiske år kulminerer med triumf i US Open

Tyske Angelique Kerber vandt finalen i grand slam-turneringen over Karolína Plísková i tre sæt.

Angelique Kerber har haft en fantastisk sæson, som kulminerede lørdag med US Open-sejr. Scanpix/Don Emmert
Angelique Kerber har haft en fantastisk sæson, som kulminerede lørdag med US Open-sejr. Scanpix/Don Emmert

New York. Angelique Kerber kan for første gang i karrieren kalde sig vinder af US Open, efter at hun lørdag vandt finalen i tre sæt over Karolína Plísková fra Tjekkiet.

Dermed understreger den 28-årige tysker fra Bremen, at hun er verdens for tiden bedste kvindelige tennisspiller.

Det bliver der sat endnu en tyk streg under mandag, når den nye verdensrangliste udkommer med hendes navn øverst.

6-3, 4-6, 6-4 lød sætcifrene i en kamp, hvor det ellers i tredje sæt så ud til, at undertippede Plísková havde fået krammet på Kerber.

Den hårdtslående tjekke bragte sig foran 3-1 efter et tidligt servegennembrud, men Kerber kæmpede sig tilbage til 3-3.

Her var tyskeren nede med 0-30, men så viste hun nogle af de kvaliteter, der i en relativt sen alder har givet hende et kæmpe gennembrud på den internationale tennisscene.

Kerber, der også satte en stopper for Caroline Wozniacki i semifinalen, vandt en række bolde på særdeles vigtige tidspunkter, så selv om kampen egentlig var ganske lige, trak hun i sidste ende fra Plísková.

En afgørende faktor i den godt to timer lange kamp blev antallet af uprovokerede fejl fra Plísková, der havde 47 mod Kerbers 17.

Kerber vandt i januar Australian Open, var i juli i finalen i Wimbledon mod Serena Williams, og nu kan hun også kalde sig mester i US Open, der er årets sidste grand slam-turnering.

- Det er fantastisk at vinde min anden grand slam-turnering i år. Det er min karrieres højdepunkt. At være nummer ét og vinde grand slam-titler har været min store drøm, siden jeg var en lille pige, siger Angelique Kerber.

Hun begyndte året som nummer ti i verden, men har med stille og rolige skridt nærmet sig Serena Williams på førstepladsen. Den snupper hun nu, efter at Williams har siddet solidt på tennistronen i 186 uger - i træk.

Kerber bliver den ældste spiller nogensinde til at debutere på verdensranglistens førsteplads.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.